Kogger, et ell. † en (Moth.K233). [ˈkωɋ'ər, l. br. ˈkωgər] (nu næppe br. Kaager. Begr.3.13 (Chr.VI). Holb.JH.I.472. Høysg.AG.40 (káager). jf. SBloch.Sprogl. 280. – nu næppe br. Koger. Pflug.DP.1077. Skuesp.VIII.247). flt. -e ell. (nu næppe br.) kogre (jf. FPJDahl.RT.16). (ænyd. kogger, kaager, koger, glda. koogher (Dyrerim.57), kogher (1Mos.27.3(GldaBib.)), sv. koger, no. kogger; fra mnt. koker, koger, osax. kokar (jf. ty. köcher), sml. mlat. cucurum; se DSt.1920.40; jf. Koggers) 1) beholder af træ, læder ell. metal, hvori en bueskytte bærer sine pile (jf. Bue-, Pilekogger). tag nu dine Redskaber, dit Kogger (Chr. VI: kaager) og din Bue, gak ud paa Marken og fang mig noget Vildt. 1Mos.27.3. *Han skjulte dig under sin Haand med List | Som Pilen i Koggerets Gjemme. Grundtv.SS.V.495. *Buen og hans Kogger . . ved Siden hænger ned. PalM.U.379. paa (Amors) Ryg hang Koggeret med Pile. JPJac.II.422.   billedl. af (religionens) Kaager (er) tagne de Piile, som de Romerske Paver have betient sig af for at kuldkaste Riger. Holb.Kh.a2^v. *Hver kraftig Skæmt, der lokker om Læben frem et Smil, | den blev i hendes Kogger en hvas og vinget Pil. Lemb.D.106. sætte alle i eet kogger, (nu næppe br.) regne alle for lige ell. jævnbyrdige; skære alle over een kam. Moth.K233. VSO. 2)  om træ- ell. jærnbeklædning omkr. forsk. dele paa skib, fx. pumpecylinderen; nu især i (ell. som forkortelse for) ssg. Mastekogger (s. d.). 3) †  ⚔ d. s. s. Koggers 2. ExercArtil.(1804).162. Karduskogger: Röding.VII. Anhang.57. HFisker.Da.-Fr.Sø-Ordbog.(1839).61.

I. Kog, en. (ogs. Kogge. Moth.H219. Esp. 184). flt. -ge ell. (nu næppe br.) -(g)er (VSO.). (ænyd. (flt.) kogge, koger (ogs. i ssgr. (flt.) mølle-, hiulekaager), sv. kugg(e), oldn. (som tilnavn) kuggi, eng. cog, meng. cogge; af uvis oprindelse; jf. I. Kogge; nu kun dial.) tand, tap olgn. i et hjul; især om tand (kam) i et møllehjul, der drejer kværnen rundt. Moth.K232. Træet af en tyk gammel Busk (dvs.: tjørn) giver Buxbomen ikke noget efter i Haardhed og Fasthed, er Drejere nyttigt, og allertienligst til Koggene af Møllehiul. JPaulli.Urte - Bog. (1761).161. VSO. MO. Esp.184.

II. Kog, en. [ko^?ɋ] (MO. jf. Blich.(1920). VII.162 (  tilbagetog), samt skrivemaaderne Koog (MR.1847.198. OpfB.²I.242. LandbO. III.182), Koeg (EPont.Atlas.I.398. KSelsk Skr.VIII.174. MR.1811.254. jf. MO.)) ell. (i rigsspr. nu ogs. undertiden) [kå^?ɋ] (sj.) som gengivelse af jy. udtale, se Feilb.) skrevet Koug. Ed Erslev. Den da.Stat.(1855-57).100. jf. (flt.) Kaue. PhysBibl.IX.4). flt. -e (MR. 1847.198. LandmB.I.350. jf. Feilb.) ell. (nu næppe br.) -er (MR.1811.254) ell. (sj.) d. s. (OpfB.²I.242). (nordfris. koog, kuch, nt. koog, mnt. koch, glholl. cooch; af ukendt oprindelse; dial. ell. fagl.) om forhold paa Sønderjyllands og Holstens vestkyst: inddiget stykke marskland; ogs. om enkelt del heraf: (indgrøftet) marskeng (jf. Fenne). de (begyndte) sammested at leede dend Strøm Threnne eller Thræne, som tilforn løb igiennem et Stæd kaldet Risen - Kog udi Eydern, fra bemeldte Koge ind omkring det Stæd, hvor de deres Stad ville bygge. Slange.ChrIV.469. *Du (dvs.: friseren) dæmmed Kog paa Kog; | Hvad møisomt Du fra Havet vandt, | Det let tilbagetog. Blich.(1920).VII.162. Skovrøy.LM.32. Trap.⁴IX.211. Feilb.

I. koge, v. [ˈkå·ɋə] Høysg.AG.91. præt. -te [ˈkωgdə] (smst.) (tidligere ogs. skrevet -de. Grundtv.Saxo.III.226) ell. (nu især dial.) -ede (1Sam.2.13(Chr.VI). Holb.Paars.84. sa. Stu.II.3. Dumetius.III.69. i vers: Grundtv. PS.III.463. i bet. 3: FrNygaard.SS.155. jf. Feilb.); part. -t [kωgd] (jf.: (der) bør da skrìves . . kògt . . og ikke kòft (efter den Kjøbenhávnske udtale). Høysg.AG.122) ell. (nu især dial.) -et (1Sam.2.15(Chr.VI). Pflug. DP.1134. Holb.Jean.I.4.V.5. jf. Feilb.). vbs. -ning (s. d.), jf. III. Kog, Kogeri. (ænyd. koge, kaage og køge, glda. kogæ (Mand.35), sv. koka, no. koke; fra mnt. koken, ty. kochen, laant fra lat. coquere; jf. Dekokt, III. Kok, Køgemester, Køkken   de nordiske ord er syde og vælde) om den proces, hvorved en vædske olgn. i en beholder v. hj. af ild, varme bringes i en saadan tilstand, at der dannes dampblærer, som stiger op til overfladen (især brugt ved tilberedelse af mad). 1) trans.    1.1) m. obj.; dels m. obj., der betegner vædske olgn.: opvarme paa den angivne maade; dels m. obj., der betegner ting, spec. madvarer: tilberede ved at anbringe det i en vædske og opvarme det en vis tid paa den angivne maade; ogs. m. h. t. vasketøj, genstande, der skal renses, desinficeres olgn. du skal ikke koge (Chr.VI: kaage) et Kid i dets Moders Melk. 2Mos.23.19. koge Garn, Lærred. VSO. Makrelen koges hel i koldt Vand med Salt, Laurbærblade og hele Peberkorn. FrkJ.Kogeb.144. det kan ikke nytte, at man koger tøjet, naar der ikke er sæbe i vandet ┆   m. obj., der betegner produktet: fremstille ved kogning. *Hun kunde derimod ej Kaage ret en Grød, | Ej eengang ret forstoed at legge Fisk i blød. Holb.Paars.233. jeg skulde kaage Suppe derpaa (dvs.: paa oksekød). sa.Bars.II.12. Bønderne . . kaagede megen Tran.Slange.ChrIV. 136. Saltkedler, hvorudi man af det salte Søvand har kogt det skønne Salt. Cit.1755. (Læsøfolk.37). sæt en stor Gryde til og kog (Chr.VI: syd) en Ret. 2Kg.4.38. Sagovælling . . Koges som Risenvælling, men kun til Grynene ere klare. FrkJ.Kogeb.119. koge kaffe, spec. om en form for tilberedning af kaffe (brugt paa landet ell. naar der laves store mængder kaffe), hvorved bønnerne koges i gryde, og grumset sis fra. S&B. Aarb Frborg.1918.58. Feilb. OrdbS.(Fyn). koge sejd, se Sejd.   i forb. m. obj.-præd., der angiver den fremkomne tilstand (jf. blød-, haardkoge). Kjødet koges mørt. Høysg.S. 47. Hun har kogt Maden fordærvet. VSO. Sølvet “koges” hvidt (jf. hvidkoge). Wagn. Tekn.280. I begge Tilfælde koges de (dvs.: skorzonerrødder) smukt lysebrune i Klaret. FrkJ.Kogeb.155.   talem. det var jo hele Tiden Meningen, at jeg skulde koge det Flæsk (dvs.: klare den sag). Schand.TF.I.153. koge kaal paa, se Kaal 2. koge suppe paa en lundstikke, pølsepind olgn., se Suppe. koge ærter, se Ært.    1.2) uden obj.; især: give sig af med madlavning (med kogning) ell. virke som kok, kogekone olgn. Herren distilerer, kaager, syder, gryder saa længe, indtil hand sætter omsider Ild paa Huset. Holb.Arab.5sc. Leerbeutel: “. . hvor lenge har I kaaget for Folk.” – Verten: “Over 30 Aar”. sa.Pants.II.2. en sund, blomstrende, støt Pige, der burde koge i Kongens Køkken. Drachm.F.I.61. Der hersker ofte nogen Tvivl om, hvorvidt det er fordelagtigt at koge paa Gas eller ej. IngebMøll.KH.44. Fru Frederiksen gik . . ud og “kogte” til Selskaber. Jac Paludan.F.51. talem. (nu næppe br.): man skal koge, førend man retter an (dvs.: det er nødvendigt at gøre forberedelser, tage tingene i den rette rækkefølge olgn.). Moth. K5. VSO. jf. Mau.4904.    1.3) (især kog.) i faste forb. m. adv.   koge af, d. s. s. afkoge 1 og (især) 2. kâge en fisk af. Moth.K5. en Blod-Sved, som brød ud paa Brystet, efter at mand havde brugt en Drik der var kogt af med Matrem (dvs.: en slags okseøje, Chrysanthemum Parthenium L.). LTid.1741. 574. Benene (af fuglevildt) koges af i Mælk til Saucen. FrkJ.Kogeb.16.   koge bort, (nu l. br.) faa til at forsvinde, fordampe ved kogning. VSO.I.464. billedl.: koge sine midler bort, (nu næppe br.) forøde sine midler. Moth.K5. VSO.   koge hen, koge frugt ell. grøntsager saaledes, at det kan gemmes (holde sig); henkoge (2.2); ogs.: sylte. Inger havde travlt med at sylte og koge hen. Pont.LP.VIII.167. LandbO.III.358. Har man rigelig med Hvidkaal (dvs.: i foraaret), bør man absolut koge den hen. Haven.1925.76. Feilb.I.590.II.246.   koge igennem, d. s. s. gennemkoge. Moth.K5. Kiødet er ikke kogt igiennem. VSO. e. br.   koge ind, d. s. s. indkoge 1.1. Det maa koges ind til en Trediedeel. VSO. Saften af (6 rabarberstilke) koges ind til ¹/₂ Pægl. Const.Kogeb.198.   koge om, (nu sj.) koge paa ny. VSO. D&H. billedl.: *naar den (dvs.: moden) kommer nu, saa er det just det Gamle, | Som disse Konstener til Nyt har koged om. Sort.HS.b2^r. LTid.1758.93.   koge op. 1. koge igen; give et opkog. Kog Suppen op. VSO. D&H. 2. (fagl.) koge sølvting olgn. for at rense dem, give dem ny glans. Moth.K6. koge en Mynt op. VSO. Da faldt det hende ind, at man maatte kunne “koge Sølvet op”, – det havde hun en Opskrift paa. Bøgh.JT.486. jf.: Æson . . Jasonis Fader, blev af Medea giort af en gammel Mand til en ung Person igien, i det hun kogede hannem op i en Kedel. Clitau.PT.50. 3. (nu sj.) billedl., om triviel gentagelse ell. genoptagelse af gamle ideer olgn. Hand er icke saa lærd; thi, naar I har omgaaet ham en halv Snees gange, har I hørt ald hans Lærdom, hand kaager immer op det samme. Holb.GW.I.1. Ew. (1914).IV.78. Jeg har blot nødig at koge den gamle Historie op om hans Afsked fra Borgerskabet, saa bliver han til en Fabel for hele Byen. Hrz.X.79. koge en kaal op, se Kaal 2.   koge ud. 1. (l. br.) uddrage ved kogning. koge Fedtet ud af Noget. VSO. D&H. billedl.: jeg saae f. Eks. “Skilsmissens Overraskelser” spillet saa tamt, at al Saften var kogt ud. VVed.It. 162. 2. (fagl.) rense, desinficere ved kogning; ogs. spec. d. s. s. koge op 2. kâge sølf ud. Moth.K5. VSO. (han) var ifærd med at koge Karrene ud. Rørd.Va.55. koge en Kedel, en Kondensator ud (med Soda). Scheller. MarO. Karkluden skal af og til koges ud. IngebMøll.KH.96. 3. opløse ved kogning; koge til mos olgn. Ærterne ere ikke kogte ud. D&H.    1.4) part. kogt brugt som adj. (jf. u. bet. 3.1). Præsten skal tage den kogte (Chr.VI: kaagte) Bov af Vædderen. 4Mos. 6.19. giv mig Kjød til at stege til Præsten; thi han vil ikke tage kogt (Chr.VI: kaaget) Kjød af dig, men raat. 1Sam.2.15. det Kogte (dvs.: kogte sager). vAph.(1764). Kogt Kalkun. FrkJ.Kogeb.230. Kogt Smag (og Lugt) er en karakteristisk Smag, der kommer til Udvikling, naar Mælk opvarmes. LandbO.III.153. rød som en kogt krebs, se Krebs. 2) (især kog.) intr.; dels om vædske olgn.: være opvarmet til en saadan grad, at der stiger bobler op; dels om ting, især madvarer: være nedlagt i og blive tilberedt i en saaledes opvarmet vædske.    2.1) i al alm. naar nogen Mand offrede et Offer, da kom Præstens Dreng, naar Kjødet kogte (Chr.VI: kaagede). 1Sam.2.13. *Betragt hvad Herlighed I udi Freds-Tiid nyder, | Jer Gryde kaager da hvert Øyeblick, og syder (dvs.: I kan spise, naar I ønsker det). Holb.Paars.86. Det er ligesom I hører Erter kaage i en Gryde, saa hastig løbe Ordene ham ud af Munden. sa.Kandst. V.2. Kiødet har ikke kogt nok. VSO. (gedden) sættes over i koldt Vand og maa koge, indtil Finnerne begynde at løsne sig. FrkJ.Kogeb.132. Suppen koger, indtil Grynene er klare. FrkJ.Kogeb.²³(1921).91. En Røgsøjle stiger højt i Vejret . . Bildabergs varme Kilde i det blaa Krater mellem de purpurtrukne Stene koger.Fleuron. STH.183. if. folketroen (jf. Feilb.): Hun vilde sætte Gryden paa at koge efter ham, og da maatte han . . hjem, hvor Gryden kogte og Kjæresten ventede ham. HCAnd.VIII.266. talem.: hvor gryden koger til tolv, koger den til den trettende med, se Gryde sp. 212²¹.   part. kogende brugt som adv., i forb. kogende hed, varm, (dagl.) d. s. s. koghed. (ærterne) sættes paa Ilden for at blive kogende hede. Mangor.KogebogsFortsættelse.(1842).8.    2.2) i faste forb. med adv.   koge af. 1. (nu næppe br.) d. s. s. koge over. VSO. 2. (nu l. br.) udskilles ved kogning. Fedtet koger af. VSO. 3. (nu sj. i rigsspr.) ophøre med at koge. Gryden har kogt af. VSO. billedl.: ophøre med at være vred, skælde ud olgn. Når du har kogt af, bringer du mig (hat og stok). Hjortø.Fa.59.   koge bort ell. væk (Feilb.), d. s. s. koge hen, ind. Moth. K5. Vandet, Suppen, koger reent bort. VSO.I.464. Const.Kogeb.⁸(1920).68. billedl. (nu næppe br.): Det koger nok bort (dvs.: det glemmes nok). VSO.   koge hen, svinde ind, fordampe (ell. blive tykt (flydende)) ved kogning (jf. henkoge 1). Moth.K5. VSO. Saucen er kogt hen og har dannet en Glasur om Roerne. FrkJ.Kogeb.157.   koge ind, (nu l. br.) d. s. (jf. indkoge 1.2). Moth.K5. Kiødet koger formeget ind. VSO.   koge op, begynde at koge; komme i kog. Moth.K6. Man slaaer 2 Kander Vand i en Kiedel, og i det at det koger op, saa slaaer mand Halvparten af . . Stivelsen derudi. CVarg. Farve-Bog.(1773).35. Lad Melken koge op. VSO. e. br. billedl.: Hidsigheden kogte igjen op i Lars. Schand.F.249. jf.: Agterstævnen løfter sig, og en stor Bølge bagved koger op af det larmende Hav. NMøll.VLitt.I.283.   koge over, boble, syde op og strømme ud af beholderen. jeg tør give min Hals paa, at Maden kaagede over udi Kiøkkenet. Holb.Stu.II.3. Kjedler og Potter kogte over. HCAnd.VI.304. Schand.TF.II.37. billedl.: give sin harme luft; blive vred, hidsig olgn. naar (sindsbevægelserne) koge over, naar de giøre Opstand mod Fornuften, ere de Plage - Aander. Nord Brun. Hellige Taler.I.(1797).87. disse Fiskemennesker, som aldrig kan koge over. Hostr.US.III.16. HSchwanenfl.M.II.226.   koge ud, revne, sprække ell. blive opløst ved kogning. pølsen er kâgt ud. Moth.K5. VSO. disse kartofler er tilbøjelige til at koge ud ┆  3) (især ) uegl. ell. overf. anv. af bet. 1 og 2. (om særlige forb. m. adv. se u. bet. 1.3 og 2.2).    3.1) til bet. 1(1).   især m. tings-subj., om forhold, proces, der minder om kogning; dels (l. br.): frembringe bobler (boblen, brusen). *Sig Havet vælter, medens Skum det koger. PalM.VI.334. Jeg hørte utallige fine Lyde . . af Fugle, der puslede mellem Bladene, af Fisk, der kogte Bobler paa Vandets Overflade. Nans.JD.244. dels (nu næppe br.): behandle, paavirke paa en maade, der minder om kogning. màuen kâ- ger (dvs.: fordøjer) spisen. Moth.K5. VSO. Solen koger (dvs.: modner) Viindruerne. VSO. (jf. Bagges.III.81).   nu oftest overf., om aandelige forhold, foreteelser. sociale misforhold kogte oprør frem i hans (dvs.: Burns's) sjæl. NMøll.N.163. Universitetet i Halle, hvor Pietisme og Medicin kogtes sammen i en Vælling. Bornh.Samlinger.XIII.(1920). 53. (nu næppe br.) om spekulation, grublen olgn.: Halvkogt Raad er usundt, for meget kogt smager ikke. Mau.7618. jf.: saa kommer jeg mig maaskee til Natten, ligesom Uglen, og vil imidlertid, ligesom den, koge mit onde Lune, ifald jeg har det, i min Eensomhed. Gylb.X.59. koge paa noget, (nu næppe br.) pønse paa, brygge paa, ruge over noget. de kâger pâ noget, som ikke er got. Moth.K5. Han gaaer og koger paa Noget. VSO.   part. kogt som adj. (jf. bet. 1.4; vel dannet til udtr. rød som en kogt krebs; sj.) rød, hed (p. gr. af vrede olgn.). “Mand!” sagde Generalen og blev kogt i Hovedet. “Jeg forstaaer Dem aldeles ikke.” HCAnd.VIII.57.    3.2) til bet. 2(1).   om forhold, proces, der minder om kogning. Dersom der findes Luud-Salt i Vandet, saa farver det Violsaft grøn, bruuser og koger af alle slags Suurheder. JCLange. NV.38. ætsende Stoffer . . som Svovlsyre . . kogende Kalk i Gruber. OBloch.D.²I. 213. Hele Morgenen havde Taagen ligget klam og tung mellem Lyngbakkerne, men op ad Formiddagen begyndte den at koge. Den hvirvlede og dansede som Dampen i en Kedel. ESlomann.Læsebog.II. (1902).88. især om boblen (af oprørt vand), (lyd som af) brusen ell. syden. *Hør Stranden kaage, | Og sprudle Taage, | Som skiuler den! Ew.(1914).III.149. *den hule Concha, | Som koger og som suser. Aarestr.SS.IV.14. med en Helvedes Larm . . styrter Vandene sig hvirvlende i Dybet, koger og suser, stiger atter i Vejret. Brandes.X.557. Nedenfor den store Stentrappe stod en lille tilstøvet Bil og kogte. Pont.DR.II.91. Inde bag Diget – under Frugttræerne – koger Insektverdenen. AndNx.UH.146. jf. ndf. l. 18ff.: hele Teatret kogte af Latter i samme Moment, han viste sig. BerlTid.¹⁴/₁₀1921.M.6.sp.1.   (l. br.) om person: være hed, varm (jf. kogende 2 ndf.). Hun holdt ud til lange Rend, han svedte. Han gik og kogte op ad Bakken . . hun gik ved Siden af, sval og ubesværet. Hjortø.(BerlTid.²²/₄1928.Sønd.1.sp.2).   i udtr. for at være i heftig sindsbevægelse (“i oprør”), nu især: harme; dels om blod (jf. Blod 2.2) ell. (nu næppe br.) hjerte: Saa tidt jeg tænker derpaa, saa kaager mit hele adelige Blod i mine Aarer. Holb. DR.IV.4. *Underligstærk er Din Røst, Graahærdede! Hierterne koge, | see vi den Gamle saa kjek.FGuldb.SS.I.48. JPJac. II.382. Selv i mig bruser og koger det slaviske Blod! IJohans.J.250. dels om selve sindsbevægelsen ell. i upers. udtr.: Absalon (svarede), skjøndt det kogde i ham, gandske koldt med et Par Ord. Grundtv.Saxo. III.226. Hvor Utaalmodigheden allerede koger i mig. Kierk.VI.229. Det kogte i mig, da hun var gaaet, af Harme over denne Kujon af en Mand. SMich.S.214. om person: *Da kogede af Harme | Den stolte Asa-Tor. Grundtv.PS.III.463. Arbejdet (paa Sistinas loft) gik Paven altfor langsomt. Han kogte af Utaalmodighed efter at se det fuldendt. Brandes.MB.253. han kogte af galskab. OrdbS.(Fyn).   (jf. u. bet. 2.1) part. kogende som adj. 1. susende; brusende. Fra Lauffen stirrede vi ned i den kogende Rhinstrøm. Bagges.DV.IX.409. en Susen, som en kogende Konkylie, for Ørerne. Drachm.F.II.215. 2. om person: hed, varm (i hovedet); ophidset (af varme). jeg er helt kogende, hvor er her dog hedt ┆ som adv.: Englænderen blev kogende rød i Ansigtet. HCAnd.IX.65 (jf. kogrød). 3. heftigt bevæget; rasende; forbitret; dels om person: PalM.I.121. Han var kogende af Forbitrelse. Tops.II.497. dels om sindsstemning: der er en kogende Giæring i Europa, en indstyrtende Strøm imod alle Stater. FrSneed.I.477. kogende Harme. NMøll.VLitt.I.457. Byen var i kogende Oprør over Skandalen. Buchh.DE.29.

I. Koger, en. 1) person, der giver sig af med kogning. den, som tillaver (maden) kaldes Kok eller Kaageren. Holb. Ep.IV.384. nu kun i ssgr. som Drops-, Lim-, Salt-, Sukker-, Sæbekoger. 2) (fagl.) apparat til kogning af noget; især i ssgr. som Foder-, For-, Hø-, Kartoffel-, Selv-, Æggekoger.

II. Koger, et. se Kogger.