uanfægtelig u-anfægtelig, adj. (sj. -anfægtlig, se u. bet. 2). 1) til anfægte 2: uangribelig; ubestridelig. Han staaer i uanfegtelig Sikkerhed. VSO. Hendes Livs Program . . bidrog til at gjøre hendes Stilling fast og uanfægtelig. RSchmidt.HT.121. hans sikre tiltro til, at andres meddelelser om en indskrifts udseende var uanfægtelig. Bæksted. Islands runeindskrifter.(1942).64. Hvad det her gælder om at bevise, er den juridiske Uanfægtelighed af Ægteskabet. Brandes. NG.159. 2) til anfægte 3.2 og (især) 4: som ikke lader sig paavirke, forstyrre, anfægte af noget; uforstyrrelig; urokkelig. (en) tryg og uanfægtelig Overbeviisning. Sibb.(Iris.1819. 192). den miskjendte . . Kjærlighed i dens . . indre Storhed og uanfægtelige Reenhed og Høihed. Mart.Leilighedstaler.(1884).463. de (vilde) skride gennem Livet . . kyske, uanfægtlige, hævede over al jordisk Lidenskab. AGnudtzm.(Riget.2/81912.4.sp.5). en vis Uanfægtelighed og Koldblodighed (dvs.: hos den flegmatiske). Sibb.Psychologie.(1843).373. (politiofficerernes) embedsmandsmæssige Uanfægtelighed. Pont.LP.2I.225. Vis mere +