TykkeTykke, no. 2) – (mnt tuck) rænke; met onde tøcke oc støcke, met falsk oc suig. Pall, Skr I. 26421, jf s. 289. – Jf god-, himmel-, velt. Vis mere +
TykkeTykke, no. (isl þ;ykkja) 1) skøn, mening; som thennom atskijlde haffue effter gode ments tycke (1489). Hüb I. 69; paa eth giettelsze oc tyckæ løber thallit paa hestenne wedt 4 hundret heste. Allen 31; som han hadde (effter sin tycke) wel vndslaget seg for den første tiltale. TH 16; Heg 91; i tænke, at jeg af redsel giver min tykke og mening tilkiende. VdSv 129; Rch 22, 40; haffde skiifftt effther theris egenn thøcke (1594). Rsv IV. 422; – naar jeg blifver kaldet frem at sige mit tycke. BT II. 143 (jf MbO). Ik. HøjsgG § 17; vAph I. 729 b. Jf sv tycke. – flt. ; T 36 (ovf. III. 733 a9). – på t. ɔ: efter skøn; JB havde udlagt ham tvende gårde i E »paa tøcke« (1556). SR I. 204. Jf tokke. 2) vilje, lyst; modstaa fiendernis mact oc tycke. Psd I. 143 b; ieg vill forsøge min løcke, om dit kand gaa effter min thycke. Dmdo 57. – forlade sine listige oc onde tycke. HWR 75v (= nt schalckheit. udg 1549 68). – især i forb. gode t.; giffue ether hiurdher effther myn godhe tyckæ. T 10 (jf Jer 315, 1550: effter mit hierte); TP d 6v (ovf. III. 34 a3, l. tycke); din gode tycke lad fare. Psd I. 97 b; det giorde ieg aff min gode tycke. VdP 54v; – att wij med samme hellige scrifft mue trøste oss emod alle wore egne falske gode tycke. TVd 9v. Jf sv godtycke. 3) samtykke, velvilje; haffue ynde, tycke oc behaff. PE 455; ieg vill raade mett min fader och saa met frenderne mine, giffver de deris tycke der-till. DgF IV. 324 b. Jf mis-, sam-, ut.Tykkebo[ø]d(e), no. vilkårlig fastsat bøde; M; – tykke-bøder, saa kaldtes fordum poena arbitraria. PSO II. 184. Vist kun en uret forkl. af æn þ;okkabót, jf Schlyter 754. Jf bod 3) (I. 238 a).Tykke, go. (isl þ;ykkja) 1) synes, forekomme; om oss kunnæ tøckæ nyttæ waræ (1415). Rsv* V. 91; megh tøcker, iech them kenne skal. RD I. 67 (= mech tickis. RD II. 189); RD III. 6215 (ovf. IV. 400 b26); tycker dem saadant at vere wmueligt. Sak 86. – dat. (isl þ;ótti); thettæ wor thøm meth wrættæ scheeth, som thøm thatæ (1417). DM I. 368; ther thotte oss swo skælligh om ware (1425). DM4 I. 357 (= tycktis. Hvf IV. 374); mik tottæ edher at bindhe negh. 1 Msb 377 (ÆB; 1550: tøckte); det taatte mig icke at være gaat skel. HWR 89; (1564). DM3 II. 82 (ovf. II. 153 b38); – ther tøtte oss saa om (1425). SRD VI. 514 (flgd. o. ovf. II. 34 b14); RD I. 67, 255 (ovf. III. 280 a36, II. 771 b43); meg tøttæ, at the thz tiæntæ well. Rkr k 2; – ded tøtte hannom were stuor meenn. DgF IV. 307 b; – hannum tøckæde, at liøgen wille grybæ æfter hans falk. RD III. 1669 (= tøchte. CP V. 11314, jf ovf. IV. 415 a1); meg tøgte, ieg var udi himmerig. DgF I. 276 a (= mig thogte. sst. 304 b; ieg tøcte. sst. 290 b); (1552). Rsv I. 173 (ovf. u. eftermålsmand). Jf Varming § 218, 224, Thors 74, Jensen, Vendelbomål § 655, Kok I. 130. – lf. i samme bet. (fsv þ;ykkias); huilcket tyckes eder at vere bæst. VdS 142. – lade sig t. (t sich dünken laszen) ɔ: mene, især bilde sig ind, hovmode sig af; de lode seg tycke, att dett wor wel bestillet. TdmH a 8v; lade mange sig tycke, at de ville helder staa hoss haffuit, end at de ville vere met vdi skibet. PlSk a 7v; der som i ere en forstandiger mand, som i lade eder tycke oc mig vel siunis. VdS 380, 142; alt skal hand nyde vel god en lycke, lader ieg mig tycke. Rch 57; – om noger anden lader sig tøcke, at hand kand trøste sig vti kødet. Fil 34 (1524, CP, 1550; 1607: siunes); PE 455; CP IV. 39612-13; lade dem end dog tycke, at de gøre saare ræt. HWR 126 (= nt laten syck bedüncken. udg 1549 115); Lyndsay 78v (ovf. III. 521 b50); et hidsigt gemyt lader sig noget tycke oc vredis strax, naar noget gaar hannem imod. BT II. 76; ingen lod sig tycke noget frem for anden, men alle med stor ydmyghed ... HiørP b 1; som lader sig tykke at være ung. PSO II. 12; I. 189 (ovf. IV. 258 b21). Jf betykke samt ovf. II. 718 a40 ff. 2) mene; - hwer tycker sit got wære. PL** I. nr 312, 555; thet tycker man at wære goth, meth williæ skeer. PL** I. nr 941; han torff icke helder frøcte faar synden, om han ellers tøcker hende ille at vere. CP IV. 3655. – lf. i samme bet.; se ovf. III. 739 b13-14; hver fugl tykkes, at hand selv synger vel. PSO I. 37 (mulig i bet. 1, jf sst. 217: mig tykkes). Jf Fritzner2: þ;ykkia 2) spalte a51. – t. om ɔ: synes om, finde behag - i; syntis de BR lod meere tyche om mig end om nogen af alle de andre. Monrad, Selvbiogr 45. Jf be-, for-, mis-, samt.; tokke. Tykke, go. 1) – lf; tyckis hannem bedre att forekomme den. ComD § 813.Tykkelse, no. = tykke 1); existimatio, tyckelse eller menelse. CPV.Tykkelse, no. i nuv. bet.; Etym 257 (u. crassities); effter lige tyckelse oc lengde. Fdg 2/9 1628; Jm 237 (ovf. V. 82 a46).Tykkelse, no. Jf sam-, velt. Vis mere +
TykkeTykke, go. (isl þ;ykkja) 1) synes, forekomme; om oss kunnæ tøckæ nyttæ waræ (1415). Rsv* V. 91; megh tøcker, iech them kenne skal. RD I. 67 (= mech tickis. RD II. 189); RD III. 6215 (ovf. IV. 400 b26); tycker dem saadant at vere wmueligt. Sak 86. – dat. (isl þ;ótti); thettæ wor thøm meth wrættæ scheeth, som thøm thatæ (1417). DM I. 368; ther thotte oss swo skælligh om ware (1425). DM4 I. 357 (= tycktis. Hvf IV. 374); mik tottæ edher at bindhe negh. 1 Msb 377 (ÆB; 1550: tøckte); det taatte mig icke at være gaat skel. HWR 89; (1564). DM3 II. 82 (ovf. II. 153 b38); – ther tøtte oss saa om (1425). SRD VI. 514 (flgd. o. ovf. II. 34 b14); RD I. 67, 255 (ovf. III. 280 a36, II. 771 b43); meg tøttæ, at the thz tiæntæ well. Rkr k 2; – ded tøtte hannom were stuor meenn. DgF IV. 307 b; – hannum tøckæde, at liøgen wille grybæ æfter hans falk. RD III. 1669 (= tøchte. CP V. 11314, jf ovf. IV. 415 a1); meg tøgte, ieg var udi himmerig. DgF I. 276 a (= mig thogte. sst. 304 b; ieg tøcte. sst. 290 b); (1552). Rsv I. 173 (ovf. u. eftermålsmand). Jf Varming § 218, 224, Thors 74, Jensen, Vendelbomål § 655, Kok I. 130. – lf. i samme bet. (fsv þ;ykkias); huilcket tyckes eder at vere bæst. VdS 142. – lade sig t. (t sich dünken laszen) ɔ: mene, især bilde sig ind, hovmode sig af; de lode seg tycke, att dett wor wel bestillet. TdmH a 8v; lade mange sig tycke, at de ville helder staa hoss haffuit, end at de ville vere met vdi skibet. PlSk a 7v; der som i ere en forstandiger mand, som i lade eder tycke oc mig vel siunis. VdS 380, 142; alt skal hand nyde vel god en lycke, lader ieg mig tycke. Rch 57; – om noger anden lader sig tøcke, at hand kand trøste sig vti kødet. Fil 34 (1524, CP, 1550; 1607: siunes); PE 455; CP IV. 39612-13; lade dem end dog tycke, at de gøre saare ræt. HWR 126 (= nt laten syck bedüncken. udg 1549 115); Lyndsay 78v (ovf. III. 521 b50); et hidsigt gemyt lader sig noget tycke oc vredis strax, naar noget gaar hannem imod. BT II. 76; ingen lod sig tycke noget frem for anden, men alle med stor ydmyghed ... HiørP b 1; som lader sig tykke at være ung. PSO II. 12; I. 189 (ovf. IV. 258 b21). Jf betykke samt ovf. II. 718 a40 ff. 2) mene; - hwer tycker sit got wære. PL** I. nr 312, 555; thet tycker man at wære goth, meth williæ skeer. PL** I. nr 941; han torff icke helder frøcte faar synden, om han ellers tøcker hende ille at vere. CP IV. 3655. – lf. i samme bet.; se ovf. III. 739 b13-14; hver fugl tykkes, at hand selv synger vel. PSO I. 37 (mulig i bet. 1, jf sst. 217: mig tykkes). Jf Fritzner2: þ;ykkia 2) spalte a51. – t. om ɔ: synes om, finde behag - i; syntis de BR lod meere tyche om mig end om nogen af alle de andre. Monrad, Selvbiogr 45. Jf be-, for-, mis-, samt.; tokke. Tykke, go. 1) – lf; tyckis hannem bedre att forekomme den. ComD § 813.se i sammenhæng Vis mere +
TykkeTykke, no. 1) (n tjukke) tykkelse; er hver pille udi sin højde og tykke (1645). HT6 V. 472 (fl. g. sst.). 2) tykning; huor de mest krat oc tycke viste. Lyndsay 21; dumetum, tiørne, tycke, krat. Etym 341; dette slags iordarfve voxer gierne udi tycke oc iblant tornene udi skofwe. FD 17 D; M. Jf ege-, stigtyk(t).se i sammenhæng Vis mere +