skyndsom, adj. [ˈsgøn(ˌ)sωm(')] (jf. sv. skyndsam; af skynde (sig) 4; sml. ilsom og skyndelig, skyndig; vistnok først kommet i brug i 19. aarh. (< Molb.HO.)) 1) (nu ) som adj.: hastig; ilsom. (ofte (spec. i superl.) m. bibet. af iver for at undgaa noget ubehageligt olgn.).    1.1) som skynder sig, er i hurtig virksomhed ell. (især) bevægelse; hurtig; ilsom (1); travl. Han er saa skyndsom af sig dvs.: giør Alt hurtig. VSO. Af Bogens faa Læsere havde de skyndsomme Intet mærket, selv af de faa skjønsomme havde maaskee kun en enkelt spurgt. Kierk.VI.397. Han var gjærne den voldsomste til Paagang og Forfølgelse, men tillige den skyndsomste til at fly. NCRom. Læsebog.III.(1887).146. paa de kolde, fedtede Brosten, trykkende sig til Side for skyndsomme Mennesker . . var hun vandret Skridt for Skridt. Esm.I.162.   om ting (i bevægelse). en rindende (flods) skyndsomme Vande. Goldschm.BlS.I.157. Brandes.XII. 118.    1.2) om virksomhed ell. (især) bevægelse: hastig; ilsom (2). *ei saasnart | Opsteeg en Skjald ved egne Kræfter, | Før hundred stimled til i skyndsom Fart | I friske Spoer at følge Skjalden efter. Blich.(1920).V.134. Vor Sikkerhed var imidlertid i Fare . . og vor skyndsomste Tilbagereise til San-Francisko blev besluttet. Ing.L.IV.82. (nu) hørtes skyndsomme Trin udenfor. Schack.362. han havde begivet sig paa skyndsomst Flugt. GyrLemche.S.III.95.    1.3) (jf. bet. 2 og skyndig 1 slutn.) i forb. paa det skyndsomste, saa hurtigt som muligt; skyndsomst (2). VSO. 2) (i talespr. ofte m. spøg. anv.) som adv.: i (stor) hast; hastigt; ilsomt. (ofte m. bibet. af iver for at undgaa noget ubehageligt olgn.). Jeg hørte F.s Stemme, og skjulte skyndsomst Brev og Uhr. Gylb.(1849).X.155. jeg fik Telegram om skyndsomst at indfinde mig der. Brandes.X.122. AOlr.DH.I. 180. Paaskedyrene stegte de . . og bragte dem skyndsomt (1871: i Hast) til Almuen. 2Krøn.35.13(1931). (1338,58: yngre end Molb.HO.    ældre: NSchow.Ordsaml.II.S[30](år 1808 )).