død-gøre, v. [-ˌgö^?rə] (ænyd. d. s.; af II. død; i bet. 2.2 som overs. af lat. mortificere) 1) † til II. død 1: dræbe; ihjelslaa. Thi og Christus lidde eengang for synder . . hand som blev vel død-giort (Chr.VI: dødet; 1819: leed Døden) efter kiødet, men levendegiort efter aanden. 1Pet.3.18(1728). 2) overf.    2.1) † til II. død 2.3: gøre fri for noget. I, mine brødre! (er) dødgiorte (1819: døde) fra loven formedelst Christi legeme. Rom. 7.4(Chr.VI).    2.2) † (jur.) til II. død 2.2 slutn.: gøre død og magtesløs; mortificere (jf. døde 2.2, dødkende). mortificere eller dødgiøre . . sandfærdige Vidnesbyrd. Spectator. 176.    2.3) (l. br.) til II. død 2.5: gøre ubevægelig. dødgjorte staae de store Bjergbølger, men alle grønne, med Kratskov og Græs.HCAnd.XII.223.    2.4) (nu næppe br.) til II. død 2.10: berøve noget dets sædvanlige egenskaber (jf. dødbrændt). Drives Brændingen for stærk, dødgiøres Gipsen. Brünnich.M.17.