DykkeDykke, go. i nuv. bet.; Etym 736 (u. mergo), 1478 (u. urino); Steph II. 883, 1446. – d. sig ɔ: bøje sig; de mue alle sig vnder bagtalis regimente dycke. Heg 244. Jf underd., dukke.Dykand, no. = dukand? MP 255 (= qverqvedulæ); Dict (= columbus). Vis mere +
DykkeDykke, no. en svømmefugl; falcken oc dycken. 3. Msb. 11.17 (1607, 1647); P. Syv i Rostgd. Manuskr. nr. 21. 4to (jvfr. Suhm, Saml I. 2. 140). Formodenlig = nuv. dykker, der allerede findes i Colding, Etymol. 737.Dykke, no.; mulig tejst (uria grylle), jf DSt 1909 61, 54.Dykkere, no. dykker; Siguord en vnderlig dyckere. Vedel, Saxo. 409; en dyckere kand ogsaa svemme under vandet. Comenius, Orbis pictus. 258. Smlgn. dukkere.Dykkere, no. 2) svømmefugl; komme de strandfugle, dyckere mangfoldige aff stranden. Flemløs § 319, 317 (ovf. I.* 36 b4); se ovf. I. 408 a8; graa vildgaas, dykkeren. Wiel III. 168. Jf DSt 1909 60; strandd. Vis mere +