saa-kaldt, part. adj. [ˈsω-] (tidligere ofte (skrevet) i to ord (saaledes ogs. de flg. former). – nu l. br. saakaldet. EPont.Atlas.II. 265. Ew.(1914).V.170. Gylb.(1849).V.251. JV Jens.RF.26.42. hvortil flt. og best. f. saakaldede. Høysg.AG.4. Slange.ChrIV.601. Robinson.I.50. † saakalden. Holb.Philos.II.1. sa.MTkr.4.10. hvortil flt. (og best. f.) saakaldne. sa. Plut.V.4. sa.Ep.II.184. LTid. 1749.106). (ænyd. saakaldet; sml. ty. sogenannt; til VI. saa 1.1, 3 og kalde 3.2) som kaldes, benævnes paa en vis (i det følgende, sjælden: foregaaende) angiven maade; især som udtr. for, at man anvender en almindelig brugt ell. af andre indført benævnelse, ell. at man reserverer sig sin egen mening ell. er skeptisk m. h. t. benævnelsens rigtighed olgn. de saa kaldne Ældste af Synagogerne . . gouvernerede alle Sagerne. Holb.JH.I.573. stilstaaende og saa kaldte Damme, som hverken have Tilløb eller Afløb. OeconT.VI.93. disse saa kaldte Store. Oehl.VI.5. Til Forsvar mod den saakaldte Grundtvigianisme. Mart.(bogtitel.1863). en af de saakaldte Skjønheder . . var meget omflagret. Schack. 235. Naar Elektronerne . . sættes i Bevægelse i Æteren, opstaar derved . . et saakaldt magnetisk Felt. HHolst.VortfysiskeVerdensbillede. (1920).23. (vægterne) istemte deres saakaldte Sang, en salmoderende Brummen. Pont.D. 164. Det er Fortunatus' Pung, saakaldet, oplyste Hr. A. JVJens.RF.26. jf.: Til denne af sig selv saakaldte Diplomat, som han ansaae for en godmodig Nar, skrev han jevnlig. Gylb.II.47.   ogs. ubøjet (vel (delvis) opfattet som adv.). hans saakaldet sukkerhuus. Cit.1704.(KbhDipl.VII.730). Pæne Piger fra saakaldt “gode Hjem”. NisPet.SG.30. det saakaldt gode Publikum. Schyberg.DT.56.