afgjort, part. adj. [ˈauˌgjo^?rd] Høysg. Anh.32. superl. (l. br.) -est (Bagges.L.I.200. Kierk.VIII.368). egl. perf. part. af afgøre (ell. gøre af). 1) om hvis rigtighed der ikke kan tvivles; utvivlsom; ubetinget; bestemt. den fierneste Muelighed bliver til den afgiorteste Vished. Rahb.Tilsk.1795. 419. man kan antage Vedas for den afgiort ældste Deel af Sanskritliteraturen. Molb.F.227 *For ti Aar siden holdt jeg det for afgjort, | At Ja var altid Ja. PalM. VI.118. *en afgjort Sandhed. smst.54. Aarestr.124. det var afgjort, hun var ikke til at kende igen. Bang.Udv.77. en afgjort sag (ell. ting). det er en afgiort Ting, at jeg er en vittig Mand. Holb.Jep. I.3. *En Tyv er dog en Tyv, det er en afgjort Sag. Wess.50. Winth.IV.190.    for at give et udsagn mere eftertryk: udpræget; positiv; absolut. naar (kongen) med afgjortest Overlegenhed bekæmper en Oprører. Kierk.VIII.368. (embedsstillinger) hvilke er En saa afgjort imod, at man kun af Pligtfølelse . . har kunnet beslutte sig til at overtage en saadan. sa.XIV.214. (det er) ham en afgjort Umulighed at forfatte et Drama. Brandes.II.459.   (som attribut til personbetegnelser) som har visse egenskaber ell. meninger i udpræget grad; erklæret. (Wagner var) en afgjort Modstander af Nazarenerne. Hauch.MfU.263. (Steffens) er Schellings afgjorte Lærling. Brandes.IV.202. 2) † (dagl. if. MO. Levin). som perf. part. til gøre af (se gøre): afholdt; yndet; især: feteret; fejret. Een af vor Kirkes afgiorteste Theologer. Bagges. L.I.200. denne unge Mand, der i alle Selskaber var saa søgt og afgjort. Gylb. I.223. VIII.86. XII.96. 164. Den som kan hielpe Folk, naar de ere syge, bliver afgiort som han var en Fyrste. Molb.JB. 1839.104. (pigen) var afgjort af alle Mennesker. Hrz.JJ.II.160. Levetzow.ToFort.47. (se ogs. afgøre 1.3 ).   1 utvivlsom; ubetinget. for at give et udsagn mere eftertryk: absolut; (i 20.årh.) ofte som adv. Wessel, Nordahl Brun, Zetlitz, Brødrene Frimann m. fl. skrev afgjort mere norsk end Holberg. Dahlerup.SprH.89. Sonja derimod var smuk. Afgjort smuk. MKlitgaard.MS.160. det lod sig afgjort ikke gøre. HSeverinsen.B.65.   

  afgøre, v. [ˈauˌgö^?rə] præt. -gjorde; part. -gjort. vbs. -else (s. d.), -ing (s. d.). (ænyd. d. s.) 1) gøre færdig.     1.1) † afslutte; fuldende; blive færdig med. At afgiøre sit . . Dagsarbeid. VSO.I.71. jf. Feilb.I.7.     1.2) om gæld: gøre ende paa ved at betale; betale; klare. Saa snart jeg har afgiort en Deel Ting som først ved Penge maae afgiøres. Ew.VIII.204. jeg spurgte doktoren, om jeg maatte afgøre, hvad jeg skyldte ┆ afgøre et mellemværende ┆ (jf. 2).    1.3) (nu kun dial.). i part. afgjort, afkræftet p. gr. af arbejde; udslidt. VSO. I.71. Afgiorte Øg. MDL. jf. Feilb.I.7. 2) bringe til afslutning; gøre ende paa (strid, uvished olgn.) (jf. afgjort 1).     2.1) bringe (en strid) til at holde op; afslutte. ApG. 19. 39. (den) Congres, hvorudi Tvistighederne skulde afgiøres. Holb.DH.II.161. man meente, at denne Strid bedst kunde afgjøres paa Hug. CBernh.IX.156.     2.2) tage endelig bestemmelse om ell. i (en sag, hvorom der har været ell. kan være tvivl); beslutte; bestemme. Det blev eenstemmig afgiort, at disse Spørgsmaal . . skulde undersøges. Ew.VI.73. *Afgiør nu med dig selv i denne Time . . | Om du skal blive ved, paa dansk at rime. Bagges.V.79. det er en altfor vigtig Sag til at jeg nu kan afgjøre den. PalM.I.327. Ethvert af Thingene afgjør selv Gyldigheden af sine Medlemmers Valg. Grundl.(1849).§58. vente kunde han ikke, det maatte afgøres. JPJac.I.134.    2.3) med tings-subj. (jf. 2.5): blive bestemmende for (udfaldet). det er Indsigt og Øvelse der afgiøre Seieren. Engelst.Nat.181. Artilleriilden havde afgjort Slaget. MilTidsskr.1905.38.    2.4) bestemme, hvorledes noget forholder sig; komme til klarhed over; udfinde. Den skarpsindige Philosophe (N. N.) har stræbt at afgiøre denne Sag ved Experimenter. Kraft. (KSelskSkr.III.273). Naturforskere have afgjort, at Fosterets Liv er et sandt Planteliv. Steffens.2. nu især styrende en spørgesætn.: Heib.Poet.I.54. Hvad de i Politiken kunde og maatte stemme for, var han ikke istand til at afgjøre. Goldschm.V.458.     2.5) part. afgørende brugt som adj. (og adv.): hvad der bestemmer ell. er bestemmende (for noget), gør udslaget. neppe nogen Seier har paa engang været mere afgiørende og mindre blodig. Engelst. (Rahb.LB.I.116). Dette Træk, tilsyneladende kun ringe, er afgjørende. Gylb.(1849).VI.134. Han rejste til Kjøbenhavn uden at have taget nogen afgjørende Beslutning. Tops.III.210. Jeg har svaret meget imødekommende, men intet afgørende. Rode.Dg.19. som adv.: (hun) sagde aldeles afgjørende: – De drikker Theen hos os, hører De. Schand. TF.II.246. han havde nu afgørende (dvs.: uigenkaldeligt, definitivt) lagt Sagen paa Hylden. Pont.LP.VIII.166. (sj.) som subst.: Kierk.XIV.107.    udpræget; absolut. Den mest afgørende Modsætning til ensomme Mennesker er dog . . de offenlige. VilhAnd.AD.60.    (l. br.) om personer: herskende; ledende. Sligt taaltes dog ikke i de afgørende Krese. TroelsL.VIII.99. præs. -gør ell. (sj.) -gører (LeckFischer.KM.138). (jf. gøre af / gøre 13.1 ).   1 gøre færdig. 1.1 afslutte. (korstegn, læs: sj. i rigsspr. i 20.årh.). Giorde vor holm i tør høe, og kom regn, og ey afgiort. ChrAnd.Dagb1786-97.62. Fysiologien (vedr. bihulerne) er nemt afgjort. Om den ved man nemlig intet. Ugeskr.f.Læger.1940.86.sp.2.   1.2 m.h.t. gæld: betale; klare. afgøre en regning, se Regning 4.2.   2 gøre ende på (strid, uvished olgn.). 2.1 bringe (en strid) til at holde op. efter (præsternes) Ord skal al Trætte .. afgøres. 5Mos.21.5(1931). afgøre noget i mindelighed, se Mindelighed.   2.2 beslutte; bestemme. de vil afgiøre over en gammel Embedsmand og den Familie, som til ham sætter sit Haab. Blich.(Aakj.StStB.III.137). afgøre med sig selv, overveje og beslutte. man må afgøre med sig selv, om dette kan forenes med loyal konkurrence. Hage.7 I.446. afgøre ens skæbne, se Skæbne 2.3.   2.5 part. afgørende. (jf. altafgørende S ). prisen er ikke saa afgørende. Pol.10/1 1954.26.sp.2.   179,32 som adv.: Nedgangsperioderne er afgørende kortere, naar Engrospriserne viser en opadgaaende Grundbevægelse. NationaløkonTidsskr.1928.400. tiden er afgørende løbet fra en tilstand, hvor ejendomsbeskatning fortsat har en så dominerende plads. PolitPartier.(1949).174.    om personer: herskende; ledende; ogs. myndig; bestemt. en stolt og afgjørende Herre. RasmSør.ML.135. (han) var meget talende, afgjørende, kjøbenhavnsk rask paa det. HCAnd.Dagb.IV.338. jf.: (sønnerne) havde ikke mere dette fripostige Udseende, denne saa afgiørende Tone, denne frække Mine. PAHeib.Eu.48.