hutle, v. [ˈhudlə] († hudle. Moth.¹H 356. udhudle. Rahb.Tilsk.1798.656. jf. forhudle (u. forhutle). sml. ogs. lobhudle). -ede. vbs. jf. Hutleri. (ænyd. d. s., sv. huttla, smøle, drive gæk, holde for nar, no. hutle, ødelægge ved daarlig behandling, ødsle (bort), tøve, nøle; vel fra nt., jf. østfris. hötelen, holl. hoetelen, befatte sig m. unyttige ting, fuske, og paavirket af mnt. hudelen, ty. hudeln; jf. forhutle samt lobhudle) 1) udføre et arbejde, udfolde en virksomhed, bestræbelser olgn., der ikke fører til noget ell. kun giver et daarligt, utilfredsstillende resultat ell. udbytte.    1.1) (nu l. br. i rigsspr.) uden obj. (nu især i forb. m. med); dels om (manuelt) arbejde, der udføres daarligt, fuskeragtigt, jaskes af, forkludres, dels om virksomhed, der ikke fører til noget rigtigt, ikke giver tilfredsstillende resultater. Hutle . . Er at handle ilde med noget arbeid, og ikke gøre det til gàuns. Moth.H327. See! hvor han sidder og hutler i det. VSO. Ved slig Hutlen forderves Arbeidet. smst. der tiggedes, hutledes, luskedes, for at skrabe sammen til skrigende Tarme. EErichs.S. 249. der sad Jens og hutlede med en og anden Reparation for de Fattige. AndNx. PE.II.218. forøvrigt lod han dem sidde og hutle med de Bedrifter, som de tydeligt nok ikke kunde magte, til det var gaaet saa stærkt tilbage for dem, at deres Gaarde kunde købes for en Slik. Bregend. MAG.10. Feilb.   † hutle hen, d. s. s. hutle sig igennem olgn. (se u. bet. 1.2). Hand sidder og hutler hen dvs.: Hand lever meget îlde og slet. Moth.¹H402. (han har) sadt og hudtlet hen med dette Gods i nogle og tyve Aar, til alle Menniskers største Forundring, at hand kunde holde det saa længe. Gram.Breve.148. Hand faaer vel at hutle hen en Tiid, og see Prøver an paa . . os andre af denne (kur). smst.237. VSO.    1.2) m. refl. obj. og adv.-led: hjælpe sig gennem vanskelige forhold, overvinde ell. udholde visse vanskeligheder med besvær, som man bedst kan (ved benyttelse af alle, gode ell. mindre gode, udveje), men uden at der opnaas noget tilfredsstillende resultat, nogen virkelig bedring af stillingen; især m.  igennem som præp. ell. (navnlig) adv.: en Fætter som var Kjøbmand og hutlede sig igjennem Verden, saa godt som han kunde. PA Heib.US.25. (han) hutlede . . sig med al sin Flid og Sparsomhed kun maadelig igjennem. Pram.III.446. at hutle sig igjennem med dansk Tale og Skrift er endnu hverken dansk Kundskab eller dansk Færdighed. Heib.Pros.X.385. vore Studenter . . ere proppede med nogen halv fordøjet systematisk Grammatik, mens de kun med Møje forstaa at hutle sig gjennem en latinsk Text. Schand.UM.66. de fleste Mennesker hutle sig igennem Livet ved at slaa lidt af hist og lidt af her og lade sig paatvinge deres Begrænsning og Resignation udefra. Høffd.MA.III.163. Han, der forlængst kunde have havt Statsembede, sad i mange Aar og hutlede sig igjennem ved privat Erhverv. HWulff.Den da. Rigsdag.(1882).331. “Sig mig . . synes du vi (dvs.: et ægtepar) lever lykkeligt sammen?” – “Vi hutler os igennem –”. JMagnus. EK.24. Feilb. OrdbS.(sjæll.).   (nu l. br.:) hutle sig frem. (de) forekommende Vers har jeg (dvs.: oversætteren) selv hutled mig frem med. Pamela.III.)(7^r. VSO. den Forsagelse og Beskedenhed, hvormed vi i vor Tid . . har hutlet og vrøvlet os frem. Brandes.VII.396. De mister alt, Rub og Stub, De kommer til at hutle Dem frem ved Laan og Spil for Fremtiden. SvLa.FM. 106. Hjortø.F.50.   hutle sig af sted, dels (nu l. br.) m. steds-bet., dels (nu næppe br.) uegl.: d. s. s. hutle sig igennem, frem. *Sandt nok, man kan behielpe sig med mindre, | Og hutle sig dog skikkelig afsted. TBruun.Blandinger.(1795).137. er han (dvs.: den aandssvage vagabond) saa sluppen ud, hutler han sig af Sted langs Vejene; betler eller stjæler sig frem. Pol.⁸/₆1912.7.    1.3) (sj.) m. tings-obj. Hutledt . . Er det som ei er giôrt til gàuns. Moth.H328. især i forb. m. adv.: vor gyseligt misforstaaede Dannelse, der med den beklageligste Energi er hutlet sammen alle Vegne fra, uden organisk Forstaaelse. KLars.PT.63. jf. bet. 1.2: man skulde famle sig frem helt alene, hutle sig Føden til fra Dag til Dag, sulte en Gang imellem. EErichs.TM.121. 2) om daarlig ell. uvenlig behandling af en.    2.1) † handle ilde med; gøre fortræd; skade. Moth.H328.    2.2) (nu næppe br.) i forb. m. adv.: hutle ud, rette voldsomme, grove bebrejdelser mod; skælde ud (jf. udhutle samt forhutle 1.2 slutn.). vAph. (1759). VSO. *(du) Hutler mig ud for de Kæmpe-Værker, | Hvorfor man skylder mig . . evig Priis! Grundtv.Saxo.II.197.   hutle over, d. s. Moth.¹H356. jf.: *(fornuften) vor daglig Pest vil være | Og uophørlig, som en Skolefux, os lære | Ja overhutle. Worm.Sat.38.    2.3) hutle paa (en), (dial.) stadig kritisere ell. smaaskænde paa (en). Feilb.1.2 786,8 m. igennem som præp. ell. adv. ældre: PEdvFriis.S.13.