geret, adj. (ogs. gæret. VSO.II.356. †  giret. Moth.G118). (ænyd. d. s., sv. dial. geret, gerig, jf. isl. geiróttur, flammet, ty. gehrig, spids; afl. af I. Ger ell. II. Gere; dial.) om kreaturer: som har en smallere stribe af anden farve end kroppens grundfarve (jf. draget 1); især: som har en hvid streg fra lysken til ryggen (jf. rød-, sortgeret). Moth. G118. VSO.II.356 (“helst i Sammensætning”). En gerret Kos Aftegn ligner en draget Kos, men er i mindre Format. Halleby.110. Feilb.

I. Gær, en ell. (sj.) et (Gæret. VilhAnd. FM.194. Pol.⁶/₂1924.1.sp.5). [gæ^?r] († Gære. vAph.(1759).144). uden flt. (ænyd. gerd, no. gjær, sv. dial. gär(d); egl. sa. ord som I. Gærd (jf. ogs. I. Gære), men paavirket af (det besl.) nt. gere, ty. gäre, gæring, gær; jf. IV. gære)  1) stof (en af gærsvampe bestaaende masse), der har den egenskab at kunne spalte sukker i alkohol og kulsyre; ferment, der fremkalder gæring; især om det stof (ølgærsvamp), der anvendes ved (øl)brygning og ved bagning (til at fremkalde hævning af dejen; jf. Pres(se)gær). Moth.G367. vAph.Chym.I.488. At Øllet er gjæret nok sees af at Gjæren ovenpaa sætter sig i faste Krøller, uden Skum. Olufs.NyOec.I.159. i denne Kagedei maa kommes Giær, for at faae den til at hæves. VSO. Brændeviinsbr.22. Efter at Gjæren er sat paa, bliver Øllet staaende urørt til næste Morgen; saa skummes Gjæren af, og Øllet er færdigt. Feilb.BL.81. Const. Kogeb.248. 2) i (billedl. ell.) overf. anv.     2.1) (l. br.) hvad der i udseende ell. paa anden maade har lighed med gær (1). Vandet (dvs.: et mineralvand) er ellers dejlig klart . . men sætter, naar det har udryget, en tyk Gier paa Bonden. LTid.1735.187.    2.2)   om hvad der bevirker en aandelig løftelse, bevægelse olgn. (jf. Surdej). i Højskolens Høresale var Alt saa træet, intet Gjær, der kunde løfte Massen. Birkedal.O.I.194. Gæret deri, det som bringer Dejen til at raske sig, det er Angsten. VilhAnd.FM. 194.1 (jf. bl.a. Brød- S, Kunst-, Moder, Tør-, Under-, Ølgær ). vild gær, se V. vild 7.2.   2 i billedl. el. overf. anv. 2.1 Han åndede det første Forårs Gær. Kidde.De Salige.(1910).3(jf. IV. gære sp.463,19   

  IV. gære, v. [ˈgæ·rə] -ede. vbs. -ing (-ning) (se Gæring); jf. I. Gære. (egl. sa. ord som gøre (se gøre bet. 1.1); jf. ænyd. gøres, gære, sv. dial. göras, gäras, göra ell. gära sig, no. gjerast, bornh. gjorras, sejerøsk gø(r)s, jy. gøres og gæres; endnu c. 1800 var den dep. form gæres (og gøres) den alm. (kun denne opføres Leth.(1800). VSO.1802; nu foræld. ell. dial.); formen (gæres og navnlig) gære (saaledes allr. Moth.G370) skyldes paavirkning fra nt. geren, ty. gären, der vistnok dels er sa. ord som gøre, dels oht. jesan, gesan (sv. jäsa; jf. essig); sml. UnivBl.I.17   ofte bruges (især ) i st. f. gære omskrivninger med Gæring (gaa, komme i g. osv.)) 1) om (organisk) stof (i alm. i vædskeform): under paavirkning af visse organismer (fermenter) omdannes til mindre sammensatte forbindelser (ofte saaledes, at der udvikles luftarter, der bringer vædsken i uro, faar den til at skumme olgn.).     1.1) om sukkerholdigt stof (vædske): spaltes i alkohol og sukker (især m. h. t. fremstilling af øl, vin, brændevin olgn.). Moth.G370. At Øllet er gjæret nok sees af at Gjæren ovenpaa sætter sig i faste Krøller, uden Skum. Olufs.NyOec.I.159. Ved at lade denne Saft gjære, finge vi en stærk Drik. Hauch.II.392. een gjærende Mæsk. Brændeviinsbr.254. dep.: Europæerne . . har vildet tillave lige saadanne Drikke, men det har ikke vildet giæres. LTid. 1736.506. Øllet var sat hen for at gæres. JPJac.I.15. jf.: Elskov (kommer) naar Blodet (er) bleven moden i Aarerne, da tager det paa at gæres ret som en god Druevin. smst.111.   (nu næppe br.) om dej: hæves som følge af gærens virksomhed. Deien (begynder) at giæres. VSO. MO.    1.2) under indflydelse af bakteriestoffer olgn. blive omdannet (opløst) og i alm. faa en syrlig lugt ell. smag (jf. I. Gæring 1.2, I. gæret 2). eddike fremkommer af alkohol ved at eddikebakterier bringer denne til at gære ┆   m. h. t. forraadnelsesvirksomhed olgn., ofte m. tanken paa den dermed forbundne udvikling af ildelugtende luftarter. Døde Fluer bringe Salvekogerens Salve til at stinke og gjære (Chr.VI afvig.). Præd.10.1. den muldne, muldramme Em fra det vaade visne Løv, der gæred. JPJac.II.421. Uldtøj, hvoraf Smudset ikke er fjernet, faar en modbydelig stram Lugt . . det lugter af sur, gærende og raadden Sved. IngebMøll.KH.227. jf. (billedl.): den dødeligste Forgift . . der først giæres til blot Skum, og tilsidst sætter sig til Galde. Lodde.NT.396. 2) (især ) uegl., som udtr. for forsk. fysiske fænomener, der har en vis lighed med gæring.    2.1) (l. br.) om vædske, flydende masse olgn.: være i stærk, urolig bevægelse. Lyden af den Vulcan, der gjærede i Dybet under hans Fødder. Hauch.I.181. jf. (billedl.): *Og det vider sig ud, og det løfter sig op, | Det bobler og gjærer dernede i Skarnet. | Der avles en Kjæmpe med vældig Krop, | Og “Verden” er Fader til Barnet. Drachm.D.68. især som udtr. for planters stofskiftevirksomhed (vækst, spiring): saadanne Frugter legger mand Hobeviis ved Rødderne af Træerne, og udvirker den giæren, som disse Hobe opvækker udi Træernes Saft, at Frugterne desto førre bliver moedne. LTid.1736.508. *Som Frøet, naar det giærer under Jorden, | For snart i Vaarens Tid at skyde Blomster. Oehl.HJ.42. Saften gærer i Knopperne. D&H. jf.: Oehlenschlägers tidligste Digte, hvor Foraaret spirer og gjærer. Schand.F.75.    2.2) (sj.) om sygdom, som endnu ikke er kommen til fuldt udbrud, som “staar i kroppen”. en Sygdom, som længe havde gjæret i ham, inden den kom til et virkeligt Udbrud. Heib.Pros.IV.321. 3) overf., m. h. t. aandelige forhold.    3.1) (nu næppe br.; m. h. t. bet.-udviklingen jf. brygge (sammen), drøfte) om sag olgn.: være under udvikling, forberedelse, drøftelse. for omtrent 12 Aar siden . . giæredes det Forslag imellem . . Bernstorff, Klopstok, og mig, at jeg (skulde) have reyst til Nord-Skotland. Ew.(1914). IV.375. vikle ham ind i en fortrædelig Sag, det laer sig høre, og medens den giæres, da lyve ham paa underhaanden. Skuesp.III1.45. jf. gære op, (sj.) om idé: bryde pludselig frem; dukke op. Pludselig gærer der en Ide op i ham; og et lille, stille Grin fødes og dør paa hans Ansigt. Wied.LH.3.    3.2) (især ) som udtr. for aandelig uro, brydning, mangel paa ligevægt, klarhed olgn.    (l. br.) om person: bruse; være i uro, ude af ligevægt. *Den raske Yngling giærer i personlig Strid. | Sig Manden yttrer rolig i sit modne Værk. Oehl.L.I.259. Dunkle Hoveder, gjærende Mystikere af ringe Rang, til hvis Anskuelse der i det Hele ikke kunde tages videre Hensyn. RasmNiels.G.II.25. Jeg gjærede og bruste over af egen Retfærd og Livskraft, troede jeg. Etlar.Bjørneæt. (1898).387.    om følelse, tanke, plan olgn.: være i stærk, urolig udvikling, i uro, i brydning; endnu ikke have udviklet sig til klarhed; være lige ved at bryde (voldsomt) frem. hvor Lidenskaberne endnu gære og ideligen søge Udbrud. Mynst.Tale.(1853).4. Der giærede mørke Tanker og blodige Anslag i Svends Bryst. Molb.DH.II.286. Det giærede længe hos ham, inden han udførte denne Handling. MO. *Vi tænkte . . | at Himlen os gav paa hvert Spørgsmaal Svar, | som inde i Brystet gjæred. Schand.SD.40. Det havde tidligt . . gæret i ham, at han vilde arbejde sig op til de Samfundslag, hvor han vidste, hans Fader havde hørt til. HomoS. CMA.23. dep.: den Unge, i hvem mange Tanker og mange Følelser gjæres. Mynst. (Sibb.I.IV).   (især upers. ell. præs. part. brugt som adj.) m. h. t. folkemasser (samfund), hvor misfornøjelse, kamplyst olgn. er ved at bryde frem, give sig udslag i uroligheder, oprør olgn. den sjællandske Bondestand . . kom i en gjærende Bevægelse. CPalM.O.387. *I Folket gjærer det | som i en tyk, pestsvanger Sump. Lemb. Shak.X.120. Medens Vilhelm opholdt sig i Normandiet, gjærede der en Opstand hos Beboerne af Landskabet Kent. Johs Steenstr.EE.57. Spændingen var stærk mellem den spanske Statholderinde (dvs.: i Nederlandene) og hendes Undersaatter . . den gærende Uro . . ventede kun paa Anledning til Udbrud. TroelsL.HF.IV.206. 4) (l. br.) trans.: bringe til at gære (1); bringe i gæring. Kefir er Komælk, der er gæret paa en særlig Maade. Maaden at gære den paa stammer fra Kaukasus. TidensKvinder.¹⁸/₉1924.31.sp.1.vbs. -ing ell. (ældre spr.) -else (1762.(se u. Gørelse S )).    (jf. III. æse ).   1.1 (jf. af-, efter- S, udgære ).   3.2 om person: være i uro, ude af ligevægt. en Klient, som helst maatte gære lidt af, skrue sig lidt ned, inden han fik Ordet. JesperEw.PF.168(jf. afgære S ).    om følelse, tanke, plan olgn. Hvor der er gjærende Kræfter. Aakj.(bogtitel.1916)(efter den norske forf. Bjørnstjerne Bjørnson, se Vogel-Jørg.BO.265 ).   

I. gæret, (part.) adj. [ˈgæ·rət] (i bet. 1 af I. Gær, i bet. 2 part. adj. af IV. gære 1; de to bet. kan dog ikke skarpt adskilles) 1) (l. br.) som indeholder, (især:) smager af gær. Øllet er, smager, noget giæret. VSO. 2) som er ell. har været i gæring.     2.1) som har gæret og gennemgaaet sin rette udvikling; som er færdig med at gære; forgæret; afgæret. Gæret Foder (dvs.: foder, der udsættes for en kortere gæring (I.1.2) for at opnaa større foderværdi). LandbO.II.462. ingen af de andre gærede Drikke, som menneskeligt Snille har fundet paa at lave, kan taale at sammenlignes med (vin). MentzO.Pl.265.    2.2) om øl, vin, henkogt frugt, syltetøj olgn.: som (ved luftens paavirkning) har faaet en ubehagelig, syrlig smag (ved angreb af forsk. gæringsbakterier); sur. SMich. Gio.43. den ene flaske vin har været daarligt tilproppet, den er gæret ┆2.1 (jf. koldgæret og over-, undergæret / over-, undergære ).   

II. gæret, adj. se geret.