II. Smakke, en. [ˈsmagə] (ogs. Smække. se ndf.). flt. -r. (vel til III. smakke m. henblik paa den smældende, klaskende, svuppende lyd, der er forbundet med bevægelse af ell. slag paa fede, laskede legemer, ell. m. henblik paa bedækning, samleje (jf. dial. smække, besvangre (Feilb.); sml. Krist.DF.292 samt (m. h. t. bet.-udviklingen) knalde 8, kneppe 5 ofl.); jf. dial. smakkeduse, stor og svær kvinde (UfF.; sml. Makkeduse), ty. schmackeduse, -dune, dunhammer, og holl. smakker(d), grov, raa karl, til ty. schmacken, holl. smakken; i bet. 1 mulig m. tilknytning til I. Smakke 2, jf. bet.-udviklingen ved I. Skude 2; dial.) 1) fed, lasket kvinde. UfF. Smække: MDL. 525. UfF.   i sa. bet.: Fedsmakke. Fr Grundtv.LK.106. 2) om (fede, tykke) hundyr.    2.1) om fed ko. UfF.    2.2) om (bred, dyb) hoppe. UfF. i best. f. som navn for hoppen: i Stalden stod, blandt andre Heste, et Øg (dvs.: en hoppe) som vi kaldte “Smakken”. AntNiels.GamleNielsen.(1888).23. Thorsen. 174.   i (børne)remse: fire smækker for en plov olgn. EHHagerup.182. Krist.BRL.47.   spec. (vistnok som forkortelse af Vildsmakke, s. d.) om hoppe (ell. hest), som man lod gaa ude og skøtte sig selv hele aaret; skovhest (1); udgangsøg. Moth.S523. FrGrundtv. LK.106.

III. smække, v. [ˈsmægə] Høysg.AG.94. (dial. smikke. MDL.524. LollGr.1. jf. Feilb.). præt. -ede ell. (nu gldgs., spøg. ell. dial.) smak [smag] (Moth.S529. JRPaulli.JM.28. Høysg.AG.94. Oehl.Digtn.I.162. HCAnd.H. 50. Wied.Faareper.(1905).21. Gravl.EB.85. ORung.SS.81. Brenderup.§189. LollGr.67. jf. Esp.481. Feilb. og Høysg.AG.94. SBloch. Sprogl.220. UnivBl.I.392) ell. (dial.) smakte (jf. Esp.481. Thorsen.111) ell. (dial.) smækte (UfF.); part. -et ell. (spøg. ell. dial.) smukket [ˈsmogət] (Moth.S529. B.T.¹¹/₆1935.20. sp.4. LollGr.67. jf. Esp.481 og OrdbS. hertil som fk. (dial.) smukken. Moth.S529. FDyrlund.Uds.50. Brenderup.§189.1. jf. Feilb. ogs. efter have: Rask.FynskeBS.54. Wied.Faareper.(1905).21. Kværnd.) ell. (dial.) smakt (jf. Esp.481. Thorsen.111) ell. (dial.) smækt (jf.: *med usmækt Øre. Bagges.Danf.1816. II.185). vbs. jf. II. Smæk, Smækkeri. (ænyd. smekke (præt. smak og smekkede; jf. DGrammat.II.203.III.183), sv. smäcka; besl. m. sv. (†) smicka, no. dial. smikka, ty. dial. schmicken og m. III. smakke, jf. ogs. sv. smocka, prygle; vistnok egl. lydord; jf. III. smæk, I. Smække, I. Smækker) 1) give en kortvarig, skarp ell. lidt dump ell. klaskende lyd, et smæk (II.1); knalde, klaske olgn.    1.1) i al alm. Moth.S529. *Her kan vi sidde bag Bøgen i Ro, | Favnes og kysses i Vaarens Gemak. | Hys hys! tys tys! | Ingen har hørt, hvor det smak. Oehl.Digtn.I.162. Snart er (kysset) smækkende, snart hvislende, snart klaskende. Kierk.I.384. der (lød) nogle mærkelige Knald paa Ruderne . . Det smækkede og knaldede og trommede. AnnaBloch.Fra en andenTid. (1930).30. Døren blev lukket. Nøglen smækkede. ErlKrist.DH.206. i talem., se u. II. Kusk 1.1.   (jf. u. bet. 2; nu næppe br.) i forb. m. adv., om skydevaaben, der affyres. Smekke løs, som Skydegevær. vAph.(1764). 624. Bøssen smak uforvarendes af. VSO.I. 107.   smække over, (l. br.) knække over, springe med et smæk. Brister denne Kætting, vil den tyndere Wire aabenbart smække over som en Sytraad. AchtonFriis.AJ.154.   i forb. saa det smækker (efter). Helt. Poet.29. *han mig kyssede den Kumpen, saa det smak. Wadsk.112. *Jeg saae dem jo kysses | Saa . . høit, at det smak. Winth. NDigtn.23. VSO.III.K396. Mau.I.582.   (l. br.) uegl.: være virkningsfuld; især (jf. bet. 3): føles haardt; gøre ondt; ramme. De to Damer . . turnerer . . hinanden en Serie Spydigheder, der smækker. StSprO.Nr.182. 64. i talem.: Tak, for det smak, sagde Kjærlingen! HCAnd.H.50.   (jf. bet. 1.2; l. br.) i udtr. for bevægelse, som er forbundet med (en række af) klaprende ell. klaskende lyd; ogs. uden tydelig forestilling om lyd. Birkedommeren gik videre . . Hurtigere og hurtigere smækkede de smalle Fødder frem. Rørd.LB.13. en skovdue der opskræmt smækker afsted. JoakSkovgaard.(KunstmusA.1920. 18). Ekspressen smak over Svellerne i festlige Rytmer. FrNygaard.(Pol.¹⁰/₇1921.9.sp.1). jf.: Hun smak hen over Marken. Kværnd. jf. Feilb.    1.2) (jf. bet. 1.1 slutn.; dagl.) især om ting: (bevæges med hurtighed og kraft hen imod og) slaa haardt og lydeligt, med et smæk (II.1), mod noget; knalde. Ormen gabede over Oksehovedet, og Krogen huggede ind i Gummen; men da den fornam det, veltede den sig saa, at begge Thors Knover smak mod Borde. Grundtv.Udv.I.321. samtidig hørtes en Slaa smække for Husets Bagdør. JPJac.I.233. *Da smælded et Skud, han faldt, | hårdt smak mod Jorden hans Pande. Rørd.GK.115.   især om dør, port, vindue, lem, laag olgn., der lukkes haardt i; dels om det enkelte slag (jf. smække i ndf.), dels (ofte i forb. staa og smække) om gentagne slag af dør osv., der bevæges af vinden olgn. *Tre Gange smak Chatollet. Blich.(1920).V.165. Vinduet til Gaarden stod paa vid Gab og smækkede i Blæsten. LeckFischer.KM.26. hun hørte en Dør smække. ErlKrist.DH.34.   i forb. m. adv. med et afbrudt Smæld smækkede (projektilet) ned oppe paa Bakkens Top. Rist.ER.143. Han saae ganske tydelig den spinkle, krøltoppede Theolog lade sine Stumpfingre smække op og ned paa Fløitens Sølvknapper. Gjel.R.17. ved en for tidlig udført Manøvre har (vognstyreren) faaet (sportungen) til at “smække over” (dvs.: flytte sig med et smæk, pludselig). Pol.²⁷/₁₂1936.5.sp.1. om fartøj, der kæntrer: *dèr smak Skuden om paa Siden klods. Drachm.DJ.I.121. *Søen brød, | Jollen smak over; de laa og flød | En Stund i Vandet. sa.SH.63. om dør, vindue, lukkemekanisme olgn., især i forb. smække i ell. til (VSO.). Klappen smækkede i af sig selv. VSO. *Porten smak drønende i. Drachm.PHK.61. Haandjærn raslede. Laase smak i. ORung.SS.81. Kistelaag knirkede og smak i. NHedin.HH.65. smække op, aabne sig pludselig, med kraft ell. støj. Døre smækkede op og i paa første Sal. Schand.SB.30.   smække sammen, om ting, dels: folde, lukke sig sammen med et smæk. (en) Hat der kunde smække sammen, saa at den blev bar Puld og Skygge. HCAnd. (1919).II.258. (dagl.) i videre anv., om person: pludselig miste kræfter, mod olgn.; klappe, knække sammen. da spændingen var udløst, smækkede hun sammen ┆ dels om to (ell. flere) ting: slaa mod hinanden med et smæk. hans hæle smækkede sammen ┆  overf. (jf. u. bet. 4.1) om personer: “hun (tog) ham uden at spørge om Penge.” . . “Jo, de smak nok sammen!” HCAnd.SS.XI.5. 2) foraarsage, at der frembringes et smæk (II.1), knald; knalde; smælde olgn.; især i forb. m. præp. med foran betegnelsen for det anvendte redskab. smekke med vingerne. Moth.S529. Trende Proprietarier kommer ind . . smeckende med deris Pidsker. Holb.11J.I.1. Pigen, som malker, maa ikke smække med Fingrene, naar hun har malket, thi Troldene høre det og giøre Yveret ømt. Thiele.III.59. Smæk dog ikke saadan med Døren. Drachm.UB.262. Han eftervrængede . . Rektors blødfede Stemmeklang i Ordene: – “Øh – kjære Natalia!” og smækkede paa den sidste Stavelse som paa en latinsk Ablativendelse i første Deklination. Schand. AE.171. overf.: Vi er stilfærdige Folk, vi Danske, og smækker nødig med Dørene (dvs.: optræder nødig støjende, pralende olgn.). Pol.¹¹/₁₀ 1940.11.sp.2.   smække med tungen. VSO. PWBalle.R.152.205. (rytteren) smækkede med Tungen (dvs.: for at drive hesten frem). LKragballe.Minder.(1904).42. ofte spec. som udtr. for velbehag ved noget lækkert, velsmagende (især vin). (han) drak og smækkede efter med Tungen. Goldschm.NSU.NyR.1859. II.269. “Frk. Agerbo!” sagde Würtzen og smækkede med Tungen, “hun er s'gu en spænd Pige.” JVJens.D.44. jf.: Med Kenderens smækkende Velbehag nød han denne Skumrings ejendommelige Løsagtighed. Bang. HS.373.   † smække i hænderne, klappe i hænderne. vAph.(1764).624.   † smække af, (jf. u. bet. 1.1) affyre (et skydevaaben ell. et skud). VSO.I.107. 3) slaa (haardt og kraftigt) til ell. imod noget, ramme noget med et slag, saa at der ved slaget frembringes et smæk; undertiden, i videre anv., uden (udpræget) forestilling om ledsagende lyd.    3.1) (især dagl.) m. h. t. ting. Smække eller baske paa et Skind. Høysg.S. 111. Kancelliraadinden . . smækkede paa et Strygejærn (dvs.: slog paa det med haanden for at mærke, om det var varmt nok). Boeck.UH. 129. Aakj.SD.II.255.   (m. overgang til bet. 4.1; l. br.) rette et slag, stød, puf olgn. mod, slaa til noget, saa at det derved farer af sted med stærk fart. istedenfor at gjentage sit Råb . . smak han Hatten af Hovedet på mig. Hjort.B.I.66. (en kugle) ramte min Sidemand . . lige i Ansigtet. Den smak to Tænder ud. Rørd.BrP.136. (kricketspilleren) smak til den første Bold og fik 4 Points i Regnskabet, og han smak til den anden Bold, men ramte den ikke, hvorpaa den smak til Gærdet. DagNyh.²¹/₈1922.8.sp.2.   egl.: fremstille, frembringe ved slag (med hammer olgn.); i videre anv., om udførelse af handlinger i en fart (og uden grundighed). han foretrak at smække tre Par (dvs.: støvler) paa én Dag fremfor at arbejde to Dage i Træk. AndNx.DL.51. smække en Dom af. VSO.I.107. især i forb. smække op: han smækker et maleri op paa et par dage ┆ spec. m. h. t. bygning olgn.: opføre i en fart (og uden tilstrækkelig omhu). PLevin.SG.27 (se u. Skønvirke). det tager ham (dvs.: en eskimo) ikke lang Tid at smække det Hus op, som skal give os Ly for Nattens Kulde og Blæst. Bangsted.EV.40. billedl.: (det) skånske Land, hvis Form og Farve Bååth så djærvt smak op. Rørd.SL.82. (digteren) har en vis Evne til at smække en Situation op. FrNygaard.(Kentaur.1934.Nov.14.sp.1).    3.2) (dagl.) m. h. t. levende væsen: ramme med (et) slag; rette (et) slag mod, især som afstraffelse, revelse; uden nærmere bestemmelse nu især (barnespr.) om afstraffelse af smaabørn: give smæk (II.3.2). Moth.S529. JBaden.OrtO. *En Hund ved Posten stod og drak, | Han bagfra den med Pidsken smak, | Og pidskede alvorlig paa. Bastian.nr.3.2. (moderen) var den som smækkede ham mest, da han var ganske lille. SKoch.UE.132. Hvis han ikke hører op (med at græde), saa skal jeg smække ham, til han gør det. TomKrist.SE.63. skaden smække mig, se II. Skade 4. jf. bet. 4: Niels Skytte vilde have smækket mig overende (dvs.: skudt mig). Blich.(1920).X.99. uden obj.: MO. jeg lavede mig da til og smak efter Drengen. Schand.F.513. Kusken smækkede paa Hesten, – og Vognen rumlede afsted. Pont.F.I.10.   m. nærmere bestemmelse (præp.-led), hvorved der tilføjes en angivelse af den legemsdel, slaget rammer: Smekke et Barn paa Rumpen. vAph.(1764).624. *Sin Dronning han under Øre smak. Grundtv.Dansk.IV.477. Jeg lo . . ad ham og smækkede ham over Fingrene. Schand.F.480. han havde smækket (gardisten) paa Tuden. AnkerLars.LivetsUbønhørlighed.(1905).13. smække (en) en paa kassen, kinden, torsken, paa (ell. under) øret olgn. Schand.F.73. *Saa smak han mig en paa Kinden. ZakNiels.LyseDage.(1890).6. *han til en Dame chik | forsøgte grov Mimik. | Hun smak ham en paa Kassen. MiddelfartVenstreblad.¹⁰/₆1910.3.sp.1. Saa smak jeg ham et Par paa To'sken! Pol.⁶/₂1938. Sønd.26.sp.2.   (jf. ovf. sp. 936⁶¹) m. obj., der betegner slag, stød olgn. smække øretæver. UfF. smække (en) en skalle, se II. Skalle 2. (jarg.) uegl.: De smækker hende sgu nok et Par Aar (dvs.: som straf) for Medskyldighed. OBang.Byen.(1924).132. smække en en Bøde. Bl&T.    3.3) (l. br.) føre et slag mod og derved dræbe; i forb. smække fluer. Krist. Ordspr.110. som navn paa leg: HjLegeb.75.   (især jæg.) i videre anv.: skyde paa og derved nedlægge. Justesen.Haandbog f. Jægere. (1889).185. jf. AarbPræstø.1938.58.    3.4) uegl. anv. af bet. 3.1-2, dels i forb. smække om sig med, (sj.) slaa om sig med (se u. III. slaa 20.1). WAugustinus. MarianeBrammers Fabrik.(1902).113. dels i forb. smække til, (især dial.) bekræfte overenskomst, forlig olgn. ved haandslag; især: gaa ind paa, modtage et tilbud; slaa til. naar jeg skal til at fri engang, saa siger jeg kun: Lille Pige! vil I have mig? siger hun ja, saa smæcker jeg strax til. Holb.Vgs.V.5. PAHeib.Sk.III.193. Krist.JyF.VII.31. 4) flytte, bevæge noget rask af sted, fra et sted til et andet, ved kast, skub olgn.    4.1) (jf. bet. 3.1; især dagl.) især m. h. t. ting: med en pludselig, voldsom bevægelse, med kraft ell. paa en rask, skødesløs maade bevæge, drive noget af sted (gennem luften), saa at det med et smæk rammer noget andet, befæstes i en ny stilling (jf. opsmække 1) ell. farer af sted med stærk fart; kaste, slænge, slynge (mod noget); skyde, skubbe olgn. med stor kraft; slaa med voldsomhed. *Just hvor hans Næse Livsens Aande trækker, | En Ladning Snuus den trædske Jomfrue smækker. Blich.(1920).V.169. “smække” Burrer paa hverandre. FrGrundtv.LK.196. (hun) smækkede (stege)Panden over Ilden. AndNx.DM. III.111. C. smækkede Trumfer i Bordet med voldsomme Lader. Kirk.D.73. højre wing H. smækkede en høj Bold ind paa Midten. Pol. ⁶/₇1940.10.sp.1. han smækkede 20 øre (dvs.: et 20-øres frimærke) paa brevet, for at der skulde være nok paa ┆   m. h. t. klæder, som man hurtigt ell. skødesløst ifører ell. affører sig. De kommer . . til at smække en anden Frak om Dem. Rosenhoff. EnTycho Brahes Dag.(1850). 25. D&H. sku' jeg ta' og smække det jeg har (dvs.: lægge det (overflødige) tøj, jeg har paa). UfF. jf. (m. ændring af konstruktionen): (han) smækker i Frakken og iler ud af Kaféen. JVJens. (Pol.²⁴/₄1927.Sønd.3.sp.4).   m. h. t. bevægelig del af ting, mekanisme olgn. (hun) smak Rullegardinet i Vejret. MLorentzen.FG.53. (jeg) smækkede . . Haandjern om hans ene Haandled. Duelund.N.34. smække en skodde for ell. fra døren, porten osv., se I. Skodde 1. spec. m. h. t. dør, vindue osv.: lukke med kraft, støj ell. pludselig. (han) satte sig ind i Vognen og smækkede Døren. KBirkGrønb. BS.61. smække ilaas, se Laas 1.2. smække paa vid gab, aabne helt. PlaCour.K.6. jf. u. Gab 2.3. – i videre anv., m. h. t. (dør, møbel osv. med) smæklaas ell. lign. laas: laase; aflaase. (hans) store Kuffert . . er smækket. KMich.LM.139. Yalelaasen er smækket. JesperEw.PF.28. jf.: Klæderne (var) smækket inde (dvs.: i et skab). KMich.LM.43.    smække af, (sj.) m. h. t. dør: smække; laase. saa lad mig smekke Døren af; jeg skal tidlig op i Morgen. Skuesp.XI.128.   smække fra, skyde, skubbe noget (især: del af mekanisme) til side, spec.: saa at det ikke mere virker.   smække for, skyde, skubbe noget for som lukke olgn.; slaa for (med kraft, pludselig olgn.). skyderen er smækket for ┆ han havde smækket for, saa jeg ikke kunde komme ind ┆   smække i, dels m. h. t. dør, vindue olgn. ell. ting (beholder osv.), der er forsynet med et lukke (lem osv.): lukke voldsomt; slaa i med kraft, støj ell. pludselig. Moth. S529. VSO. Bagger . . gik hastig ind i sit inderste Kontor og smak Døren i efter sig. Goldschm.V.375. Hvorfor smækkede De den Mappe i før? SvLa.M.120. jf. u. I. Næse 10.2: jeg (skal) smække Døren i for Næsen af Dem. Skuesp.V.126. billedl.: (det) vil være det samme som at smække Døren i for hele Sagen. JLange.Breve.209. talem.: Ikke hos mig, sagde Fotografen og smak Kassen i. Vogel-Jørg.BO.281. uden obj.: ChrBorup.PM. 392. Han skriver Vægt og Nummer i sin Bog og smækker i. Fleuron.KO.154. R. havde rejst sig . . og smækkede i for Radioen. PDrachm. D.125. dels (jarg.) m. h. t. mekanisme, fx. bremse: sætte i virksomhed pludselig; slaa haardt i. Pol.¹⁴/₁₀1939.3.sp.1.   smække op. 1. m. h. t. dør, vindue olgn.: aabne med kraft, støj ell. pludselig. (hun) sprang fra Sengen hen til Lugen, den smak hun op. HCAnd. (1919).III.276. *et Vindue hist | og en Gadedør her | smækkes op. Drachm.PT.141. Kupé- døren blev i samme Nu smækket op. KLars. Ci.19. 2. m. h. t. plakater, opslag olgn.: slaa op i en fart, pludselig. D&H.   smække paa, dels: føre noget med kraft hen paa ell. imod noget andet (saa at der frembringes et smæk). jeg smak (telefon)Røret paa. Soya. AV.10. (ved klining) tog de leret med hænderne og smak . . paa. UfF. dels (jarg.): tilføre pludseligt, med kraft olgn.; slaa, sætte til. Intet ser værre ud . . end at se en Lokomotivfører pludselig lukke Regulatoren, trække Leveren (Styringstangen) næsten helt tilbage til Midten, og saa smække Dampen paa igjen. Rambusch.L.79.   smække sammen, folde, lukke, lægge sammen med et smæk; slaa sammen med kraft. (han) smækkede Kikkerten sammen. Drachm.PV.126. Skolebørnene . . smækkede øjeblikkeligt Bøgerne sammen. Pol.¹/₂1938.14.sp.2. overf.; dels (især lidt nedsæt.): samle, forbinde til en helhed; lægge sammen. nussede Reclamhefter smækket ublidt sammen i et tykt Bind. JVJens. (Aarbog f.Bogvenner.1920.22). dels (især spøg.) om forhold ml. personer: Idealerne for hende er Jenny Lind og jeg – ja vi to smækkes altid sammen. HCAnd.BC.II.152. e. br.   smække til, m. h. t. dør, vindue olgn.: smække i (se ovf.). VSO. SMich.Dommeren. (1921).101. (hun) havde allerede smækket Døren til efter sig. LeckFischer.Tedora.(1928). 150.   smække sig (ind ell.) ud, (dagl.) lukke sig (ind ell.) ud ved brug af dørens smæklaas. NatTid.¹²/₁₀1940.5.sp.1.    4.2) (ofte uden forestilling om ledsagende lyd; dagl.) m. h. t. (dele af) legemet: slaa (III.14.1). (han) smækkede det ene Ben over det andet. Rørd.LB.299. (han) lænede sig tilbage i den højryggede Kontorstol og smækkede Benene op paa Skrivebordets Mahogni. Kirk.(Pol.²²/₄1934.Sønd.2.sp.1). vi havde haabet at kunne skjule (vore brune sko) ved i en Fart at smække Benene ind under et Bord. smst.¹⁴/₃1940.13.sp.4. jf. u. Kors 5.1: smække benene over kors ┆ refl.: de smækkede sig tilbage i Stolene. Tom Krist.Vi.182. Folk smækker sig lige akkurat ud af Bilen over paa Grøftekanten. BerlTid. ²⁰/₅1934.Sønd.25.sp.1.   om ufrivillig bevægelse. han faldt og smækkede benene i vejret ┆   (især spøg., vulg. ell. dial.) i udtr. for at tage plads, sætte sig olgn. saa snart Kaffen var serveret, ned til sig selv og smække Enden til Ro og nyde Maden. AHenningsen.Le kun.(1935).53. især refl., i forb. smække sig ned, slaa sig ned. (jeg) smækker mig ned bag Rorkisten med min Dunk. OscJens.IN.12. Esp.481. Kværnd.   smække sammen, m. h. t. legemsdele: føre mod hinanden med et smæk. AKohl.MP.III. 321 (se u. II. Klak). Drengeflokken smækkede Hælene sammen og stod ret. Søiberg. KK.II.22. jf.: *Een, saasom slet fortabt, hans (dvs.: sine) Hænder sammensmak. LThura.Poet.187.    4.3) (især jarg. ell. dial.) m. h. t. person: føre, drive et sted hen (med voldsomhed olgn.); jf. kaste i fængsel (u. Fængsel 2): Sammen med mig indbringes to opsætsige Værnepligtige . . der uden videre smækkes i “Spjældet”. VilhAnd.FM.18. han blev smækket (dvs.: arresteret). Feilb.   smække ind, (dial.) sætte i arrest, fængsel. (keltringerne) betragtedes som Udskud og fik en ussel Behandling af Myndighederne, ja, blev smækkede ind i Viborghuset (dvs.: tugthuset) for et godt Ord. Krist.(Hedebogen. (1909).49). LindskovHans.NH.250. Feilb.    4.4) (dagl.) m. h. t. vædske olgn.: hælde, øse med en rask bevægelse; slaa (III.15.1). Feilb.BL.60. Formen . . fugtes med Vand for bedre at slippe Leret, der . . smækkes ned i den med stor Kraft. Suenson.B.III.328.    4.5) (dagl.) overf., i forb. smække op, gøre større, forhøje, især: pludseligt ell. voldsomt. hensynsløst at smække deres kommunale Skat op. VortLand.⁹/₂1904.1.sp.5. 5) (maaske egl. til bet. 4.2 og anv. med tanke paa personens raske bevægelser (kast med hovedet osv.) som udtryk for overmod olgn.; dagl., især spøg.) refl.: optræde paa en kaad, vigtig, lidt flabet maade ell. med (overdreven) flothed; lapse sig; flotte sig; ogs.: nyde livet, friheden; more sig. Ipsen.M.175. *lad os da “smække os” rigtig i dag (dvs.: paa en skovtur), | i morgen er det en anden sag. Cit.1886.(OrdbS.). Min Skoleferie varer lige til den 8. Januar, saa der kunde jo blive god Tid til at smække sig baade i Holme og i Gjedved. Thorsen.Afh.III.200. Saa kunde han sagtens; han var den eneste Skomagerdreng i Byen, som smækkede sig i Overfrakke. AndNx.FL.88. de fine Dansecaféer, hvor Burgøjserne smækker sig. Brodersen.T.8.   ofte i forb. smække sig med, flotte, lapse sig med ell. (især) vigte sig, prale med. Det bliver dejligt at være færdig nu om en god Maaned, faa Studenterhuen paa og komme ud og smække sig med den. JVJens. D.3. Begynder Du nu at kjøre op med den Snak . . som jeg har hørt alle de grundtvigske Sognepræster smække sig med i den sidste halve Snes Aar. JakKnu.G.242.   ogs.: (ligge og) hvile, smaasove (uden at være afklædt); (ligge og) dase, drive. 6) (især dial.) part. smækkende i særlig anv. som forstærkende adv. mit Skab er fuldt af fine Klæder, smækkende fuldt! Lunde.F. 147. Feilb.(u. smækkende og u. smækfed, -vred). UfF.4.1 Cit.1962.(se / I.Smække 2.3 S ).   

I. Smække, en,  et (se u. I. Bagsmække). [ˈsmægə] (ogs. (især i bet. 2) Smæk [smæg] i bet. 1.1: jf. UfF. i bet. 1.3: Prahl. ST.III.54. i bet. 2.1: jf. OrdbS. (sjæll.) og u. Bag- (I), Forsmække. i bet. 2.2: JJuel.93. vAph.(1759).425. Drachm.VT.309. JVJens.J. 52. AarbKbhAmt.1930.56. Varehus.1935.54. jf. Feilb. OrdbS.(sjæll.) og u. Bryst-, Bukse-, Hage- (2-3), Pande-, Savlesmække. i bet. 2.4, se u. I. Bagsmække 2   formerne Smække og Smæk, der falder sammen i best. f. og flt., bruges ofte i flæng, dog synes Smæk almindeligere i dial. og dagl. sprog end Smække). flt. -r. (ænyd. (i ssgr.) smecke, jf. sv. smäck og no. smikka; til III. smække) 1) (del af) redskab olgn., hvormed man kan frembringe et knald ell. udføre et slag.    1.1) (jf. III. smække 1 og II. Smæk 6.1; dial.) de optrævlede, flossede traade, der anbringes i enden af piskesnerten til forstærkning af knaldet; smæld (5); ogs. om piskesnert. Hestenes Sko blev eftersets og nye Smækker flettede i Piskene. ZakNiels.GV.164. Skovrøy.LM.43. Feilb. UfF.    1.2) (jf. III. smække 1; nu næppe br.) legetøj af sammenlagt papir olgn., som ved at bevæges rask gennem luften lader sig aabne med et knald (jf. u. I. Smælde 1). Moth. S530.    1.3) (jf. III. smække 3) redskab til at slaa med. Disse Signaler (dvs.: under jagt paa marsvin) gives . . f. Ex. ved . . visse Slag i Vandet med (styrmandens) Marsviins Smække. Handels- ogIndustrie - Tid.1835.41.   spec. (jf. III. smække 3.3; nu l. br.) om fluesmække. Moth.S530. Pram. (Riber.II. 36). jeg . . lokkede Fluen til mig og slog saa det næsvise Kræ med min Smække. Bredahl. III.159. CEw.Æ.VIII.53. talem.: slaa to fluer med een smække, se u. I. Flue 1.1. 2) (jf. III. smække 4.1) om genstand, (del af) redskab, klædningsstykke, der kan slaas op og ned olgn.    2.1) (jf. u. II. Smæk 6.3; især fagl.) (bevægeligt, aftageligt) bræt, som udgør den bageste del (“bagsmækken”) ell. (sjældnere) den forreste del (“forsmækken”) af vognfadingen; vognsmække. *han gik bag Vognen at binde Smækken fast. Winth. VI.263. FrGrundtv.LK.22. Bøndernes Vogne skulde . . have indbrændt et Mærke for Kontrollens Skyld paa Siden eller Smækken. AarbKbhAmt.1926.60.    2.2) (jf. Brød-, Pandesmække) om (del af) beklædningsgensteand olgn. Præsten hafde . . en sædvaanlig gangekiortel paa med en smeck for need, omtrænt som dend, vore Præster bruuger i Dannemarck under deris vingekiorteler. JJuel.93.   (jf. Brystsmække slutn. og u. II. Smæk 6.2) den (til forklædebæltet fastsyede) øverste del af forklædet, som dækker brystet. Madame H. (stod) med sit sneehvide Kjøkkenforklæde med den brede Smække fæstet op paa Skulderne . . og med en stor Slev i Haanden. Winth.VIII.267. Jørgine, i en Opvartningspiges lykkelige Skikkelse, hvidt Forklæde til Foden og med Smæk. JVJens. J.52.   (foræld.) trekantet indsats foran i en damekjoles udskæring; brystdug. Moth.S530. Holb.Bars.II.3. de have sorte Smækker med Guld og Sølv paa, og Skiørter, som begynde med Armhullerne. Bagges.DV.IX.383. VSO. Sal.²VI.379. jf.: *Plutarchus . . siger: at der inden Qvinde-Smekke | Kand ofte stikke et og andet mandigt Bryst. Graah.PT.II.203.   (dial.) om kravebryst. UfF.   (jf. Forsmække 2 og u. II. Smæk 6.2 samt Smækbukser; især dial.) om det firkantede stykke (foran) paa (mandfolke)bukser, der er til at slaa (knappe) ned; bukseklap; buksesmække. vAph.(1759).425. VSO. Klappen paa hans Smækbukser hang ham helt ned paa Knæerne, han gik og gravede inden for Smækken med den ene Haand. AndNx.DM.II.127. AarbKbhAmt.1930.56. Esp.314. Feilb. UfF.   mindre tøjstykke, som bindes om halsen paa (smaa)børn for at beskytte klæderne, dels mod mad og drikke, der spildes under maaltidet, dels (jf. Savlesmække) mod savl; hagesmække. Moth.S530. MO. (fruen) bandt Smækken lidt fastere om Halsen paa sin yngste. Bang.SG.97.   (bornh.) skygge paa en hue ell. kasket. Esp.314. BornhHaandvEr. 145.     2.3) (nu ikke i rigsspr.) lukkeredskab paa dør, port olgn.; skodde (I.1); slaa (I.2.1). Moth.S530. *Døren er forvared, | Med Smæk, med Laas, med Baand, med Pind. Tychon.Vers.294. *Beleilig Tid (hun) saae, | For lukte Dør at liste Smække. Nord Brun.D.46. VSO. (jy.).    2.4) (jf. u. II. Smæk 6.3) † ryg paa stol, bænk olgn.; se I. Bagsmække 2. 3) (jf. III. smække 1 (og 4); dial.)  navn paa forsk. planter, især: saadanne, hvis frø slynges ud med et lille knald (jf. Busmække); fx. (jf. Smækblomst ofl.) om blæresmælde, Silene inflata Sm. (JTusch.226).2.3 “Smækkede De døren til lejligheden efter Dem, da De gik ud?” .. “Nej, sir. Jeg slog smækken (: smæklåsen) fra”. AgathaChristie.Tretten til bords.(overs.1962).61.   

II. Smække, en. se II. Smakke.

Smække-, i ssgr. (jf. Smæk-) af I. Smække ell. III. smække.