al-stille, adj. og adv. ogs. (i bet. 2) alstillens (se ndf.), altstille (Tode.(Iris.1792. II.22). Schack.22). (af III. al) 1) (jy.) ganske stille. Da stod Drengen alstille som den, der med Et oplever et Under. Aakj. GK.102. sa. VF.249. Feilb.I.17. jf.: Nu gaar jeg saa alstille hen og triller hjem paa en Kaffemølle. Markman.S.135.  2) (ænyd. al(t)stille, jf. sv. († ell. dial.) alt stilla; m. h. t. bet.- udviklingen, jf. eng. still; sjæll., jf. Junge. MDL. Thorsen.122) stadig; bestandig; altid. VSO. hun glemmer mig ikke, gjør hun inte – alstille kommer der et Brev fra hende. Oversk. Com. V.192. han er aldrig rigtig fuld, men han kan nok godt lide, at have Smagen i Munden alstille. AntNiels.FL.II.163. Kjør med stramme Tøjler fra først af, som om De (dvs.: en ung ægtemand) alstillens kjørte ned ad Bakke. Schand.F.104. Hun sad alstillens i sin Lænestol med Bibelbogen foran sig. smst.540. I store Folk hænger jo alstillens sammen. Eriksholm.S.49. Gravl. Øen.14.    † alstillehen, alstillehold i samme bet. VSO.2 stadig. ved haar Kuling drev vj alstille. Wigandt.D.189.    Alstillehold, adv.; alt imellem, undertiden. Skoleprogr.Horsens.1843.8. ØMO. CX-EDIT   

alt-stille, adv. se alstille.