blot-stille, v. (efter ty. blossstellen; jf. II. blot 1.7; sj.) blotte; afsløre. (han) har blotstillet (lasten) i hele dens Afskyelighed. Horreb.II.185. Der er en umenneskelig Raahed, en vild og lav Drift fra fjerne Urtider blotstillet i dette frygtelige Ansigt.ORung.Y.63.   kompromittere. en Række blotstillende Meddelelser fra hende selv. Brandes.VII.237. sa.Volt.II.256. vbs. -else. intime og udførlige private Blotstillelser. JVJens.LB.43. det var maaske ikke pænt af hende at blotstille ham. JacPaludan.S.33.