ud-røre, v. [-ˌrö^?rə] vbs. -else (Amberg. VSO.) ell. (nu især) -ing (Saaby.⁷) ell. † -ning (s. d.). 1) (fagl., især kog.) faa noget til at opløse sig og optages i noget andet ved omrøren; røre ud (se III. røre 17). en simpel Sauce af koldt udrørt Smør til (artiskokkerne). Gylb.(Heib.Fam.119). Man anvender (ved oliemaling) Farvestoffer, som er udrevet i Linolie, og udrører dem . . med Fernis. OpfB.³IV,1.110. man udrørte Honning i Brændevin i en Kop eller Tinskaal og drak deraf. Bornh Haandv Er.117. Mel og Mælk udrøres til en Jævning. Bagning.70. 2) (nu sj.) røre, rage om i. dersom Byg-Sæden endnu for første Kastning ikke er bleven af med Avnen, saa maae man igien kiørne, udrøre og omkaste den. JPPrahl.AC.82. hertil (?): hans Øl, og især den Fjerding, han selv drak af, var udrørt, hvilket han mente, var foraarsaget af Troldene. Sv Grundtv.DF.I.172.