Tyngde, en. [ˈtøɳ'də] flt. -r. (ænyd. (i bet. 4) d. s. (Reskr.¹⁹/₁₁1687), sv. tyngd, fsv. thyngd, no. tyngd(e), oldn. þyngð; afl. af tung, maaske dog omdannelse af I. Tynge) 1) det at hvile med en vis kraft paa et underlag, at tynge, være tung (i en vis grad); størrelsen af det tryk, som et legeme udøver paa det underlag, hvorpaa det hviler, ell. hvad legemet vejer; vægt; ogs.: det at være forholdsvis tung, at tynge, veje meget; tunghed (1); i fys. spr. d. s. s. Tyngdekraft. Vandets Dybde og Tyngde. LTid.1725.524. (hvis verdensrummet var begrænset) maatte de yderste Stierner ved deres Tyngde stige ned til dem, som ere nær ved Middelpuncten. Holb.Ep.V.37. Alle Legemer vilde falde med lige Hastighed, dersom Luftens Modstand ikke giorde en Forandring. Vi sige derfor, at alle Legemer have lige Tyngde. Ørst.II. 103. Steen, omtrent af en Mands Tyngde. Grundtv.Snorre.II.355. For at give Kassen nogen Tyngde anbringes et Par Ballastjern i Bunden. Bardenfl.Søm.I.123. jf. Tyngdelov: Retfærdighed (er) ikke en blind Kraft, der sammenholder den aandelige Verden, ligesom Tyngdens Lov den legemlige. Mynst. Betr.II.136. *ned han faldt . . | Ifølge Tyngdens Lov i Fart tiltagende. PalM.AdamH.I. 212. specifik (ell. specifisk) tyngde, se specifik.   (nu sj.) hvad der tynger, er tungt; byrde. ved den overvættes Tyngde (dvs.: af folk) var (skibene) nær ved at synke. Grundtv.Saxo.III.111. Den, der stiger i en Aerostrat, stiger ved at kaste Tyngder af sig. Kierk.XI.220. 2) billedl. anv. af bet. 1.    2.1) det, at noget generer, hemmer, tynger, besværer en; især: (fornemmelse, følelse af) et fysisk ell. aandeligt tryk, besvær. de . . mistænkte ham for, at han vilde være dem til Tyngde. Ew.(1914).IV.43. Plov-Redskabernes Indretning kan dog vel og bidrage til Arbeydets Tyngde eller Lettelse? JPPrahl.AC.18. *dette Ansvars Tyngde. Gjel.KH.53. Oldingen mærker Tyngden af sine Aar. OBloch.D.²I.134. den modbydelige Tyngde spændte stadig om Hovedet som en Jernring. AaDons.MV. 52.   m. h. t. aandelig virksomhed, fremstilling olgn. Jeg har maattet døje meget for Tyngden og Uklarheden i min tidligste Produktion. Rimest.DF.29.    2.2) indre fylde, lødighed, vægt(ighed). Hos Molière kommer (kommandanten) med ethisk Gravitet og Tyngde, der næsten gjør ham latterlig. Kierk.I.92. de forløbne Uger, hvor Dagene trods Tyngden af deres rige Indhold ere fløine bort som Minutter. Brandes.Br.I.21. (dette essays) Mangel paa kunstnerisk Holdning og filosofisk Tyngde. BilleskovJ.H.II.62. Det er, som om hele Billedets Tyngde samler sig her (dvs.: om salmebogen). OFriis.Litt.416.    2.3) (fagl.) en farves evne til at virke tungt ell. kraftigt, vægtigt. en Tilbøjelighed hos Børnene til at male sværtet og tungt. Det maa modarbejdes ved Paapegning af Akvarellens Natur. Man maa Gang paa Gang forklare, at det afgørende slet ikke ligger i, om man virkelig træffer Farvens absolutte Tyngde. Folkeskolen.1925.309.sp.2. gennem Kompositionsøvelser lærer man . . at sætte disse (farver) sammen i rigtige Linjer og Tyngder. HaandarbF.1940.338. 3) (foræld.) d. s. s. I. Tynge 3; ofte i forb. borgerlige, personelle, personlige, reelle tyngder (se II. personel 1, personlig 1.2, II. reel 1) ell. skat og tyngde. de Afgifter eller Tyngder der hefte paa Gaarden. Stampe.I.19. (fyrsten sendte) de nederdrægtigste Mennesker did (dvs.: til Flandern), for . . at drille det (dvs.: landet) med de raffinerteste Tyngder og Udsuelser. Oehl.U.IV. 100. Byens Skatter og Tyngder. Blich.(1920). VI.104. (apoteker) vare fritagne for Skatter og anden borgerlig Tyngde. Cold.Lægevæsenet underChr.IV.(1858).99.sp. 1302,33 (i bet. 4 ) læs: (i bet. 3 ).   

Tyngde-, i ssgr. især (fys.) af Tyngde 1, foruden de ndf. medtagne bl. a. Tyngdecentrum, -felt, -maal(er), -maaling, -retning, -virkning.