ilsom, adj. [ˈi·l(ˌ)sωm(')] (til II. Il ell. III. ile) 1) (jf. II. Il 1, III. ile 1) som bevæger sig ell. bevæges med stærk fart; hurtig (3). Jeg reiser saa iilsomt, som muligt; og i de sidste to Dage have vi tilbagelagt 50 Miil. Bagges.DV.XI.140. *Den der er for iilsom, snubler let. Oehl.Tieck. I.104. Det blæste friskt herude (dvs.: paa søen) og med . . ilsomme Pust. Drachm. EO.304. en frisk . . og ilsom Aa. Rist.S. 226. (i parodi af operatekster:) *Afsted, afsted paa iilsomst Fjed! | Paa iilsomst Fjed afsted, afsted! FritzJürg.nr.21. 2) (jf. II. Il 2, III. ile 2) skyndsom; hastig (2.1); undertiden ogs.: forhastet. Flere . . synes Intet iilsommere at have at giøre, end at lade blæse i Basun for sig. Mynst.Tale v. Præste-Vielse.¹³/₅1835.10. *sin Moders Brev han iilsomt brød. PalM.IV.86. Maaskee har jeg været noget for iilsom, maaskee var det lykkedes mig . . bedre, hvis jeg vilde have biet endnu nogen Tid. Kierk.I.54. hans . . Breve – smaa, ilsomt nedskrevne Lapper. Pont.FL.380.