lollandsk, adj. [ˈlωˌlan'sg] adj. til Lolland og Lollænder (jf. lollisk). de Siællandske, Falsterske og Laalandske Stænder. Slange. ChrIV.262. Høysg.AG.104. Træsnittene, hvoraf et Flertal er skrevet i Købeløv, har kun glimtvis lollandsk Stedpræg. Vilh And.Litt.III.373. Det indre Asien i Aarestrups Natur bødede paa Omgivelsernes Lollandskhed og Fynskhed. Brandes.II. 77.   i faste forb. lollandsk feber ell. syge (Sundhedstid.1918.21. Aarb Loll F.1927. Hjemst.17). 1. betegnelse for den form af malaria, der i 18.–19. aarh. var alm. i Danmarks fugtige egne, især paa Lolland-Falster; koldfeber; sumpfeber. Cit.1744.(Aarb LollF.1921.104). Bergs.MS.²I.477. (spøg., l. br.) i videre anv.: dovenskab, ugidelighed (vel egl. om mathed mellem malariaanfald); sjællandsk syge. Han har den lollandske syge. Krist.Ordspr.484. 2. (sj.) betegnelse for en hos kvæg optrædende kronisk, smitsom tarmbetændelse (para-, pseudotuberkulose). Lollandsk Syge. LandbO.III.405. lollandske ærter ell. rosiner (EPont.Atlas.III. 249. Frem.DN.262), (nu næppe br.) en slags store, graa (mark)ærter (jf. Lollik 3 samt u. Lolland). Pflug.DP.69. Vi skulle hâ saadan Mad, som de æder kun lit af, og mætter snart, gode Laalandske Ærter eller Valske Bønner med vel Mad-Fæt over. KomGrønneg.I.98. LandmB.III.90.   om dialekten. Høysg.AG.104. lollandske og falsterske Ord. MDL.XXIX. Former som de lålandsk-falsterske (alm.: lolland-falsterske): øjest for øverst. FDyrlund.Uds.42. som subst.: smst.36. (matroserne) drævede Engelsk eller Lollandsk, eftersom de var rømt fra en Kulbaad eller en Pæreskude. ORung.VS.14. i best. f.: For Lålandskens Vedkommende er Mangelen på Stødtone allerede iagttaget af Højsgård. FDyrlund. Uds.70.