Paa-kald, et. (ænyd. d. s., ænyd. glda. aakal, oldn. ákall; sj.) vbs. til -kalde.   til -kalde 2. jf. MO.   til -kalde 3. Et Forslag om at slagte Bøndergaardene . . turde ganske uden agitatorisk Paakald vække Besiddernes heftigste Uvilje. EBrand.(Pol. ³¹/₁₂1929.10.sp.4).

paa-kalde, v. [-ˌkal'ə] præt. -te ell. (sj.) -ede (Borrebye.TF.110); part. -t ell. (sj.) -et (Moth.K17. jf. upaakaldet. Aase Hans.Vr.117) ell. (nu næppe br.) fk. -en (flt. -kaldne: LTid.1755.384). vbs. -else (s. d.), jf. Paakald. (ænyd. glda. d. s.; jf. -beraabe, -raabe samt kalde paa u. kalde 1.2; især ) 1) (sj.) i egl. bet.: kalde paa (en). vAph. (1759).   part. paakald(e)t brugt som adj. Moth.K17.P17. den gamle Røgter . . raaber udenfor Vindverne: “Naadde Frow! aa Hæ Faawalter! kom aa sie” . . Ud foer de Paakaldte. Blich.(1920).XXX.148. 2) (især relig.) anraabe; bønfalde; bede til (gud). Da skal du paakalde, og Herren skal bønhøre (1931: Da svarer Herren, naar du kalder).Es.58.9. *Du (dvs.: gud) hører dem, som dig om Hjælp paakalde. SalmHj.9.7. udi Mariæ Officio skulde (man) bøye Knæerne, naar man paakaldte hende med disse Ord: hielp os og frels os. Holb.Kh.951. *Saa overalt, | Navnlig som Frelser paakaldt, | Du skal med Knæfald tilbedes! Grundtv.SS.III.304. Digterne paakalder jo altid Musen under en eller anden Form. Schand.TF.II.186. *Spær hærdes før Fangsten, | Aander paakaldes, | og Offer gøres til Ilden. JVJens. Di.³128. jf. bet. 1: paakalde guds ell. Jesu navn, se Navn 4.1. 3) (jf. appellere 2) m. obj., der betegner en anden persons virksomhed ell. (aktive) følelse ell. forestilling (opmærksomhed): (bønfaldende) anmode om; rette en henvendelse ell. henstilling (til en) om; (søge at) fremkalde. for at vinde sit Spil (skal spilleren i sjavs) have mindst 61 Points. Til at opnaa dette kan han paakalde fremmed Assistance. Spillebog.(1900). 84. paakalde ens hjælp (Ludv.) ell. opmærksomhed. jf.: (maleriet er ikke) saa prangende og paakaldende vendt mod Publikum, mere trukket tilbage i sig selv.KunstmusA. 1926.108. jf. nedkalde (2.2): han (kunde) ikke forsvare at paakalde Lovens blodige Straf over de unge Mennesker. Goldschm. NSM.I.43. jf. bet. 2: de Jammerfulde vendte sig til (Jesus) og paakaldte hans Forbarmelse. Mynst.Ref.24. 4) (l. br.) anføre, henvise til som hjemmel olgn.; paaberaabe (sig). det . . kunde (aldrig) falde ham ind at paakalde sin Ret fra et moralsk eller juridisk Standpunkt.FruHeib.HG.156. en positiv Dom i det personlige Søgsmaal (kan næppe) paakaldes som afgørende. EMøller. Dækningsadgang.(1892).24. De franske tænkere i det attende aarhundrede paakaldte engelsk teori og praksis. PLæssøeMüller. Det moderne England.(1905).6.