u-nægtelig, adj. [uˈnægdəli] adv. d. s. ell. -t ell. (†) -en (Tode.ST.II.43. MR.1795. 734). (no. unektelig, jf. sv. oneklig(en)) 1)  som adj.: hvis eksistens, sandhed, rigtighed, berettigelse ikke (med rette) kan nægtes; ubestridelig; uimodsigelig. jeg (vil) giøre Begyndelse . . med et Par unægtelige Anmerkninger. Eilsch.PhilBrev.105. Det er en evig, unegtelig Sandhed, at man vel kan kjende Mennisker uden at være klog. Ew.(1914).IV. 91. Naturen er en mægtig, en unegtelig Virkelighed. Mynst.Afsk.9. (jødernes) unægtelige Fremgang i Kultur og Moralitet. Blich.(1920). III.63. der (mangler) ikke Momenter, der kan forsone med de anførte unægtelige Skavanker. JLHeib.(StSprO.Nr.118.42). jf.: den Forudsætning, hvis Unægtelighed jeg naturligviis forudsætter. Grundtv.BrS.212.   m. bisætn., pron. det, dette olgn. som subj. at Kundskaber forfine Sæderne er unægteligt. PAHeib.II.16. Trykkefriheden er det Spyd, som selv læger de Saar, det frembringer. Rigtigt forstaaet er dette unægteligt. Ørst. VII.32. Det er unegteligt, at der spildes megen Tid i Verden paa en saadan Seentilbage. Kierk.VI.441. RichPet.Kingo.(1887). 338. 2) som adv.    2.1) (nu , l. br.) i al alm.: uden at sandheden, rigtigheden (med rette) kan nægtes; uimodsigelig(t); ubestridelig(t). Naar nu Forstanden bestaaer uden for Legemet, saa bestaaer ogsaa den af Forstanden unægtelig hængende Villie i samme Tilstand. EPont.Men.II.135. Naar en Commandert paa Hvervingen ved Døden afgaaer og efterlader Kone og Børn vil dennem unægteligen tilhøre hans tilgodehavende Brødpenge. MR. 1795.734. Grundtv.KG.24.    2.2) (bet. 2.1) med særlig indrømmende bet. “Ja, ere dog ikke Naturens Veie forunderlige?” – “Unægteligt!” Hrz.Lsp.164. Det er dog unegtelig den vanskeligste Gaade . . at indrette sit Liv som var den Dag idag den sidste. Kierk.VI. 358. “Du tænker vel ikke paa dig selv, John?” – “Jo – unægtelig” (Pont.DR.II.79: “Naa ja – hvorfor ikke?”). Pont.DR.²I.213.