I. Røse, en. [ˈrø·sə] (ogs. Røs, en ell. (nu l. br.) et (TractatAng.Grændserne imellemNorge ogSverrig.(1751).Art.7. Schand.O. II.145). [rø^?s] (tidligere ogs. m. kort vokal, jf. Moth.S185 samt skrivemaaden Røss. Nørreg. Privatr.IV.304). – m. h. t. arktiske forhold undertiden m. no. form Raus. KnudRasm.GS.I. 42. Bangsted.(Pol.³/₁1925.5.sp.3). Rus(e). jf. flt. Stenruserne. AlwinPedersen.Polardyr. (1934).95). flt. -r. (ænyd. (flt.) steenrøser, sv. rös(e), no. rø(i)s (rus(a), raus), oldn. hreysi, n., hreysar, f. pl.; vistnok besl. m. oldn. (h)reyrr, stendynge (se III. Rør); jf. Rovs 2) (naturlig ell. kunstig) dynge ell. hob af sten; ofte i ssg. Stenrøs(e) (s. d.). 1) (nu især m. h. t. arktiske forhold) i al alm. Moth.R185. *en Røs af mossede Stene. Blaum.StS.105. Han rejste sig og gav sig til at bygge en Røse, hvor Baaden laa paa Odden. Madelung.GM. 137. jf.: en lang Stenrøs, hvor Galgerne tidligere hade staaet . . Inde bag Røsen vekslede Lyngpletter med side Græsstrækninger. AndNx.AH.117. 2) (jf. I. Kast 1; især foræld.) om stendynge paa et sted, hvor en forbryder er begravet, opstaaet ved at de forbifarende (af overtroiske hensyn) har kastet sten derhen. VSO. 3) (foræld.) om stendynge, brugt som grænsemærke (i Norge-Sverige); i ssgr. som Grænserøs: TractatAng.Grændserne imellem Norge ogSverrig.(1751).Art.7. Rigsrøs(e): Rigs Røßerne. smst.2Till.§27. 4) (jf. III. Rør 2; arkæol.) lille, lav, rund gravhøj fra oldtiden, væsentlig bygget af haand- og hovedstore sten. Vedel.(Aarb.1872.8). SophMüll. VO.305. HKjær.VO.98. 5) (især  ell. i stednavne) undervands stendynge; stenfyldt grund i havet. Den danske Lods.(1850).79. Scheller. MarO. jf. navne som Nordre Røse, Søndre Røse (DendanskeLods.(1843).132.133. Trap.⁴ II.260).(Rus(e). Rys(se). se / Stenrøse ).   

  II. Rus, en. [rus] (i bet. 2 sj. Ros. Heib. DM.12). flt. -ser. (vist forkortet af lat. depositurus (fx. Holb.Er.III.1. Werl.Holb.¹68. flt.: -ser. CLStrøm.U.26), egl. futurum part. af lat. deponere, opr.: som skal aflægge (nemlig: hornene), se nærmere u. deponere 2 samt VilhBang.LS.136ff.)  1) egl. om person, som skal optages ved universitetet, skal blive “student”, skal deponere; nu kun: student i det første aar efter studentereksamen (jf. Rusaar); første aars student (jf. Pennal 2). Moth.R141. *Nu fører han een Stiil som en eenfoldig Rus, | Nu efterfølger han i Skrift Confucius. Holb.Skiemt.C2^v. *Hans Tanker dandsede Kehraus i Panden, | Som unge Russer, med en lille Perial, | Paa et Examenaftens Bal. Bagges.ComF.(1807).II.214. Først i dette Foraar har han hørt op at være Rus og er endnu kuns temporært Medlem af Studenterforeningen. PMøll. (1855).II.78. *Pallas', vor mo'rs aller spædeste pus . . | smilende rus! Hostr.SD.I. 182. et sted (i en forelæsningsrække), der ikke kunde glæde sig ved den unge rus' forhåndsinteresse. Tilsk.1935.II.366. jf. nybagt student (u. nybagt 2.2): *Før jeg til Rus blev baget. Wadsk.Brudev.VI.A4^r. m. ordspil paa IV. Rus (Russer): “der er kommen profecto en hob Russer til Kiøbenhavn.” – “Hvad mon Russen nu vil bestille her igien?” – “Det er ikke Moscoviter, Jeppe Berg! det er unge Studentere, som man kalder Russer.” Holb.Er.I.2. 2) (nu næppe br.) i forb. som trække rus med (en), egl. vel (jf. deponere 2; sml. ogs. behøvle) om udførelse af forsk. ceremonier ved en persons optagelse i den akademiske stand. jf. vAph.(1764); især i videre anv.: drive løjer med; holde for nar; tage ved næsen. Holb.11J.V.11. *I har saa stor Forstand, at, om I brugte ilde | Forstanden, kunde I heel gierne trekke Rus | Med mangen Mands-Person. Graah.PT.II. 211. “De have altsaa trukket Rus med dig (dvs.: en student, som maatte være tjener for at faa et præstekald).” – “Det har de, uagtet jeg er en gammel Baccalaureus.” Oehl.XVII.293. Fædrel.1847.sp.484. jf.: *den vakre Jydeknøs (dvs.: Amlet) | Trak Rus om Kap med Fenge. Grundtv.PS.IV.17. sml.: Den store Mængde Nympher . . jeg paa disse mine Aftenvandringer har truffet, (har jeg) havt Løier af . . at føre rus den halve Bye igiennem, og da i en afsides liggende Gade at løbe fra dem. Rahb.Tilsk.1799.628.   hertil: Russe-trækker (om disputerelysten person. Eilsch.Philhist. 101), -trækkeri (om overdreven disputeren, hvorved unge mennesker gøres til nar. Russe-Trækkeriet paa vore Academier. smst.100). (se videre HolbO. DSt.1965.92 ).   1 jf. Russer og Rusiner (: kvindelige russer) foran Universitetet paa Immatrikulationsdagen. IllTid.12/9 1920.Nr.37.419(billedtekst ).   

I. Ru, en. [ru^?] (ogs. Rue. [ˈru·ə]). flt. ruer. (ænyd. ru, jf. eng. ruff i sa. bet.; maaske til V. ru; jf. ogs. lat. ruga, rynke, fold; især foræld. ell. dial.) især i flt., om folder, læg paa tøj; ogs. om forsk. (dele af) klædningsstykker, der er ell. oprindelig var krusede (jf. Bryst-, Haandruer), fx. pibekrave, hals- ell. haandlinning. Moth.R126.130. gammeldags Toppe, Ruer og Fabel-Blade. Eilsch.Font.245. MO. en lille Præstekrave, som var lagt i Rynker og Ruer. Rist.LM.78. Folk . . kunde se og beundre deres (dvs.: studenternes) store Pibekraver (“Ruer”). Vilh Bang.LS.209. CReimer.NB.130. AarbTurist. 1925.76. MDL.454(u. Ruer). Feilb.III.98 (u. rur). OrdbS.(Sjæll.).

VIII. rue ell. ru, v. [ˈru·ə; ru^?] -ede. (fra nt. ruun, ruden, rugen, vistnok afl. af ruuch, ru, jf. ty. (sich) rauhen, fælde fjerene; sml. I. Ro 6; jæg., nu næppe br.) fælde svingfjerene. Kjærbøll.DF.358. I den anden Uge af Juni taber Andriken Svingfjerene – den “ruer” – og kan da ikke flyve. Brehm.FL.594.

II. Ru ell. Rue, en. (sv. ru; sideform til II. Raa (jf. glda. ru(o)) ell. efter holl. roede, se II. Rode; jf. Rusejl; , nu næppe br.) raa (II.2); spec. om en skraat stillet (ikke vandret) raa. *De Røvere (dvs.: sørøvere) bleve saa galne i Hue, | De vilde med Vold os dæmpe, | De skare løs forgyldene Rue, | Den knuste saa mangen en Kæmpe.HSneed. ED.68. SøLex.(1808). især i ssg. Mesanru(e) (s. d.).

III. † Ru, subst. (ænyd. ru, ruo (Kalk.III. 619), roe, raa (DgF.II.243.V.365) (hertil flt. roor? KirkehistSaml.3R.V.631), fsv. rogh (i forb. a roghe, undher roghe); maaske sa. ord som oldn. hróf, hustag, baadeskur, no. rov, levninger af nedrevet bygning (tag), (øst)sv. dial. ro, stolpetag over ildsted, holl. roef, et over ligkisten anbragt tagformet dække, som bærer ligklædet (egl. sa. ord som II. Ruf), men vel sammenblandet m. andre ord som ænyd. rue, dynge, tue (se I. Roge), raa, ruo, stang, pæl, sejlraa (se II. Raa); jf. dog TfF.3R.XIV.105) vist egl. om (opbygning med) dække, “himmel” ell. baldakin over en ligbaare ell. ligseng; ogs. om ligbaare, ligkiste ell. ligseng med et saadant dække ell. baldakin; i forb. ligge ell. lægge paa ru. Hand ligger alt pâ ru. dvs.: ligger lîg og er klædt. jydsk. Moth.R126. *Jêr Faders Broder nu paa Ru er bleven lagt. Worm.Sat.97.

VI. ru, v. [ru^?] (ogs. rue. [ˈru·ə] † ruge. Penia.1806.341). -ede. vbs. -ning (Oecon Journ.1758.211. Penia.1806.376. Sal.²I.894). (ænyd. rue; efter mnt. rugen (nht. rauhen); afl. af V. ru; sml. sv. rugga i sa. bet., til rugg, luv paa tøj; fagl.) opkradse luven paa tøj (nu v. hj. af særlige maskiner, rumaskiner) og saaledes give tøjet en laadden, fløjlsagtig overflade (jf. op-, overru(e) samt kradse sp. 229³¹). Overfabrikøren (fører) nøie Opsyn, at Klæderne rues og overskiæres som sig bør. MR.1810.459. OpfB.¹VII.529. Ludv. jf. overru(e): Et Stykke Klæde maa ofte rues over, ligesom det er af Bonitè, haver Filt, og kand fordrage. OeconJourn. 1758.215.

VII. ru, v. se VIII. rue.

I. Rus, en ell. † et (Holb.Paars.244. sa. GW.I.1 (men: en. smst.IV.6). Prahl.ST. III.12. Reiser.IV.346. Storm.SD.82). [ru^?s] flt. (sj.; jf.: “Uden pl.” VSO. MO.) -e (Sort. Poet.39. Grundtv.Dansk.I.362. FJHans.Novel.II.190. D&H.) ell. (nu næppe br.) d. s. (Holb.Skiemt.D7^v. sa.MTkr.462. Zetlitz.Poes. 219) ell. (nu næppe br.) -er (Slange.ChrIV. 1252). (ænyd. ruus, rus(s) (især som intk.), fsv. rus, holl. roes, jf. mnt. rusch, nht. rausch (til rauschen, se u. IV. ruse); til V. ruse (1); egl. sa. ord som (og spec. anv. af) VII. Rus; jf. ruset, rusig   sa. ord foreligger vistnok i Broder Rus (nt. Broder Rusche, hty. Bruder Rausch(e), eng. Friar Rush), if. middelalderlige sagn en djævel, der optraadte som munk (i Esrum kloster) og forledte brødrene til drik og fylderi (se Broder RussesHistorie.(udg.1868).1ff.)) 1) den (legems- og sinds-)tilstand, som opstaar ved (stærk, overdreven) brug af visse lægemidler, som fx. morfin (jf. Morfinrus), opium, æter (sml.: Man taler . . om en Opiumsrus . . en Æter- ell. Kloroformrus (og) en Kininrus. Sal.²III. 94) ell. ved overdreven nydelse af drikke indeholdende alkohol; i alm. spr. især om saadan af alkoholholdige drikke fremkaldt tilstand; beruselse; ogs. om det enkelte tilfælde af denne tilstand.     1.1) i al alm.; ofte i forb. m. adj. som dygtig (jf. u. dygtig 3.3), ordentlig, ærlig. et got Maaltid Mad, og . . en god Ruus. Pflug.DP.362. Hvo kiender ikke den Drukkenbolt S., som gaaer hver Dag med et Ruus? Holb. Plut.III.8. *han halvnøgen kom med Spillebrødre hiem, | Og i sit Ruus omfavned' dem, | Som ham ved Penge og ved Klæder skilte. Wess.148. Vær en tapper Student, der kan bære en lille Rus hjem med Anstand. Schand.VV.75. den akute Alkoholforgiftning, Rusen. VoreSygd.III.450. en halv rus, se halv 4.1.   i talem., ordspr. olgn. (se ogs. Mau.1395-96). En Ruus er ærlig. EPont.OO.4.70. det gamle Mundheld: en ærlig Rus skader ingen ærlig Mand. Pol. ⁷/₁₂1906.3.    1.2) i faste forb. m. verber. drikke en rus (Moth.D128. Holb.Paars.27) ell. (nu vist kun) drikke sig en rus, beruse sig; drikke sig fuld. giv mig nok en frisk Jacob, jeg vil . . dricke mig en ærlig Ruus. Holb.Jep.V.4. PMøll.(1855).II.69. D&H.I. 128. drikke (sig ell. en) en rus paa, se II. drikke 4.7. faa (sig) ell. have en rus, blive ell. være beruset. Holb.Paars.244. *da har hand havt en Ruus i Panden. Graah. PT.I.259. *Hvo er sin Tunges Herre, naar først man har en Ruus? Oehl.XXIX.278. For disse Penge fik han i Kroen en betydelig Ruus.PMøll.(1855).II.211. IsakDin. FF.147. jf.: *Dansen er endt – Hver tage sig nu Rus! Drachm.XI.338. (nu sj.) i sa. bet.: Hand . . har heele Aar icke en Ruus paa. Holb.GW.IV.6. Skuesp.V.164. sove rusen ud ell. (nu sj.) udsove rusen (Holb.Hh.II.496. Bagges.L.II.142. MO. II.1364. Larsen.628), sove, til virkningerne af de nydte stimulanser ell. drikkevarer er forsvundet. Saa din Fyldehund! sov nu først Rusen ud, siden skal vi videre tales ved. Holb.Jep.IV.3. “Her,” sagde hun, “kan Faer (dvs.: præsten) selv see, hvor den Svinepels ligger og sover Rusen ud!” PMøll. (1855).II.213. D&H. Feilb. 2) (især ) billedl., om tilstand af stærk aandelig livlighed, bevægethed, overvældende lidenskab, i hvilken vedk. er fortumlet, ude af sig selv, mangler det rolige og klare omdømme olgn. (ofte i forb. m. gen. ell. præp.-led til bestemmelse af tilstandens aarsag). Holb.Skiemt.D5^r. *De vilde Glæders Ruus | Bortdunster brat, og efterlader Siælen sløv. Oehl.XXX.163 (jf. Glædesrus). Begeistringens Rus var tilende, og man begyndte at see paa Forholdene med . . Nøgternhed. Holst.V.107 (jf. Begejstringsrus). (han) talte sig ind i en Rus af Oprør og frihedstørstig Voldsomhed. JPJac.II.56. Stemningen var opfanatiseret af Folk . . i nationalistisk Rus og ejderdansk Fanatisme. JacAnd.Er.III.87.1.1 patologisk rus, se patologisk S.   

III. † Rus, en. (vel lydord, jf. kælenavne som Mus (sml. II. Mus 1), Pjus (II), Pus (III.2); sml. ogs. jy. former af Rose (Feilb. III.79), tidligere som kælenavn for kvinder, samt † Rut som kælenavn (Moth.R145); jf. Rusunge) betegnelse for (kælenavn til) en ung kvinde. Rûß . . Er et kærligheds ord, som en festemand kalder sin kæriste med. Moth.R141. *ieg burde at fortelle ret | . . hvor Apollo vendtes | i iuule stue hos den rus, | den iomfrue. Cit.1708.(SprKult. II.20).

IV. Rus, en. se Russer.

V. Rus, en. se Røs(e).

VI. Rus, et ell. en (VSO.V.R204). (sml. dial. rusning, mørkning (OrdbS.(Turø)); oprindelse uvis; maaske til VII. Rus (1) ell. til (roden i) III. Rusk (2); jf.(?) nt. ruus, stund, sml. Kalk.III.630a⁴⁴; dial.) kortere tidsrum; stund. VSO.V.R204 (fynsk). kom et Rus herind. OrdbS.(Turø).   spec. (jf. Aftenrus u. Aftenrusk), i best. f., om tidsrummet mellem dag og aften; aftenskumring; tusmørke. MDL.10.456. Kværnd. OrdbS.(Taasinge).

VII. Rus, et. (ogs. Rys, Røs. OrdbS.(Fyn). jf. Levin.). (ænyd. russ, rys, røs olgn., jf. mnt. rusch, nht. rausch; til IV. ruse; sml. VI. Rus samt Rovs; dial.) 1) egl. om en af lyd (susen, let raslen) ledsaget hurtig bevægelse; i videre anv. om hast, fart: det gik i et Røs. OrdbS.(Fyn). ogs. om kortvarig arbejdsindsats, nap: Han kom lige ud og gjorde et lille Rus. Kværnd. 2) om lyd; egl. som betegnelse for lyd, der frembringes ved bevægelse af stive, tørre ting som halm, løv olgn.: raslen; ogs.: susen (Levin.). Det gav et Rus i Foderet, og saa saa jeg Grisen komme ud af Bunken. Kværnd.   i videre (overf.) anv., dels om mumlen olgn. (Levin.); dels om støjende uro, larm, ell. støjende morskab, lystighed. Levin. OrdbS. (jysk).

VIII. rus, interj. se II. rutsch.

Russer, en. [ˈrusər] (tidligere ogs. udtalt med o-lyd, jf. SBloch.Sprogl.281). (tidligere ogs. Rus (NvHaven.Orth.146. vAph. (1764). JBaden.OrtO.291. jf. MO.) ell. Russe (LTid.1726.123.1745.537. NMPet.(Rask.I. Fort.39)); nu kun brugt i best. f. ent. russen (se sp. 1475¹⁰). – nu ikke i rigsspr. Rys (Moth.R158. JJuel.118.157. Esp.277) ell. Rysse (Moth.R161) (hvortil best. f. ent. m. koll. bet. (jf. sp. 1475¹⁰) ryssen. Pflug.DP. 345. JacBircherod.R.44) ell. Rysser (Moth. R161. jf. ryssara. Esp.277). flt. -e (allr. Molb.HO.) ell. (til dels til formen Rus(se); nu sj. i alm. spr.) russer (LTid.1720.Nr.31. 4. JacBircherod.R.49. Blich.(1920).VII.48. Bang.Va.81. jf. SBloch.Sprogl.102. Mikkels. Sprogl.161) ell. (til ent. Rys(se) ell. Rysser; nu ikke i rigsspr.) rysser (Holb.Intr.II.150. JacBircherod.R.36) ell. ryssere (JJuel.107. 193). (ænyd. rydse, rydzer, rysser ofl., glda. (flt.) rydzær (Kalk.III.636), sml. glda. ryzæ, ryscæn (GldaKrøn.139.68), rytzen (Rimkr. 295), brugt som navn paa Rusland; sv. ryss, glno. (flt.) ruzar, ryzar, ryzir, mnt. ruze, ty. russe (mht. ruz, riuze ofl., oht. ruz(o), jf. Røjser); til slavisk Rus(ĭ), som maaske egl. er et nordisk ord; se nærmere VilhThoms.Afh. I.339ff.) 1) person, der er hjemmehørende i Rusland; person af russisk nationalitet (jf. I. Moskovit). De samme (mønter) finge blant Rysserne Navn af Copeck. Holb. DH.II.918. Afbrændt Rødviin! Det krydrede Djævelskab kan jo slaae selv en Russer ihjel. Hostr.G.41. de gamle Russeres nordiske oprindelse. VilhThoms.Afh.I.251. Peter den Store, som efter den Nordiske Krig kaldte sig “Kejser og Hersker over alle Russere”. Sal.²XX.582. selvhersker over alle russere, se Selvhersker.   (jf. sp. 1474⁴¹, ⁴⁵) i best. f. russen, (nu gldgs.) m. koll. bet.: (personer af) den russiske nation, det russiske folk. JacBircherod.R.52. *naar det dages, | Saa hvirvler Russens Tromme. Aarestr.SS.II.79. GyrLemche.S. III.151. 2) (dagl., især spøg.) person, næsten kun: barn, der volder meget bryderi, er vanskelig(t) at stille tilfreds olgn. OrdbS. 3) om dyr ell. ting, som hører til ell. (opr.) stammer fra Rusland.    3.1) om dyr; fx. (især landbr.) om lille russisk hest (af ponyracen). Han kørte . . med de to smaa Russere for Fjedervognen. Lunde.F.76. Russeren (trak) Ponyvognen efter sig. AndNx. MJ.I.205. LandbO.III.830. jf. Feilb.   (jf. ty. russe i sa. bet. samt Prøjser 2.2; nu sj.) kakerlak (1). Stuekultur.1923/24.93.    3.2) (fagl., ofte jarg.) om ting; fx. om russisk fartøj (I Havnen . . ligger mange Smaaskibe, navnlig Russere.Pont.EV.29. Buchh. EG.117), frimærke, mønt ell. værdipapir (Bang.DuF.148).     3.3) (fagl. ell. jarg.) om russisk bad (se u. russisk 3). Pol.¹⁹/₄1936. Sønd.12.sp.3. især i ssgr. som Halv- (se u. halvrussisk), Helrusser (Pol.¹⁹/₄1936. Sønd.12.sp.1).   3.3 (jf. Russerbad S ). i Russeren danner Dampen .. store yndefulde Bogstaver an, auf, ausser. FStiftstid.2/7 1913.6.sp.1. Vi Bademestre fra “Russeren” paa Badeanstalten København. BerlTid.23/10 1950.Aft.4.sp.7.    3.4 d.s.s. Russerbluse. Russer. Tegnet og klippet .. Prima Schweizervoile. DagNyh.29/4 1936.5.sp.6.    3.5 (bag.). En handlende kone med en stor kurvekuffert med “russere” (sigtebrød med smør og sukker på .. lige brunet i ovnen). Folkeminder.I.231.    3.6 d.s.s. russisk te / I. Te 1. *Her er aldrig langt imellem Sjusserne, | som er vældig gode, lie'som “Russerne”. vise1921.OrdbL.   

II. rutsch, interj. [rudʃ] (dial. ogs. ruts [ruds] (se ndf.) ell. (jf. II. russe) rus [rus] Krist.BRL.173. STvermose Thyregod. Danmarks Sanglege.(1931).357). (ty. rutsch; sml. ratsch, ritsch samt IV. rusk; egl. lydord; jf. rutsche samt I. Rutsch; talespr.) gengivelse af lyd, der fremkommer ved hurtig, voldsombevægelse hen over et underlag; ogs. som udtr. for meget hurtig og voldsom, pludselig bevægelse. (han) smøger Skjortelinningen for Haandleddet op – og rutsch! Kuglen (dvs.: keglekuglen) ud i et lige Slag. Drachm.X.140. jf.: Er De med – denne Vej – lige rutsch ud af Døren. OThyreg.UA.176. (de tog) fat paa at køre Jord paa (engen), de kørte, naar det var Frost, og de tog rutsvæk (dvs.: rask væk), baade Jord, Grus og Mergel en 5-6 Alen ned (i mergelgraven). NordsjællF.V.175.   i forb. m. ratsch. de smukke Fødder med de blanke Jern under skiftede rutsch, ratsch henover Isen.Drachm.EO.265. Nu er Livet en Jernbane og Statsmaskinen et Locomotiv – ruts, rats! maa det gaae, enten man piber eller synger!Ing.EF.VIII.187.

Rus-, i ssgr. især i flg. anv.: 1) [ˈru·s-] af I. Rus 1; kun i faa tilfælde, se Rusdrik, -drikken osv. 2) (især univ.) til II. Rus (1)   nu sjældnere Russe-. se u. Rusaar, -forelæsning, -hætte, -kollegium samt u. II. Rus 2 slutn.; jf. ogs.: (flt.) Russedage (Rahb.E.I.63), -liv (FrHamm.Levn. I.143. ORode.(GadsMag.1927.215)), -poet (dvs.: studenterdigter. PVJac.Breve.69). 3) til IV. Rus (Russer), se Rus-glas, -læder, -mand, -olie, -pige (2), -vals; jf. Rus-finne, -inde (u. Russer-finne, -inde) samt Ruslænder   nu kun dial. Rys-. se u. Rus-glas, -læder, -mand. 4) se Russe- 1.

Russer-, i ssgr. (Rus-. se u. Russer-finne, -inde. sml. Rus- 3). af Russer (1); fx. (foruden de ndf. anførte): Russer-fjende, -fjendtlig, -hader, -hær, -ven(lig), -vælde.

IV. ruse, v. [ˈru·sə] præt. -ede ell. (næppe i rigsspr.) -te (ErlKrist.S.179. Feilb.); part. -et ell. (næppe i rigsspr.) -t (Feilb.). vbs. (nu næppe br.) -ning (i bet. 3.2: KSelskSkr. XI.431), jf. VII. Rus. (ænyd. ruse, fsv. rusa, mnt. rusen, holl. roezen, jf. mnt. ruschen (nht. rauschen); sml. I. rovse, I. Rus, V. ruse, I. Rusk, I. ruske, rusle, II. russe samt Galerøjs   ofte m. overgang til og vanskeligt at skelne fra II. russe; i bet. 1 slutn. foreligger vel paavirkning af eng. rouse (se u. I. rovse)) 1) (l. br. i rigsspr.) bevæge sig (bevæges) ad en vis bane med stærk hastighed, ofte (jf. bet. 2-3) under stærk larm, susen, brusen; fare, suse af sted. Mængden rusede op af Trappen. Suhm.III.97. Puf! der slog Lokomotivets Damp op, Vognrækken rusede forbi. JVJens.D.111. (kalkunhanen) rusede, pragtfuld og fager at skue, hen mod sin legitime Høne. FrPoulsen.L.136. jf.: *Ørnen . . | Henruser giennem Luftens høie Strømme. Oehl.F.(1816). 173.   ofte i forb. ruse frem. *Zephyr kysset ham; | Med gule Lok den spilte, | Og sagte rused frem. Suhm.I.142. *(den vilde bamse) ruser frem i Harme, brækker Skovens Qvist. Oehl.HK.38. Tjeneren (meldte): “Hans Naade, Hertugen af Lancaster!” . . Værten og Værtinden rusede frem fra de Grupper, de havde underholdt. Tops.II.205.   i udtr. for ned-, sammenstyrtning: rutsche ned, til siden, styrte ned, skurende mod, glidende hen ad et underlag olgn. (under arbejdet) rusede Brønden sammen. OecMag.VIII. 245. Aagaard.TL.228. Vognspor, hvor Sandet, naar Vognen . . var kommen forbi, atter rusede sammen. Feilb.BL.221. (da) rusede et nyt Skred ned over ham. Rørd. LB.328. Feilb. OrdbS.(Langeland).   (jf. II. russe 1; , nu næppe br.) rovse (I.1.2). man hørte en Ankerkætting ruse ud. Pont.F. I.71. trans., i forb. ruse ind, hale ind. Larsen. som kommando (maaske til II. russe 1): Rus ind! Commando-Ord, naar et løst Varp eller deslige skal indhales. Harboe. MarO. Rus ind det løse! Fisker.SøO.106. 2) (nu næppe br.) frembringe en af mange smaa, ensartede enkeltlyd bestaaende langvarig, vedvarende lyd; suse; bruse; ofte om lyd, som opstaar ved bevægelse af noget. Ps.72. 16(Chr.VI; 1871: suse). den stille Lind . . rusede saa sagtelig for Prophetens Øren. Sort.Tr.71. *Himlen ruser, | Dommedagens Skye alt suser. Brors.250. De rusende Træer nedbøie deres Toppe. SkVid.VI.156. jf.: *Det Træ . . | Med Brag de falde seer og Naboe-Træer at knuse, | Saa Faldets Gienlyd hult i rystet Skov maa ruse. Stockf. (smst.XII.33). 3) til bet. 1 og 2, om vædsker, vandmasser olgn. i bevægelse.    3.1) (nu næppe br.) om (lyden af strømmende) vand; dels om større vandmasse: bruse; dels om bæk, kilde olgn.: risle. Visd.17.19(Chr.VI). en Bækkes Rusen. Suhm.Hist.I.396. *den rusende (Oehl. PSkr.I.289: vældige) Strøm . . slynger sin kraftige Flodarm | . . giennem Dalene ned. Oehl.Digte.I.(1823).245. Floden ruser frem. VSO.   (sj.) m. obj.: ved sin regelmæssige brusen, rislen indvirke (paa en vis maade) paa en. Regnen . . sagtnedes, (og) ved sin eensformigere Susen rusede (den) Vagten . . i Søvn. RMøller.Livius.III.540.    3.2) (nu dial.) om (andre) vædsker (som øl, vin); dels: hæve sig, svulme op ved gæring, kogning olgn.; ogs. om selve processen: gære; dels om den lyd, der fremkommer, naar luftblærer i mængde danner sig i en vædske og brister: moussere; skumme. øllet ruser op. Moth.R141. vinen . . ruser. smst. Gram.Nucleus.410. Den gamle Viin er i Arbeyd og ruser. Høysg.S.32. OecMag. IV.66. MDL.693. Levin. Feilb.    3.3) (især dial.) overf. anv. af bet. 3.2; dels om masse: udvide sig, fylde et større rum end tidligere. MDL.693. talem.: det er ikke saa meget, som det ruser til olgn., det er af mindre værdi olgn., end man efter udseendet skulde tro. “Det er ikke så meget, som det ruser til”, sa'e drengen om fedtebrødsskorperne. Skattegraveren.1885.II.589 (Falster). For Resten var det nok ikke saa stort med Rigdommen, som det havde ruset til. ZakNiels.M.25. Feilb.   dels om lidenskabelig opbrusen, stærk sindsbevægelse. Heden rusede ham igen til Hovedet. ErlKrist.DH.18. En vild Glæde ruser gennem ham.Anesen.JG.223. Blodet rusede op i hans Tindinger. ErlKrist.BT.130. Feilb. 4) (jf. II. ruske, III. russe; dial.) om vejret: være uroligt med blæst (og regn). veiret ruser lit. Moth.R141. *Tiit ruuser op en Blæst, som rifler øverst i | De Vande, dend i Hast ved Landet foor forbi. LThura. SA.55.   upers. det ruser, ligesom det vilde meget regne (Chr.VI: man hører en susen, af megen regn). 1Kg.18.41(1728). Feilb.

V. ruse, v. [ˈru·sə] -ede. vbs. jf. I. Rus. (ænyd. ruse, svire, være drukken, sv. † rusa, være beruset, jf. isl. rússa; sa. ord som IV. ruse (1); i bet. 2 vist nydannet til I. Rus; jf. ruset, rusig; uden for dial. næsten kun arkais. ell.  i overf. anv.) 1) være beruset; kun i part. rusende (ogs. rusendes. JR Paulli.N.57. Gravl.Øen.19), beruset. Moth. R141. Baronen (drak) mig og min Fætterske meget overflødigere til end han pleiede, saa vi derover bleve ganske rusende. Prahl.AH.I.46. Noah plantede en Vingaard, og da han drak af Vinen, blev han rusende (1.udg.: beruset). Grundtv.HV.²I.(1867). 51. Hamann.FynskLandmandsliv.(1905).15. Feilb. Kværnd. OrdbS.(Sjæll.). jf. en halv rus u. halv 4.1: (de kunde ikke) giøre noget, uden at være halv rusende. JSneed. V.228.   overf.: ude af sig selv; eksalteret; henrevet. *Flyve hun vilde i hans Favn, | Rusende var hun af Glæde. Grundtv. SS.III.249. jf. bet. 2: i deres . . Kierligheds rusende Øieblik.Rahb.ProsF.II.55. det var ham, der havde fanget hende i Ungdommens første rusende Tid. ZakNiels.K. 184. Da slynger han i rusende Sejrsglæde sine Arme om hende. GyrLemche.S.I.16. 2) fremkalde en rus (hos en); gøre beruset; beruse (1). Moth.R141. *For stærkt dit Øl jeg fandt! . . | Den ruser – din Drik! Drachm. VS.128. “Gammelt Øl” rusede. Gravl.(Jubelbryg.(1923).6). Esp.276. Feilb.   overf.: virke stærkt betagende paa sanserne; bringe i en (om en rus mindende) tilstand af stærk begejstring, glæde olgn.; beruse (2). *hans stormende Styrke, den rusede mig (dvs.: en ung kvinde). Drachm.StrandbyFolk.²(1897). 90. *Skønne, grænseløse Fester | dæmrer for mig, ruser Tanken. FrNygaard.O.61. (sj.) refl.: han ruser sig i Fryd over . . den dybe Tilbedelse i de knælende Engle deres Miner. ThitJens.AB.49.   part. rusende anv. som adj.; om nydelsesmiddel, især drik: (som virker) berusende. *(hun) drak kun Vand det klare, | Men ingen rusende Drik. Winth.HF.43. Rusende og døvende Urter havde han blandet udi Drikken. AErslev.Ørneklippen.I.(1906).99. overf.: alle Støvets rusende Glæder (er) aldeles Intet mod den Herlighed. Bagges.DV.VIII.403. Rusende sød strømmer Lindeduften ud i den lune Luft. Rørd.KK.95.

II. russe, v. [ˈrusə] -ede. (jf. ænyd. russe (i bet.: suse, larme. Kalk.III.630), sv. † russa, gynge; af usikker oprindelse; i bet. 1 foreligger vel dels en sideform til IV. ruse, dels en sideform til rutsche (sml. u. Rutschebane); m. h. t. bet. 2-3 sml. rusle; jf. VII. Rus   især dial.)  1) bevæge sig, bevæges (ad sin bane), især: med stærk fart; fare, suse af sted; rutsche (af sted). Han russede ned ad Høien. VSO. vi russede afsted (dvs.: med toget).EnjydskBondesFortælling.(1869). 14. han russede hen ad Isen. FrGrundtv. LK.200. jf. Feilb. billedl.: *sammen vi paa Slæden | ned over Livets hvide Banker russed. Ploug.II.281.   uegl. selv om de havde (faaet) fat i Tyveknægten, saa var Pengene selvfølgelig russet ud til alle Sider i Løbet af Natten. ChrLundgaard. BaghusetsRoman.(1903).46.   (jf. I. rovse 1.2, IV. ruse 1; , nu næppe br.) om tov, raa olgn.: rovse. Harboe.MarO. Larsen. trans.: Russe ind. SøLex.(1808). jf.: indrusse et Tov. VSO.III.111. 2) bevæge sig langsomt, gaa omkring uden egentligt formaal; ogs.: gaa omkring og smaasysle med noget; nusse om(kring); især i forb. som russe om(kring). Barnet (blev) sluppet ud af Gangvognen og gik frit og russede om i Stuen. AarbKbhAmt.1930.42. Den gamle kan dog russe omkring endnu. OrdbS.(Sjæll.). Jeg kan nok klare den naar jeg gaar og russer herhjemme. smst.(Sjæll.). smst.(Fyn).  3) i forb. som russe med, arbejde, mase med. jeg maa gaa her og russe med drengen hele dagen. OrdbS. Jeg har noget at russe med altid. smst.(Falster).1 fare (som en gysen) igennem. det russede i Generalen af Ubehag. Woel.D.120.   3 russe med. Pigerne hjalp med i Huset og Drengene i Marken – alle havde de deres at russe med. Woel.(SorøAmtstid.21/4 1944.Till.2.sp.3).   

III. russe, v. [ˈrusə] -ede. (vel besl. m. (sideform til) II. ruske; jf. russet samt IV. ruse 4; dial.) være uroligt i vejret; ruskregne. Det russer i Veiret. MDL. Kuldet var det og graat i Vejret . . det russede lidt. Gravl.J.1. OrdbS.(Fyn,Langeland).

IV. russe, v. [ˈrusə] -ede. (vistnok besl. m. no. dial. rosa, gnide af, rysja, skalle af, og m. VI. Ros; dial.) m. h. t. garn af hør ell. blaar: gnide, især: over en skarp kant (fx. paa et bord), gennem en russelap ell. en russepind, for at befri det for skæver og knuder; ogs.: behandle (hør) med en hegle (OrdbS.; Baagø). Moth.R142. MO.(P). Feilb. FrGrundtv.LK.181.