I. Maag, en. [må^?ɋ] († (omdannet efter Svoger, jf. Arkiv.XLI.313) Moger, Maager. Moth.M20; i forb. mogre og svogre. Nysted.Rhetor.51). flt. (sj.) -e (DFU.II.nr.1.20) ell. -er (Holstein.(IslSagaer.II.107)). (æda. magh, oldn. mágr, oeng. mæg, got. megs; vist besl. m. Mø; i rigsspr. kun arkais.) mandlig slægtning; især: mandlig person, med hvem man er kommet i slægt gennem ægteskab; svigerfader, svoger ell. svigersøn. *jeg har din Frænke, | og jeg din Maag skal være.DFU.nr.29.53. *Du er min Maag: din Stammefader Ketil var | I Slægt med min. Oehl.KG.311. *Til Sævar Jarl I drage! | Han er en mægtig Maag. sa.HF.76. Grundtv. PS.II.34. Ing.VS.II.163. *Saa leved han (dvs.: Sigurd) hos jer som Gæsteven | og red i Gunnars Følge, bor nu her | som Maag og Broder, delende hans Magt. Gjel. Br.71. Recke.KM.61. Kok.DFspr.I.342. Levin.(“Jydsk (Ry.)”).   (vist ved misforstaaelse af Oehl.HF.76, se ovf.; sj.) mægtig mand. For ret at besee dette Glavind fattede den gamle Maag Hjaltet i høire Haand. PMøll.I.155.

II. moge, v. (ogs. maage). -ede ell. -te (jf. Feilb.). (ænyd. maage, muge, no. måke, oldn. moka, muge, skuffe bort; til Mog (se Møg); sml. muge, møge; jy.) 1) bortfjerne gødning; muge. MDL.348. *Hun moger Svinestien. Rørd.GD.207. Feilb. jf.: hans Kone mogede (gjorde rent i) Stuen. TroelsL. II.28.   i videre anv.: skuffe bort, til side. den op mågede Sne langs Rendestenen. Kidde.AE.II.260. 2) grise, svine (til). Feilb. det er da alt for galt, at jeg skal sidde herinde i Stuen og maage Deres pæne, nyvadsket Gulv til for Dem med mine beskidte Træsko. GTimm.Morten Vendelbo ogFruentimmerne.(1913).115.   gaa ell. ligge og moge, sløse med et arbejde. Feilb. Og saa ligger de her og moger og kommer ikke frem (med jærnbanetoget). Skjoldb. (Pol.¹⁴/₂1926.17.sp.1).

Moger, en. se I. Maag.