Stævn, en. [sdæu'n] flt. -e. (ænyd. steffuen (Kalk.V.992b¹⁸), glda. stæuæn, stæffen (DGL.II.369 var.), sv. stäv, mnt., glholl. steven(e); vistnok fra oldfris. stev(e)ne, der er afl. af (ell. sa. ord som) I. Stavn (se Studier Kock.407f.); jf. oeng. stefn, stemn, eng. stem; især , sml.: “Sømændene sige altid Stevn.” Levin.) d. s. s. I. Stavn 1. vAph.(1759) (“bruges i compositis. Bagstævn, Forstævn”). Længde fra Stevn til Stevn. SøLex.(1808). *(ilden) indhyller Stævnen (dvs.: paa skibet “Dannebrog”) i kvælende Damp | og æder sig ind i dens Bug. Ploug.I.296. *Aftengløden langs dets (dvs.: skibets) Stævne | spiller over Skrogets Bul. Drachm.UD.302. bådene havde . . en længde mellem stævnene af fra 7 til 9 alen. Hilsen til MKZahrtmann.(1931).96. en Baad, der ikke maaler mere end seks Meter over Stævnene. NatTid.¹⁵/₅1937.54.sp.5. Skibet løb med Stævnen ind i Siden paa (osv.). Bl&T. Feilb.II.588. Thorsen. indfaldende, udfaldende, underløben stævn, se indfalde 2.2 osv. rejse stævn, se II. rejse 4.3.   i udtr. for (sejl-, vind-, strøm-)retning. (skibet) drev med stevnen i NO. JJuel.39. *Nu Ankret op! nu Seilet spændt! | Nu Stevnen (Winth.D.56: Stavnen) ud af Bugten vendt – | Ud paa de vilde Vover! Winth.(Gæa.1845.122). Skibe, der have faaet Havari paa Roret, Rejsningen eller Maskinen, og som derfor ere ude af Stand til at holde Stævnen op imod Søen. Bardenfl. Søm.II.19. stik i stævn, se III. stik 1.1. skyde ell. gaa (Pol.¹⁵/₈1926.1.sp.5. UfF.), skære (KnudAnd.H.210. jf. IV. skære 7.1 slutn.) over stævn(en), (holl. over steven schieten) sejle fremad; gøre fart (mods. drive (af), sakke). SøLex.(1808). Englænderen (kappede) hurtig det staaende og løbende Gods, som hindrede hans Fart, og skød derefter over Stævn igjen. Etlar.SB.224. Bardenfl. Søm.I.165.   om forende af luftskib ell. flyvemaskine. Scheller.MarO. NatTid.¹¹/₆1918. M.3.sp.5 (se u. kulbutere).

Stævn-, i ssgr. [ˈsdæun-] (i enkelte ssgr. ogs. Stævns-, se u. Stævnrør. † Stævne-, se u. Stævntræ).  (jf. Stavn-); foruden de paa alfabetisk plads behandlede kan nævnes en række mere tilfældige ell. spec. betegnelser som Stævnangreb, -bevæbnet (Funch.MarO.II.128), -bevæbning, -bolt (Bardenfl.Søm.I.155), -ild, -kamp, -kanon, -knæ, -lask (Harboe.MarO.), -skinne, -skud, -spunding (se u. Spunding), -støtte, -udskydning(s-apparat, -rør), se navnlig Larsen. Scheller.MarO.

Stævne-, i ssgr. (i enkelte ssgr. undertiden † Stævns- (se u. Stævnemaal), Stævn- (se u. Stævneskov)). (jf. Stævn-, Stævnings-) især til I. Stævne 2 ell. II. stævne 2.

I. Stævne, et ell. (nu kun dial., navnlig i bet. 3) en (Cit.1706.(Vider.I.370). Cit.1773. (smst.498). Prahl.ST.II.173. jf. Esp.450. i bet. 3: Moth.S752. RasmHans.M.II.129. FynskHjemstavn.1928.148. Kværnd. jf. u. By-, Kirke-, Købstad-, Lyve-, Næbstævne). [ˈsdæunə] flt. -r ell. † d. s. (Cit.1723.(Vider. III.205)). (ænyd., glda. stefnæ (støfnæ, stempnæ: Brøndum-Nielsen.GG.I.206.II.107), fk., æda. stæfnæ, f. (DGL.I.114.841.872.V. 40 ofl.), sv. stämma (fsv. stæmna), no. stevne, stemne (stemna), oldn. stefna (ogs.: kurs, retning, jf. III. stævne), mnt. stevene, jf. oeng. stefn, stemn; til II. stævne og vist m. grundbet.: “noget fastsat, aftalt”; sml. ogs. I. Stemme) 1) fastsat, aftalt, berammet tid og sted, hvor noget (navnlig: et møde, en sammenkomst) skal finde sted; ogs.: aftale om, tilsigelse, stævning til (et møde osv.) (jf. Lyvestævne).    1.1) (dial., foræld.) om aftale med haandværker (smed, møller); især i forb. som faa, have ell. tage stævne (hos smeden osv.), bestille (smeden osv.) til at arbejde for sig en bestemt dag. MDL. AarbMors.1920.115. jf.: Mølle-stefne . . kaldes den dàg og tîd nâr nogen bestiller og aftaler med mølleren, at hand skal male hans kôrn, frem for andens. Moth.M214. Der blev bestemt “Smedestevne”, naar Bonden skulde have Arbejde gjort. Feilb.Fra Vester-Jylland.(1882).54.   sætte stævne til løverdag (lyverdag), se Lørdag.     1.2) (nu især  og m. overgang til bet. 2) i forb. sætte en stævne (ell. (sj.) sætte stævne med en. MKlitgaard.MS.110), paalægge en, anmode en om (i et bestemt øjemed) at møde sig paa et bestemt sted og en bestemt tid. (ofte m. flt.-subj.: sætte hinanden stævne, aftale at mødes). Moth.S752. deels ved Budstikke, deels ved Bud og Breve, understaae (de norske bønder) sig, at sætte Almuen Stævne. Forordn. (Kvartudg.)⁵/₇1765. Alle Byens Skøiteløbere syntes . . at have sat hverandre Stævne paa Isen. Hauch.MfB.151. et Vertshuus . . hvor nogle af mine bedste Venner havde sat mig Stævne. Winth.IX.195. de elleve Disciple gik til Galilæa, til det Bjerg, hvor Jesus havde sat dem Stævne (1819: bestilt dem). Matth. 28.16(1907). (nu sj.) i pass.: Den Thebanske Feldtherre er her bleven sat Stævne af mig. Suhm.I.198. PalM.V.222.   spec. m. h. t. stævnemøde ml. elskende. Holb.Masc.II.4. I forstaar jer alt paa at sætte de Unge Karle Stævne om Natten, og løbe bort med en Galant. KomGrønneg.II.177. Han sætter en Dame Stævne i mit Værelse. Bøgh.III.95.   uegl. vi (satte) Appetiten Stefne til om Aftenen, da vi vare vis paa at spise allene. Klevenf.RJ.98. *Paa det Jevne, paa det Jevne! | – ikke i det Himmelblaa! – | Dér har Livet sat Dig Stævne, | dèr skal Du din Prøve staa! Kaalund.335. 2) (til bestemt tid og sted, i et bestemt øjemed fastsat ell. aftalt) møde, sammenkomst (navnlig: mellem et større antal personer); især i udtr. for, hvad der finder sted ved ell. paa et møde, ell. i udtr. for at samles, sammenkalde til ell. afholde, foranstalte et møde. (undertiden (jf. u. bet. 1.2 og 4; nu l. br.) i forb. sætte (et) stævne: Prahl. ST.II.173. *her var Stevnet sat, | Her vilde I jo kysses den hele Sommernat. Winth.VI. 189. *Rejs jer af Lejet, og spring over Strømmen! | Stævnet er sat (dvs.: om krigen 1864). Ploug.II.56.     2.1) om offentlig sammenkomst.   (m. h. t. forhold paa landet, navnlig i ældre tid) om bystævne, sognestævne ell. retsmøde (i landjurisdiktion). *Ulven lod paa Stevne kære, | Det hans Gods var stiaalet bort. Reenb.II.193. vore Byemænd trommede til Stevne om mig, og beskyldte mig for, at have pløyet en halv Fure fra min Naboes Ager. Argus. 1771.Nr.33.2. holde stevne. Cit.1772.(Vider. I.465). *Vorherre give, | At mange Folk der fandtes i vor Egn, | Der ligned Fa'er i Dygtighed og Levnet: | Det Herredsfogden tidt har sagt paa Stævnet. PalM.AdamH.I. 57. De tuder til Stævne. Kværnd. læse paa stævne(t). jf. Esp.450. paa fastende stævne, se II. faste 2.2.   (delvis efter oldn. stefna; især hist. ell. arkais.) m. h. t. forhold i oldtid ell. middelalder, navnlig om ting olgn. Da Høvdingerne havde afgiort de Sager, som stode for Retten, hævedes Stævnet. Rahb.NF.II.202. (dronningen) tog overmaade vel imod Kong Magnus sin Stifsøn, og holdt, for hans Skyld, et stort Stævne med Svenskerne, paa Høngre. Grundtv.Snorre.III.2. På Sælland . . samlede kong Olav høvdinger og almue til et almindeligt stævne. ADJørg.NK.491.   (i 19. aarh. især poet. ell. hos sprogrensere; nu alm., spec. sport. ell. i avis-spr.) m. h. t. nutidsforhold, om (festlig) sammenkomst af mange mennesker (i en bestemt anledning). *(kongen) til festlig Stevne (i anledning af prinsessens fødselsdag) | Forsamler siden her det hele Hof. Bagges.Tryl.7. Rigsdagsfesten. (²²/₁₀ 1848). *Paa Stævne samles Rigsdagsmænd | Fra alle Danmarks Egne. Grundtv. PS.VII.116. navnlig om foranstaltning (forhandling, foredrag, konkurrence, opvisning osv.), hvortil der er indbudt talrige deltagere fra forskellige egne. Nær ogFjern.¹/₉1878.9. sp.2. Paa tredje Klasse er der fuldt, der maa være et eller andet Stævne i Hillerød. AHenningsen.BM.28. ofte i ssgr. som Fodbold-, Haandværker- (NatTid.⁸/₆1913. M.Till.1.sp.5), Idræts- (s. d.), Ride- (Pol. ²⁴/₅1937.2.sp.4), Ro- (BerlTid.¹²/₆1906.M.3. sp.3), Sang- (Riget.²⁹/₅1912.4.sp.5), Sanger- (Nær ogFjern.²¹/₄1878.15.sp.1), Skytte- (HjælpeO.412. Riget.¹⁶/₈1912.2.sp.1), Sports- (s. d.), Svømmestævne    billedl. *O, Gud skee Lov, det hjemad gaaer | Did, hvor det store Stævne staaer, | Der Husets Børn skal samle. Kirketid.1862.353. spec. om dommedag (ell. døden). *Hans angergivne Siæl var nær ved Dødsens Stevne. PoulPed. DP.(1937).65. *det blev en Sag | Imellem os, hvis Værneting og Stævne | Ei er paa Jorden, men i Evigheden. Oehl.VII.301.    2.2) (optaget i 19. aarh. efter oldn. (her-, hjǫr-, holm-, róg-, val-)stefna i lign. bet. (LexPoet.); jf. Hær-, Staalstævne; poet.) i udtr. for kamp. *(lindormen) vil fælde | sin Fiende i det rædselsfulde Stevne. Oehl.Digte.(1803).34. *Saa mange Ædle . . | Som stod paa blodig Mark i rædsomt Stævne. Lund.ED.175. *Hvor Stævnet blodigst var, vi frelste Æren – | Lad os da trøstigt fegte Striden ud! Holst.IV.129. jf.: (de) udæskede H. til kampstævne. AOlr.DH.II. 58. jf. bet. 4: *Hærmand, vant til Ledingstog, | stod i Stevne efter Evne. Recke.PD.7. uegl. (om livets strid): *Husk, du blev skabt | til Daad i Dagens Stævne. | Den Knøs, som stod i Stridens Brand, | blev Mand. Mads Niels.DS.35.    2.3) (jf. Elskovsstævne; poet., nu l. br.) om stævnemøde mellem to elskende. Tode.IX.143. *uden Tvivl har jeg igien forstyrret | Et kiærligt Stævne mellem ham og Bertha. Oehl.VI.133. det var, som om Een sneg sig langs med Muren . . det har dog været . . een af Karlene, som havde et Stævne. HCAnd.SS.III.211. Gjel.HS.177. jf.: at blive ude ved det natlige Stævne, ikke med en Qvinde, men qvindeligt med det Uendelige, overtalt af Nattens Vind. Kierk.VII.197. 3) det sted, hvor et stævne (I.2) afholdes.    3.1) (sj.) i al alm. “et sted, som to aftaler at vil mødes pâ.” Moth.S752. jf.: En Landsby . . ved en Korsvej eller Flod . . bliver Torv og Markedsstævne for et stort Opland. Eller Handelstrafiken udvælger sig . . visse hensigtsmæssige Stapelpladser og Omladningspladser ved en god Søhavn . . en Bjærgkædes Fod eller et vigtigt Vejstævne. VVed.BB.4.    3.2) spec. (jf. By- (2), Gade- (2), Grandestævne (2); især dial.) om den plads (med stensætning), hvor bystævnet holdtes. et Par Stensætninger i Form af de “Stævner”, som ere kjendte i vore større Landsbyer. NRasmSøkilde.B.6. Næste Morgen . . gik Byhornet . . jeg maatte . . gaa hen paa Stævnen og høre, hvad der var paa Færde. RasmHans.M.II.129. (byen freder) om sit Stævne. FynskHjemstavn.1928. 39. Feilb. 4) (ænyd. d. s.; opr. bet. usikker; maaske egl.: det at stævne folk sammen til gæstebud (jf. VSO. samt no. dial. stemna, gæstebud, legestue olgn.) ell. (jf. bet. 1): det at fastsætte, planlægge noget; muligvis dog sammenhørende m. oldn. stefna, no. dial. stemna i bet. “kurs, retning”, jf. udtr. stævne efter evne u. III. stævne 2 slutn.; nu kun dial.) i talem. sætte stævne efter evne, se u. I. Evne 5.1.1.2 i forb. sætte en stævne. jf. De reflekterede på tilbuddet og blev kort efter sat i stævne af annoncøren. BerlTid.7/6 1964.1.sp.2.   2.1 i best. f. som navn på organisation bestående af repræsentanter for københavnske fodboldklubber der arbejdede sammen om at arrangere internationale kampe; ogs. om hold bestående af spillere fra disse klubber. Det internationale Fodboldstævne, populært kaldet Stævnet .. stiftet Foraaret 1904 af B.93 og K.B. Sportsleks.I.266. Sofias byhold spiller mod “Stævnet” i Idrætsparken. Land og Folk.26/7 1955.9.sp.2.   

II. stævne, v. [ˈsdæunə] -ede ell. (nu l. br.) -te (vAph.(1764)); part. -et ell. (nu næsten kun i den l. 58 nævnte anv.; jf. u. indstævne) -t [sdæu'nd] vbs. -ing (se I. Stævning). (æda. stæfnæ (i forb. som stæfnæ hanum thing ell. til things), sv. stämma (fsv. stæmna), no. stevne, stemne, oldn. stefna, mnt. stevenen; muligvis afl. af (roden i) oldn. stef, tidsfrist osv. (se Stev), og saaledes besl. m. I. Stav (ell. det derunder nævnte adj. med bet. “stiv, fast”); jf. I. Stævne, V. stævne samt bestævne, bestemme) fastsætte, beramme tid og sted for en sammenkomst (et stævne). 1) (især efter oldn. stefna; arkais.) m. obj., der betegner sammenkomst, møde (jf. u. sammenstævne). Der Hejdrek var lagt udi Høj, blev Ting stævnet, og Angantyr toges til Konge. Grundtv.PS.I.481. saasnart hun kom til Vigen, stævnede Man Landsting paa Borre. sa.Snorre.III.273. MO. 2) m. h. t. person: tilsige til møde ell. sammenkomst (paa bestemt tid og sted).    2.1) (emb., jur.) tilsige, indkalde (en person) til at give møde for en domstol olgn. (som anklaget, vidne osv.).   i forb. m. præp.- led m. til ell. (nu især) for. (lægen) truede at stevne Mester Bonifacius (dvs.: en barber) for det Medicinske Facilitet (dvs.: fakultet). Holb. Bars.III.6. ieg blef stævnet til Høyeste Rætt. RasmWinth.S.129. Nu stævnede Præsten B. til Tinge i Helsingør. Brandt.CP.351. stævne for Retten. Ludv.   uden angivelse af domstol. Sagsøgeren skal stævne den, som for Sagen er (dvs.: den sagsøgte), og andre Vedkommende, med to Mænd, før Soel gaar ned, for deris Boepæl. DL.1–4–2. *i Dag han stevnet har | Sin Naboe for en Sum, han aldrig skyldig var. Zetlitz.Poes.136. stævnes for Tyveri. VSO. (jf. indstævne 2) i forb. m. ind: dersom Birke-Dommeren . . havde afviist Sagen, kunde Actor for Rettens Fornægtelse stævnet ham lige ind til Høieste-Ret. Stampe.I.242. Schand.O.II.306. stævne et vidne (MO.) ell. (især) stævne en til vidne. vAph.(1759).444. Rode.SF.139.   i folketroen: læse en formular (“en stævning”) op, der indkalder skadedyr (mus, rotter, kaalorme) for retten (og derved faar dem til at forsvinde). (han) forstod den Kunst at stævne Kaalorme . . Ja, man har flere Exempler paa, at skadelige Dyr ved at blive “stævnede til Tinge” ere forsvundne med det samme. NRasmSøkilde.B.56. Skattegraveren.1887.I.233. Feilb. se videre u. Stævnemaal, Stævning.   perf. part. brugt som adj. (jf. u. indstævne 1.2). Moth.S753. de gule Bænke – Retsvidnernes, Delinkventers, de stævnede Vidners Bænke. Schand.BS.466. paahøre stævnte og ustævnte Vidners edelige Forklaring. Hylling.HJ.85 (jf. DSt. 1922.136). især i ssg. ustævn(e)t (s. d.).    2.2) (jf. I. Stævne 1.1; dial., foræld.) træffe aftale (med en haandværker) om, tilsige til at udføre et arbejde (paa et bestemt tidspunkt). Smeden er stævnet til i Dag. MDL. Mølleren er stævnet til at male Gryn. smst. Feilb.    2.3) (især arkais. ell. højtid.) sammenkalde (mandskab) til bestemt tid og sted. da sendte Angantyr Budstikken alle Veje fra sig, og stævnede hver Mand til sig, som mægtede Vaaben at bære. Grundtv.PS.I.490. Der er sket en Stranding udfor Blokhus og en stor Ulykke! Sognefogden stævner alle Mænd til Stranden. Goldschm.VIII.331. (hærføreren) stævnede (1871: sammenkaldte) . . alle sine Stridsvogne . . og hele sin Krigsstyrke fra Harosjet-Haggojim til Kisonbækken. Dom.4.13(1931).   (jf. sammenstævne) i forb. stævne (folk) (til)sammen. *her var det, Rane stævned os tilsammen. Rich.DM.53. (klokketaarnet) stævnede Søndag paa Søndag Store og Smaa ydmygt og lydigt sammen indad den orgelbrusende Kirkedør med sine Toner. Bergstedt.UK.16. Ammoniterne stævnedes sammen (1871: bleve sammenkaldte), og de slog Lejr i Gilead; ogsaa Israeliterne samlede sig. Dom.10.17(1931).    2.4) (nu l. br.) i videre anv.: sætte (en) stævne; bede (en) komme (til stede). *Strax Tiid og Sted blev til en Eene-Kamp udnævnet, | Leander Polidor til denne Platz har stevnet. Holb. Mel.V.4. Jeg var stevnet til Goethe Kl. 9. POBrøndst.RD.1. *Til Dronningen paa Borgen | Var hun stævnet samme Qvæld. Winth.HF.297. jf. (nu især hos sprogrensere): Man siger vel ogsaa i daglig Tale: Han har stævnet mig herhen i Aften (sat mig Stævne). MO. han stævner (= indbyder) sine Gæster til Kl. 7. D&H.   (jf. hen- (1), hidstævne; nu kun arkais.) i forb. stævne en hid. Holb.Pants.III.2. *Med venlig Hilsen har I stevnet mig | Hid til Forlig med Eder! Bredahl.V.69. Vi have stævnet hinanden hid i Dag dvs.: aftalt, at mødes her. VSO.   (sj.) i pass. (m. reciprok bet.). *Knøs og Pige stevnes sammen | I den lyse Stund (dvs.: juleaften), | Han medbringer Spøg og Gammen, | Hun sin røde Mund. Bødt.SamlD.230. 3) (emb., jur., nu l. br.) m. h. t. sag ell. dom; egl.: beramme tid og sted for en retssag (osv.); i videre anv.: indbringe, forelægge en sag for en domstol. (ofte i forb. stævne ind; jf. indstævne 2).    3.1) i al alm. da han stævnede Sagen ind for Tinget, blev Byfogden forbuden at dømme derudi. Holb.DH.II.577. VSO. uden obj.: Den . . som havde liidt nogen anseelig Uræt af nogen, skulde først stevne ind for Kongen, med Begiæring, at han vilde dømme og rette i Sagen. Schousbølle.Saxo.308.    3.2) spec.: indanke (en dom for en højere domstol); appellere (jf. paastævne slutn. samt: †  stefne pâ en sag. Moth.S753). da Sagen var vunden paa min Moders Siide ved Hiemtinget og var stefnet til Landstinget. Æreboe. 18. Sagen stævnedes da for Højesteret. FBirkedal-Barfod.MalteKonradBruun.(1871). 50.

III. stævne, v. [ˈsdæunə] -ede ell. (nu især dial.) -te (ThøgLars.J.81). (ænyd. stævne, steffne (DgF.II.84), fsv. (og sv. dial.) stæmna (jf. sv. stäva i sa. bet.), no. dial. stemna, oldn. stefna, nt., holl. stev(e)nen; til I. Stavn (ell. Stævn), jf. I. Stavne) 1) (især  ell. poet.) vende stævnen, sejle i en vis (nærmere angivet) retning. (subj. kan dels være fartøjet, dels de(n) sejlende).    1.1) uden obj., især i forb. m. præp.-led (ell. adv.) til angivelse af retning. Stævne ad en Ø. Høysg.S.266. (baaden) syntes at stævne lige herover. Blich.(1920).XVIII.162. *mangen Fiskersøn var hjem | Fra lange Farter stævnet. Winth.Haandt.102. Skibet vender og stevner indad Flensborg Fjord. Goldschm. NSU.VII.13. et Fyr kunde ses paa Land; det maatte man stævne efter. MylErich.S. 126. Scheller.MarO. jf. bet. 2 slutn.: *(dværgene fritter Kvaser) Om Skibet, som evner | At gaa, hvor det stævner, | Og Kaasen forfølge | Mod Vind og mod Bølge. Grundtv.PS. IV.265. faa Skibet til at stævne op imod Vind, Strøm eller Sø,eftersom Forholdene er. KuskJens.Søm.236.   billedl. *Lad mig nu kun drage ad natmørkt Hav, | lad mig ikkun stævne imod min Grav. JakKnu. (HøjskBl.1891.sp.379). jf. l. 49 ff.: han var slet ikke den Mand, der duede til at stævne mod Strømmen: blot den ikke bar med, var han modløs. JPJac.I.91.    1.2) m. obj.   m. obj., der betegner det punkt, den genstand, som et skib sejler mod. stevne et Skib. SøLex. (1808). Stævne et Fyr. Harboe.MarO. Da vi i flere Dage ikke havde set Solen og altså ingen Observationer at støtte os til, var det uvist om vi stævnede Kanalen. AWilde.Fra Sø ogLand.(1891).96. Skibene stævner hinanden. Scheller.MarO.   m. obj., der betegner vind ell. strøm, som skibet sejler op imod. stevne Søerne. SøLex.(1808).142. Søstænket stod mig lige ind i Ansigtet, og jeg maatte holde Øinene aabne for at stævne de svære Søer. HBDhlp.I.132. især i forb. stævne strømmen. SøLex.(1808). Som Regel har Strømmen mere Indflydelse paa Skibet end Vinden, og man vil derfor som oftest stævne Strømmen og ikke Vinden. Bardenfl.Søm.I. 211. Strømmen er saa stærk (i sundet), at vi kun med Vanskelighed formaaede at stevne den med ret kraftige Motorbaade. EMikkels. ØE.187. billedl. (delvis m. overgang til V. stævne): gaa frem, gennemføre, fastholde sine planer trods modstand, vanskeligheder osv.; ogs.: (forsøge at) standse, holde tilbage. der var ikke Spor af Kraft eller Beslutningsdygtighed i mig til at tage mig sammen og stævne Strømmen. Drachm.II.372. Jeg vil slutte . . i Haabet om at Hvile og Ro og et bedre Humeur maa kunne stævne Strømmen i Vilhelmines Sygdom. sa.BF.131.   m. obj., der betegner kursen (jf. stavne sp. 1061¹¹). stævne en Curs. VSO. der skal styres den Kurs, Skibet i det givne Øjeblik stævner. Bardenfl.Søm.I.173. jf.: hvad stævne vi nu? Larsen. 2) (videre anv. af bet. 1, delvis som gengivelse af oldn. stefna, jf. flg. gengivelser af kong Hakons ord i slaget ved Stord: haltu svá fram stefnunni (ef þú vilt finna Norð- manna-konung): holt fram som du stefner. PClaussøn.Snorre.(1633).86. *Frem! som du stævner til! CFrim.(PoetSaml.III.66). Hold frem som du stævner, Eivind. PMøll.(1855). II.49; til dels m. tilknytning til (passivisk anv. af) II. stævne 2.3-4, jf.: *De havde mødt i Fjaltring, | De gjæve Bondemænd, | Og langveis fra og talrigt | De stævned' var didhen. Holst.I.145; sml. ogs. II. stæmme 2.2 slutn.; især poet., højtid. ell. arkais.) bevæge sig i en vis retning, især m. biforestilling om kraft, styrke, overvindelse af modstand (i kamp) ell. møjsommelig, langsom bevægelse olgn. (ofte i forb. stævne frem); ogs.: begive sig, komme sammen til et møde, paa et mødested. *Høit opflammer Luren de christne Helte, | hvor Olaf stevner er Lykken med. Oehl.Digte.(1803).18. *De stævned frem, høit bølged deres Glavind. Oehl.VI.185. (kongen) stævnede til Dværgebo. Grundtv.PS.I.450. Denne Fugl stævnede lige henimod mig, og der begyndte en svær Kamp imellem os. Hauch.TV.I.177. alt hvad krybe og gaa kunde stævnede mod Graabølle. JVJens.IV.147. han stævnede forsigtigt frem (i klitterne), for Sandflugten forvirrede ham. MylErich.S.35. Sognets gamle stævner til Kaffegilde. HeeAnd.AH.16.   (l. br.) om ting. *den længste Dag paa Jord, | mens Solen henad Junihimlen stævner. Drachm.DJ.I.50. (sj.) om vækst: *ei meer paa mine (dvs.: Libanons) Aase | Stævner Cedren rank i Sky. Grundtv.Krøn.6. m. tanke paa bevægelsens slutning: *Haardt det (dvs.: et spyd) mod Porten stevned, | Saa det i Bierget klang. Oehl.ND.60.   i videre (uegl.) anv. *Som Fædrene stiled, vi stævne. Grundtv. PS.VI.423. *Hjertet foer af Dødens Dvale, | I Livets Kamp det atter freidigt stævner. Winth.I.85. vi (talte) om at stævne ud i Verden og kæmpe og vinde. VKorfitsen.F.13. Hun var rasende. Hun var ramt. Og nu stævnede hun mod et Opgør. TomKrist.Vi.140.   talem.: stævne efter evne (glda. d. s. (PLaale.nr.1143); muligvis egl. til II. stævne 2.4 i bet. “indbyde gæster”; jf. I. Stævne 4) se I. Evne 5.1. sml. ovf. sp. 812^25f. samt: *Saa vi stile, saa vi stævne | Efter Art og efter Evne. Grundtv.PS.VI.230.

IV. stævne, v. [ˈsdæunə] -ede. vbs. -ing (Landhuushold.VII.176. Wagn.Tekn. 454. HavebrL.⁴II.867) ell. † -else (Gram. Nucleus.80). (ænyd. d. s.; vel afl. af ænyd. stafn, træstub (se I. Stavn), ell. sammenhørende m. II. stavne, V. stævne; sml. II. stubbe 1, styne, II. styve; maaske m. tilknytning til ell. sammenblandet m. II. stæmme, jf. no. og sjæll. stemme, kappe træer, grene (vAph. (1764).661. UfF.); fagl. ell. dial.) m. h. t. træ: hugge grene og top (ell. hele stammen) af, for at der kan skyde friske skud op igen, ell. for at give træet en passende form; navnlig m. h. t. poppel og andre træer ell. buske, hvis grene i ældre tid anvendtes til gærdsel (jf. ogs. Stævne-eg, -skov, -træ 1). Helt.Poet.3. Risbøgen . . som den haarde Øxe stævnede. JBaden.Horatius.I.363. Junge. Pilene var stevnede til Roden og havde skudt tykke Buske. JFibiger.(Diod.)MS.276 (jf. rodstævne). to høje stævnede Popler. PEBenzon.P. 39. Saavel paa Hegn som inde i Skoven stævner man . . Hassel hvert 6–12 Aar, efter som de skal give Gærdsel, Tækkekæppe, Faskiner (osv.). Sal.²X.947.   (l. br.) i forb. med af, m. de afskaarne grene som obj. Stevner greene af træerne. Rostgaard.Lex.S287c. OrdbS.(sjæll.). stævne af: Stevner toppen af. Rostgaard.Lex.S287 c. Gram.Nucleus.1771.   billedl. *Et stævnet Rige blev hans (dvs.: Chr.IX's) Lod. Rich.BD.4. *Den Mand, der virkeligt vil Kvinden eje, | maa som en Gartner al sin Indsigt bruge, | maa stævne vilde Skud og Ukrudt luge. Drachm.FÆ.121.

V. stævne, v. [ˈsdæunə] -ede. vbs. -ing (se III. Stævning). (ænyd. stefne, oldn. stefna; maaske til det u. I. Stav nævnte adj. m. bet. “stiv”; jf.: Stefne . . at blive stîf, som en blok. Moth.S752. stævne . . og stævnes . . størkne, f. Eks. om smeltet Vox eller Talg. MDL.; ell. sa. ord som (sideform til) II. stavne, IV. stævne, jf. ogs. IV. stuve 3, II. stæmme; nu næppe br.) (bringe til at) standse. 1) trans.; vistnok kun m. h. t. vand: stæmme op. Hvo som fælder Vand af sit sædvanlige Løb, og Rende . . hand skal stævne det til igien. DL.5– 11–7. stefne vand. Moth.S753.   stævne strømmen, se u. III. stævne 1.2. 2) intr.: holde op. Qvæget stævner aldrig (holder ikke op) naar det faaer godt Æde. Junge.