skønsom, adj. [ˈsgön(ˌ)sωm(')] (ænyd. d. s. (i uskønsom og skiønsomhed; jf. glda. uschøn[som]heet. Fragm.80), fsv. skynsamber, no. skjønnsom, oldn. skynsamr; af I. Skøn ell. II. skønne) 1) (“ifærd med at forældes.” Levin.; nu især  og i visse særlige forb.) svarende til I. Skøn 1-2, II. skønne 1-2.    1.1) om person(s aandsevner olgn.): som er i besiddelse af (normalt, sundt, godt) skøn, har evne til at skønne (normalt, godt); indsigtsfuld, forstaaende, forstandig (og sundt, klogt dømmende, skønnende). Moth.S435. deraf (ses), udi hvilken Agt Comoedier have været holdne af de meest skiønsomme Nationer i gamle Dage. Holb.JJBet.a3^r. Skulde den Knegt understaa sig at forsvare det, som alle skiønsomme Folk, der er kommen til Alders, fordømme. sa.Masc.II.3. de er nok saa skiønsom, at de târ det i dend beste Meening, som det er i sig selv. KomGrønneg.I.109. *Spør andre dig om dit; vær skjønsom i at svare. LTid.1727.463. af skjønsomme Forældre tidligt overgivet til videnskabelig Underviisning. Ørst.VIII.4. (Svend Estridsøn) var skønsom, fremskuende, langt forud for sin Tid. GSchütte.FL.67.   især, med overgang til bet. 2, anv. som (elskværdigt ell. ærbødigt) udtryk for (en forfatters) læsere, publikum; navnlig i forb. den skønsomme læser olgn. (Holb.Paavs.¹a^v. VSO. MO.). *Her er ey nogen Bog, ey noget skiønsomt Øre. Falst. Ovid.135. hvor er den skiønsomme Læser, som ikke røres af dette lille Stykke? Oehl. EwS.I.13. Tylvtens Kaadhed (vilde) hos et skjønsomt Publicum vakt . . Harme. Grundtv. Udv.III.632. Heib.Pros.VII.87. En mindre skønsom Tilhører vil endog føle jo mere Ærbødighed, jo rigere Ordflommen er. FlensbA. ²³/₅1895.1.sp.4.   skønsom alder, alder, da man kan (begynde at) skønne. Jeg har . . kendt Landet fra min skønsomme Alder at regne i 42 Aar. OGuldb.(HistMKbh.I.31). VSO. MO.    1.2) om persons virksomhed olgn., der er udtryk for, vidnesbyrd om (normalt, sundt, godt) skøn. (nu især i udtryk som et skønsomt udvalg olgn.). (versene) ere ikke saa skiønsomme, som de ere sindrige. Holb.Ep.IV.469. ziirlige og skiønsomme (orig.: judicieuse) Portraits over Konger. Holb.DH.²I.729. Jeg udbeder mig Deres Agtsomhed og skiønsomme Eftertanke. Sporon.Breve.I.46. *Hvo klog er, gjør itide | Et skjønsomt Testament. Heib.Poet.V.300. han (bad) dem anlægge Bogsamlinger . . med skjønsomt Valg af deres Indhold. Brandt.CP.230. (en) Juleudstilling . . af god Nutidskunst i skønsomt Udvalg. Pol.¹²/₁₂1937.6.sp.5. som adv.: (Byrons) kunstneriske Svagheder . . fik man i Tyskland først sent Øjnene op for. Kun Gutzkow kritiserer ham skønsomt. Brandes. VI.369.   (med overgang til bet. 2) i forb. skønsom tak. *lader skiønsom Tak i eders Siele brænde. Storm.SD.29. Fru Heiberg (var) Een af de Faa, der tidligst udtalte sig venlig og med skjønsom Tak om (eventyrene). HCAnd.(1919).V.387. 2) (nu sj. i rigsspr.; jf. paaskønsom samt uskønsom) svarende til II. skønne (paa) (3): som (paa forstaaende maade) paaskønner ell. er tilbøjelig til at paaskønne; (forstaaende og) taknemmelig; erkendtlig. Moth.S435. endelig opmuntrer han . . sine Landsmænd til at findes imod Himmelen skiønsomme og taknemmelige. LTid.1747.686. *Hvo skiønsom nød det smaa, fik tit det større. Rahb. PoetF.I.124. *Hvor er vel nu hiin Laurbærkrands, o Skjald! | Hvormed et skjønsomt Folk din Isse smykked? Blich.(1920).V.18. Heib.Poet.IX.176. Han var meget skjønsom for den Omhu, den gamle Dame havde vist ham. Tops.J.287. S&B. Feilb. om udtryk for en saadan følelse: *O! lad os offre ham en skjønsom Taare. Winth.D.(1832).32.   som adv. *Vort Compagnie er værd, at hver for det bør bede, | Og skiønsomt glæde sig ved Alt, hvad det kan glæde. ChrFlensb.DM.II. 62. *skjønsomt end den sidste Slægt omvinder | Med Egekrandse Patriotens Navn. Lund.ED.168. Blich.(1920).VI.37.