u-mærkelig, adj. [-ˌmɐ̤r̥gəli ell. (især i bet. 1) -ˈmɐ̤r̥gəli] (oldn. úmerkiligr, uanselig, uforstandig, upaalidelig) 1) (jf. -formærkelig; især ) som (næsten) ikke kan mærkes; ikke (ell. lidet) mærkbar. Moth.M126. om nogen synes, at d forvòlder hêr (dvs.: i ordet “bedst”) et læspende, saa er dette saa ù-mæ̀rkeligt og lidet. Høysg.AG.122. smaa Virkninger, saa smaa, at de ofte ere absolut umærkelige for Iagttageren, ialfald saa umærkelige, at han ikke kan gjøre Regnskab for dem. Tops.US.II.191.   (nu l. br.) som er vanskelig ell. umulig at faa øje paa; højst uanselig; (næsten) usynlig. Jorden, som . . kuns er en umerkelig Punkt i Naturen, synes for vores Begierligheder at være noget saa Stort og . . Ædelt. JSneed.IX.49. Gudenaae – der her allerede er temmelig bred, og har et næsten umærkeligt Løb. Blich.(1920).XVIII.159. Pont.LP.III.24 (se u. Isseplade 2). smaa, graa Kirker, hvor høje Stræbepiller rækker op til det flade Tag, og det næsten umærkelige Taarn kun lige naar over med sit Glamhul. HAPaludan.Sp.14.   nu især som adv. ell. appos. Den lille Flod risler umærkelig giennem . . Dalen. Bagges. L.I.361. Forf. har . . dels vidst at beherske sit Hang til Reflexion, dels næsten umærkelig at indsmelte det som organisk Bestanddel i Fortællingen. PLMøll.KS.II.246. Umærkelig var den snelyse Skumring gleden over i maaneklar Nat. Pont.EV.94. 2) (ikke i MO.; jf. mærkelig 2)  som ikke er værd at lægge mærke til, bemærke; uinteressant; ligegyldig; undertiden (jf. mærkelig 3) nærmende sig bet.: uden paafaldende ejendommelighed; almindelig; ordinær. En umærkelig Person. VSO.   næsten kun i (litotisk) forb. m. nægtelse. den ikke umærkelige Anledning til disse Visers Udgivelse. Heib.Pros.IV.180. en lille, psychologisk ikke umærkelig, Tildragelse fra Forbryder-Verdenen. Kierk.XIV.206. Det var en stilfærdig, men ingenlunde umærkelig Mand. Aarb Skive.1938.122.