Son-, i ssgr. se Sone-.

Sone-, i ssgr. (Son- [ˈso·n-] se Sonoffer, -ofring). (, især hist. og (navnlig) bibl.) til I. Sone ell. II. sone.

  II. sone, v. [ˈso·nə] -ede ell. (nu kun poet., sj.) -te (Moth.S607. Heib.Poet.VIII. 381). vbs. -ing (s. d.), jf. I. Sone. (ænyd. sone (zone), jf. fsv. (vbs.) sonan; vistnok laant fra mnt. sonen (af sone, f., se u. I. Sone) og i sin bet.-udv. paavirket af ty. sühnen (oht. suonen); især ) afhjælpe ell. ophæve følgerne af en krænkende ell. brødefuld handling og derved opnaa forlig, fred ell. tilgivelse. 1) (jf. afsone 1, forsone 1.1 samt forlige 1.3) m. obj., der betegner den handling (brøde, krænkelse, synd osv.), som søges gjort god igen; gøre bod for; give oprejsning for. jeg havde giort . . Cramer Uret – og det var billigt, at jeg sonede min Brøde. Bagges.L.I. 220. Et Drab maatte enten sones med Bøder, eller hævnes. Molb.DH.I.288. jf.: Taarer . . der skal sone, hvad svundne Dage har set af Mangel paa Kjærlighed til den, der nu er død. JPJac.(1924).II.119.   (jf. udsone; nu sj.) i forb. sone (en brøde) ud. Bagges.Ep.46. *Saa mangen Synd kan sones ud med Bøde. Holst.II.43.   spec. (relig.) m. h. t. menneskets synder over for gud. *Du skal | I Kloster gaae, at sone Dine Synder. Hauch.DV.¹II.105. *Denne Synd kan aldrig sones! Hrz.D.II.68. m. h. t. ypperstepræstens ell. Kristi stedfortrædende offer: *Lad mig døe, thi Jesus døde! | Hans Død dødet har min Død . . | Sonet er, hvad jeg forbrød. Timm.AP.249. en barmhjertig og trofast Ypperstepræst over for Gud til at sone (Chr.VI: forlige; 1819: forsone) Folkets Synder. Hebr.2.17(1907).   (jarg.) m. h. t. fængselsstraf: afsone. Medens han sonede, fik han mere end Tusinde Breve. Pol.³⁰/₁1941. 6.sp.5. 2) (nu l. br.) m. obj., der betegner den krænkede part ell. dennes hævntørst, vrede, had osv.: formilde; stille tilfreds. Moth. S607.   spec. (relig.) om ophævelse af menneskenes skyldforhold til guddommen (m. h. t. kristelige forhold alm.: forsone (1.5)). *Man . . troer at sone Gud . . med Siælegaver. Rahb.PoetF.I.214. *At sone dem (dvs.: guderne) med Blod | Af Heste, Haner, Hunde, deri man let sig fandt. Oehl.XXXI.208. Herren . . vil lære vore Hjerter, hvad der bør gjøres for at sone hans Vrede. NPWiwel. NS.174. 3) (i nyere bibelspr.) m. obj., der betegner, hvad der er besmittet ved synd; dels m. h. t. ting (navnlig: helligdommen): rense (jf. Sonevand samt JohsPedersen.Israel.II.(1934). 275), dels m. h. t. person: tilgive. Son (Chr.VI: Forsoon; 1931: Tilgiv) dit Folk Israel, som du, Herre! haver forløst, og læg ikke uskyldigt Blod paa dit Folk Israel. 5Mos.21.8. 4) (jf. forsone 1.5 slutn. og 2; sj.) m. obj., der betegner baade den krænkede og den krænkende part (undertiden blot: to fjendtlige parter) ell. (jf. bet. 2) i forb. sone en med en anden: forlige (1); ogs. m. h. t. strid, tvist: udjævne, bilægge (Feilb. D&H.). *Er det vist, at Kongen er sonet med Holsteen? Hrz. XI.165. sone de stridende Parter. D&H. refl.: *du har sonet dig med Mangen ud. Heib.Poet.IX.438.vbs. -ing ell. (sj.) -else (NSchow.Ordsaml.III.S(efter L)[4](år 1811 )).