-hørig, i ssgr. [-ˌhø^?ri] (afl. af høre; jf. hørig) som sidste led af ssgr., der svarer til forbindelser af høre med adv.   (jf. -hør) til høre 1, fx. tunghørig.   til høre 10, se didhørig, hidhenhørig (u. hidhen), samhørig, jf. Hjemhørighed (sml. ogs. over-, tilhørig).

 hørig, adj. [ˈhø·ri] adv. (sj.) -t ell. † -en (Moth.H389. Rahb.E.I.239). (ænyd. hørrig, hørugh, fsv. hörogher; efter mnt. horich, ty. hörig; til høre 6.2; nu især arkais.) som lystrer, adlyder en ell. finder sig i, bøjer sig under ens magt, herredømme; lydig; underdanig; ogs.: som befinder sig i et (især: ufrit) afhængighedsforhold til en; undergiven; ufri; spec.: livegen; hoveripligtig. (de), som herudi ikke vare Albino hørige, bleve frelsede. Holb.Herod. 236. Lyder Eders Veiledere, og værer dem hørige (Chr.VI: underdanige; 1907: retter eder efter dem). Hebr.13.17. *hør dog! I skal min Tro være hørig! Hrz.VI. 12. Slaveejeren udbyttede Slaverne, Godsejeren de hørige Bønder. GBang.S.8. uegl.: Jeg erkendte mig ene, og derfor måtte også mit Måltid være ensomt . . Jeg var derved en hemmelig Røst hørig. Kidde. H.378.   ofte i (tautologisk) forb. m. lydig. (degnene) skulle være deris Sognepræster hørige og lydige. DL.2–15–6. Der staar vel i Ritualen, at du skal være din Mand hørig og lydig. Holb.Jep.I.1. Baden. JurO.I.234. *Bonden, der før var hørig og lydig, | Stoler nu paa Kongen og sætter sig op mod | Ridderne. Hrz.XI.24. uegl.: Omsorg for Legemets Conservation, er efter den Nordiske Philosophie, at være sin Appetit hørig og lydig. Holb. Hh.II.479.   substantivisk. man (skal) ikke uskyldigt hæfte for hvad ens hørige begår . . har den skyldige handlet af eget påfund, kan man sige sig løs fra ham. Grønb.LN.92. HjGammelgaard.Vejviseren. [1919].9. Sal.²XII.150. uegl.: (Goethe) forlangte ensomhed, men en ensomhed der er omgivet af klienter og hørige. Grønb. RS.84.