Tve-kamp, en. flt. -e ell. † -er (LTid. 1741.685. Schousbølle.Saxo.219.293. LTid. 1761.280). (efter ty. zweikampf; jf. -kampe, -kæmpe; især om forhold i oldtid og middelalder) kamp mellem to enkelte personer; duel; enekamp. “kaldes en duel.” Moth.T129. I vore Dueller og Tvekampe, som anstilles for personlige Fornærmelsers Skyld . . seer man ingen Helte. Mall.SgH.275. *Du fordrer ham til Tvekamp? Enekamp er al | Den Strid, som denne Jothun (dvs.: Stærkodder) drager Sværdet for. Oehl.V.298. Tvekamp er en ægte oldnordisk Sædvane; og det skulde glæde mig, om de tvende Kæmper vilde bestemme sig for en ordentlig Holmgang. Blich.(1920). XXIV.158. (jeg) kastede min Handske til ham og udædskede ham til en Tvekamp om Land og Krone. Bredahl.IV.48. DanmRig Hist.I.476.   billedl. *Det var en Tvekamp underfuld | Da Liv og Død de brødes (dvs.: ved Kristi død og opstandelse). Grundtv.SS.I. 500. (Michelangelo var) vant til at bruge de stærke Hænder i lidenskabelig Tvekamp med Marmorstenen. Brandes.MB.152.

tve-kampe, v. (jf. III. kampe; sj.) d. s. s. -kæmpe. Rothe.OmHierarkiet.II.(1779).486. jf. Geneal. og biogr.Archiv.(1840-49).67.