ind-brække, v. (jf. ty. einbrechen; nu næppe br.) d. s. s. indbryde 1. VSO.I.478.   d. s. s. indbryde 1.1. (han) skulle rykke bag omkring, og der indbrække imedens Kongen self ville giøre Anfald paa Skantzen. Slange.ChrIV.291.   d. s. s. indbryde 1.2. I det nu Vand-Bølgerne neden under (klippen) skumme, bruse og indbrekke, nedstyrte oven fra endeel skiønne søde Vandfalde. LTid.1733.798. vbs. -ning (i bet. indbrud (1.2, jf. Indbræk S ): Cit.1752.(FStuckenberg.F.II.253). vAph.(1764)).