u-tugtelig, adj. adv. -t ell. d. s. ell. (†) -en (jf. Moth.T220). (ænyd. d. s. i bet.: ulærvillig, usømmelig, utugtig, fsv. otukteliker; fra mnt. untuchtlik (jf. hty. unzüchtlich); til Utugt ell. tugtelig; nu næppe br.) utugtig. Moth.T220. (røverne) havde røvet en Pige . . og med hende levet utugteligen i flere Aar. Thiele.I.372.