blikstille blik-stille, adj. og subst. [I] 1) som adj.: (om vand) som er saa stille, at overfladen er blank. jeg saae Havet blikstille og roligt.Robinson.I.233. *Blikstille hvilte Søen.HCAnd.X.520. KLars.SA.58. jf.: (Jesus) truede Veirene og Søen, og det blev ganske blikstille.Matth.8.26. (om vejret) som er uden den mindste luftning. *naar Storm . . | Udi blikstille Væir paa Havet reyser sig.NKBred.Metam.301. det var saa blikstille, at ingen Fier kunde røre sig. Bagges.NK.16. Kaalund.295. Vejret var dejligt, ganske blikstille.JPJac.II.172. (om andre ting) fuldkommen rolig og ubevægelig; fuldstændig stille og uden larm. *Jeg sad i det blikstille Kammer.Grundtv. PS.VI.612. PalM.II.190. (rørdrummen kan) hele Timer igjennem sidde blikstille.BMøll. DyL.II.280. 2) (som subst.: et). havblik; vindstille. SøLex.(1808). naar der ingen Fare er, naar det er et Blikstille.Kierk.XII. 224. I Blikstille kunde man (dvs.: fra havbunden) øine Solen.HCAnd.V.83. denne korte Frist var for dem som et Blikstille under Orkanen.Etlar.DV.79. Egeberg.HS. 34. (overf.) naar en saadan Bedrift standses ved Himlens Unaade, naar den vrede Guddom sender et Blikstille, der spotter alle Anstrængelser.Kierk.III.107. 1 som adj. ældre, skrevet som 2 ord blich stille. Jacobæus.Rejsebog 1671-92.(udg.1910).175. 2 som subst. ældre: Malacia .. Blikstille, Havstille, Blik. Gram.Nucleus.832. Vis mere +