u-skelnelig, adj. [-ˈsgæl'nəli] (jf. skelnelig; især , l. br.) som ikke kan skelnes. 1) (jf. skelnelig 1) om synsobjekt ell. lyd: som (p. gr. af ydre hindringer olgn.) ikke kan opfattes af sanserne ell. identificeres; ukendelig. Næsset . . ligger uskelneligt i den dybe Sne. Norman-Hans. IJøklensFavn.(1912).102. de 26 Sølvstykker (er) endnu uskelnelige af Ir. BerlTid.²¹/₈ 1934.M.7.sp.5. jf. umærkelig: Der var en næsten uskælnelig Mindelse i hendes Tanker. Lauesen.GlædensDag.(1933).73. 2) (jf. skelnelig 2) som ikke kan adskilles fra andre lignende ting. (byens) ni fuldkommen lige og fra hinanden aldeles uskiælnelige Hovedgader. Bagges.L.II.312. September kom glidende . . uskelnelig fra August. EhrencrKidde. Historien om min Moder.(1933).241.