Spring til indhold

Alle ordbøger

Moderne dansk 1950-
Moderne dansk 1950-
Nyere dansk 1700-1950
Nyere dansk 1700-1950
Ældre dansk 1100-1700
Ældre dansk 1100-1700
Klassiske sprog
Klassiske sprog
2 resultater
Paakald
Paa-kald, et. (ænyd. d. s., ænyd. glda. aakal, oldn. ákall; sj.) vbs. til -kalde.   til -kalde 2. jf. MO.   til -kalde 3. Et Forslag om at slagte Bøndergaardene . . turde ganske uden agitatorisk Paakald vække Besiddernes heftigste Uvilje. EBrand.(Pol. 31/121929.10.sp.4).
Rapportér et problemfra Ordbog over det danske Sprog, bind 16, udkommet 1936.
Retstavning og tegnsætning er bevaret fra den originale tekst og kan være forskellig fra gældende retskrivning
paakalde
paa-kalde, v. [-ˌkal'ə] præt. -te ell. (sj.) -ede (Borrebye.TF.110); part. -t ell. (sj.) -et (Moth.K17. jf. upaakaldet. Aase Hans.Vr.117) ell. (nu næppe br.) fk. -en (flt. -kaldne: LTid.1755.384). vbs. -else (s. d.), jf. Paakald. (ænyd. glda. d. s.; jf. -beraabe, -raabe samt kalde paa u. kalde 1.2; især Skriftsprog eller litterært påvirket talesprog) 1) (sj.) i egl. bet.: kalde paa (en). vAph. (1759).   part. paakald(e)t brugt som adj. Moth.K17.P17. den gamle Røgter . . raaber udenfor Vindverne: “Naadde Frow! aa Hæ Faawalter! kom aa sie” . . Ud foer de Paakaldte. Blich.(1920).XXX.148. 2) (især relig.) anraabe; bønfalde; bede til (gud). Da skal du paakalde, og Herren skal bønhøre (1931: Da svarer Herren, naar du kalder).Es.58.9. *Du (dvs.: gud) hører dem, som dig om Hjælp paakalde. SalmHj.9.7. udi Mariæ Officio skulde (man) bøye Knæerne, naar man paakaldte hende med disse Ord: hielp os og frels os. Holb.Kh.951. *Saa overalt, | Navnlig som Frelser paakaldt, | Du skal med Knæfald tilbedes! Grundtv.SS.III.304. Digterne paakalder jo altid Musen under en eller anden Form. Schand.TF.II.186. *Spær hærdes før Fangsten, | Aander paakaldes, | og Offer gøres til Ilden. JVJens. Di.3128. jf. bet. 1: paakalde guds ell. Jesu navn, se Navn 4.1. 3) (jf. appellere 2) m. obj., der betegner en anden persons virksomhed ell. (aktive) følelse ell. forestilling (opmærksomhed): (bønfaldende) anmode om; rette en henvendelse ell. henstilling (til en) om; (søge at) fremkalde. for at vinde sit Spil (skal spilleren i sjavs) have mindst 61 Points. Til at opnaa dette kan han paakalde fremmed Assistance. Spillebog.(1900). 84. paakalde ens hjælp (Ludv.) ell. opmærksomhed. jf.: (maleriet er ikke) saa prangende og paakaldende vendt mod Publikum, mere trukket tilbage i sig selv.KunstmusA. 1926.108. jf. nedkalde (2.2): han (kunde) ikke forsvare at paakalde Lovens blodige Straf over de unge Mennesker. Goldschm. NSM.I.43. jf. bet. 2: de Jammerfulde vendte sig til (Jesus) og paakaldte hans Forbarmelse. Mynst.Ref.24. 4) (l. br.) anføre, henvise til som hjemmel olgn.; paaberaabe (sig). det . . kunde (aldrig) falde ham ind at paakalde sin Ret fra et moralsk eller juridisk Standpunkt.FruHeib.HG.156. en positiv Dom i det personlige Søgsmaal (kan næppe) paakaldes som afgørende. EMøller. Dækningsadgang.(1892).24. De franske tænkere i det attende aarhundrede paakaldte engelsk teori og praksis. PLæssøeMüller. Det moderne England.(1905).6.
Rapportér et problemfra Ordbog over det danske Sprog, bind 16, udkommet 1936.
Retstavning og tegnsætning er bevaret fra den originale tekst og kan være forskellig fra gældende retskrivning

I andre ordbøger

I andre opslag