III. svære, v. [ˈsvæ·rə] (ogs. skrevet sværge. Moth.S941. jf. u. I. besvære). -ede. (til II. svær; jf. ty. schweren samt besvære; sml. Sværelse) 1) † til II. svær 1: gøre tung; tynge. “ei meget brugeligt.” Moth.S941. 2) (sj.) til II. svær 2.5; i pass.: blive fed, tyk. de saa hende udvikle sig med rivende fart, hun sværedes, dæmpedes og falmede. Hjortø.Kærligheds spind.(1920).33.

I. sværge, v. [ˈsvɐ̤rɋə] (Høysg.AG.169) ell. (nu kun gldgs. ell. dial., jf.: “i daglig Tale.” VSO.) [ˈsvæ·rə] sml. skrivemaaden svære. DL.1–13–8. 1Sam.20.17 (Chr.VI). Holb.Kandst.I.1. Slange.ChrIV.5. PAHeib. US.575. Muusm.F.117. jf. FDyrlund.Uds. 68. Thorsen.43. Esp.§174. Feilb. samt Moth. S956.   præs. -er ell. (uden for dial. kun arkais. ell. gldgs., jf.: “i daglig Tale.” VSO. MO. samt Mikkels.Sprogl.209. EJessen.Gram. 125) svær [svæ^?r] (DL.6–2–1. Matth.23. 16(Chr.VI). Holb.Kandst.I.5. Olufs.GD.142. PAHeib.Sk.I.128. Grundtv.PS.II.90. JPJac. (1924).9.170. Bergstedt.Sange fraBabel.(1929). 65. jf. Kort.168. Feilb.   præt. svor [svo^?r] (jf. Høysg.AG.75) ell. (uden for dial. nu kun gldgs., jf.: “udtales ofte soer.” SBloch. Sprogl.225. “i daglig Tale.” VSO.) sor [so^?r] (Marc.6.23(Chr.VI). Holb.11J.II.5. Brors. 79. Ew.(1914).I.253. Bredahl.I.17. NMPet. IV.441. jf. Gadeordb.¹437 samt Kort.171) ell. (l. br.) m. svag bøjning sværgede (“I det kjøbhvnske Talespr., meest dog hos den Udannede.” Levin. Skuepl.117)   part. svoret [ˈsvo·rət] ell. (uden for dial. gldgs.) soret [ˈso·rət] (DL.5–10–8. 1Mos.26.3 (Chr.VI). Hummer.JS.II.82. Høysg.S.305. PAHeib.Sk.I.57. Hrz.IV.192. Wied.LO.273. jf. UnivBl.I.368. Halleby.200. Flemløse.161 samt Feilb.), ogs. svoren (Man skulde svoren. Tode.IX.395. smst.251. jf. Feilb. nu især som adj. i fk., se bet. 5) ell. (uden for dial. gldgs., jf.: “i dagl. Tale.” VSO. Gadeordb.¹437) soren (PNJørg.S.154. Rantzau.D.Nr.15. jf. Feilb. samt forsoren; ogs. (dial.) efter have: PNJørg. ER.4. FDyrlund.Uds.68; især som adj. i fk., se bet. 5). – sj. svort [svo^?rd, svor'd] (KMich. SSF.197. jf.: *den helvedsvorte (pagt). Ing.RSE.III.14). – (l. br. uden for dial., jf.: “i Kbh.” Levin. “urigtigt.” sa.) m. svag bøjning: sværget (Gylb.B.51. Drachm.KK.151. Esm.II.237. Kyrre.(IslSagaer.III.212). jf. Flemløse.161).    vbs. -else (Moth.S958. vist kun i ssgr. som Sammensværgelse). (ænyd. sver(g)e, æda. swær(i)æ, sv. svär(j)a, no. sverge, oldn. sverja (præt. s(v)ór, svarði), eng. swear, ty. schwören, jf. got. swaran; besl. m. I. Svar; jf. Sorenskriver) 1) (især jur.) afgive en højtidelig erklæring, navnlig under visse bestemte former (paaberaabelse af en højere magt (gud), noget helligt), om, at ens udsagn er sandt; aflægge ed (I.1.1), især over for en ret ell. anden offentlig myndighed. (ofte i forb. m. præp.-led, der angiver det, man paaberaaber sig, især i udtr. som sværge ved ell. † om (DFU.nr.6.15. Moth.S957. *De svor om Gud om Siæl og Troe | De kunde vidne dette. Schandrup.T1^r. Cit.1745.(Vider. II.372)) gud olgn.; se ogs. sværge paa u. bet. 1.5).    1.1) i al alm. den, der ikke far med Sandhed, og som ikke staar til troendis uden Sværen. DL.6–2–1. I skulle aldeles ikke sværge (Chr.VI: svære); hverken ved Himmelen, thi den er Guds Stoel, ei heller ved Jorden, thi den er hans Fodskammel. Matth.5.34. “Er det sandt som du siiger . .?” – “Ja jeg svær ved alt det som helligt er.” Holb.Ul.IV.7. “Vi tilbyder os . . med oprakte Fingre at beedige vor U-skyldighed.” – “Enten I svær eller en Hund giøer, det kommer paa et ud. Man tilstæder ikke slige Folk (dvs.: troldkarle) at sværge.” sa.Hex.IV.10. jeg svær ved min Ære. Skuesp.V.202. *Jeg svær ved Tor og Odin. Grundtv.PS.II.90. vi skulle frygte og elske Gud, saa at vi ved hans Navn ikke bande, sværge, gjøre Troldom, lyve eller bedrage. Katek.§20. lægge sin haand under ens lænd og sværge, se Lænd 1. sværge (sig) om men, se I. Men 3. sværge ved sin salighed, se Salighed 1.1.   i forb. m. adv. sværge dyrt, se II. dyr 3. sværge falsk ell. falskelig(en) olgn., aflægge en bevidst urigtig ed. I skulle ikke falskeligen sværge (Chr.VI: falskeligen svære; 1931: sværge falsk) ved mit Navn. 3Mos.19.12. Dersom noget Vidne skulle . . svære falsk . . hand skal . . straffes paa sine to Fingre. FriderichIV'sKriigs-Artikels-Brev.[efter1703]. 24. efterdi de forlade sig paa de livløse Afguder, saa vente de ikke nogen Skade af, at de sværge falsk (Chr.VI: svære ilde). Visd.14.29. sværge højt, se II. høj 6.3.    1.2) m. udsagnet (løftet) som obj. (vidnerne) skulle svære med oprakte Fingre, at de vilde sige Sandhed. DL.1–13–8. Man agter icke hvad en Spion svær. Holb.Mel.III.4. i Danmark benyttes (flg. edsformular): “At den af mig afgivne Forklaring er overensstemmende med Sandheden, det sværger jeg, saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord.” Sal.²VI.697. m. overgang til bet. 2, i forb. m. love: Røse.Bygevejr.(1892).50. Nævningerne (svarer): “Det lover og sværger jeg, saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord.” LovNr.90¹¹/₄1916.§866 (ændret i LovNr.212¹/₁₀1936: Det lover jeg paa Ære og Samvittighed).   m. Ed olgn. som obj. (jf. u. I. Ed 1.3); ofte i tilfælde, der kan opfattes som bet. 2. Hvert Menniske, som vil svære nogen Eed, skal opløfte tre Fingre. DL.Vidneed. Aar 1671 har Indvaanerne, efter Kong Friderich den Tredies Død, soret Kong Christian den Femte Huldskabs og Troskabs Eed. Thurah.B.259. JPJac.I.155 (se u. Helgensed). sværge Faneed. D&H. sværge mened, jf. Mened. sværge troskabsed, se Troskabsed.    1.3) (jf. bet. 5.2 slutn.; jur., foræld.) afgøre en sag ved ed; navnlig om sandemænds (1) afgørelser. Sandemænd maa ej svære om Ejendom, eller imod Lavhæfd, eller imod Sandemænd, som tilforn soret have. DL.1–16–14. Hvor Sandemænd have soret Skiel een gang, og Steenene ere siden blevne optagne, der skulle Sandemænd dog ikke med Eed sette Steen, naar de paaeskis til Tinge. smst. 5–10–9.   sværge en noget fra ell. til, frakende ell. tillægge noget ved edsaflæggelse; m. refl. hensobj.: svære sig en geld fra. Moth.S956. sværge sig en Arv til. VSO.   sværge en noget paa ell. sværge en noget paa haand (Skautrup.JL.113), beskylde en for noget med ed. Stampe.II.241. KofodA.II. 805. VSO.    1.4) (nu sj.) i forb. m. for: indestaa for nogen ell. noget med ed; ogs. (jf. bet. 3.1): garantere ell. indestaa for (paa højtidelig maade); svare for. Jeg vilde have soeret for dend Pige (dvs.: m. h. t. hendes uskyld), thi hun seer ud saa skikkelig og saa peen. Holb.Bars.III.5. Jeg for min Deel veed mig ganske fri; men M. kan jeg ikke sværge for. Tode.IX.240. VSO.   i forb. m. nægtelse, i udtr. som det vil jeg ikke sværge for, det vil jeg ikke benægte; det vil jeg ikke forsværge. “Jeg frygter . . at han bryder sit Løfte for at gifte Jomfruen med en Rangs-Person.” – “Jeg svær min Troe ikke derfor.” Holb.HAmb.I.5. jeg tør ikke sværge for, at hand jo giør det engang paa egen Haand. Gram.Breve.94. “hvor let kunde det hænde sig, at han giorde sig kun lidt Samvittighed over at beholde (pengene).” – “Det er noget, som intet er at sværge for.” Skuesp.V.112.    1.5) i forb. m. paa; dels m. h. t. det, man aflægger ed ved: røre ved, holde om under edsaflæggelsen; ogs. (nu næppe br.) m. h. t. det, man paakalder, paaberaaber sig: sværge ved. (den hollandske studekøber) pudsede (mig) og soer hand da paa sin hollender Salighed; at hand gav mig meer, end hand skulde give en anden. Holb.11J.I.1. jeg sværger det, paa dette Kors, paa min gamle Faders hvide Haarlok. Heib.Poet.XI.159. sværge (med haand) paa bibelen, se Bibel 1.1. sværge paa salt og brød, se I. Salt 1.2. sværge paa et sværd, se II. Sværd 1.2.   dels m. h. t. udsagn ell. (jf. bet. 2.1) løfte, der bekræftes med ed; i videre anv. (jf. bet. 3.1) som udtr. for, at man lover ell. forsikrer en noget. (især m. flg. at-sætn.). svenden (lagde) sin haand under Abrahams sin herres lend, og soer ham paa denne handel (1871: tilsvoer ham om denne Sag; 1931: svor ham Eden). 1Mos.24.9 (Chr.VI). Jeg kand svære paa, at mit Hierte sidder mig i min Hals. Holb.Kandst.I.1. *De kom mig for, det svær jeg Eder paa, | at ligne Furier. Trojel.I.180. du vilde have sværget paa, at det ikke havde været Therese. Gylb. B.51. Hun fortalte, at hun kunde finde Dyrenes Spor . . under den dybeste Sne, “det ka' I sværge paa, jæ ka'.” Rist.FT.19. † sværge paa løgn: han haver fundet Noget, som var tabt, og lyver om det og sværger (Chr.VI: svær) paa Løgn (1931: aflægger falsk Ed). 3Mos.5.22. Høysg.S.101.   dels (nu næppe br.) m. h. t. andres udtalelse, m. h. t. trossætning olgn.: forpligte sig til at antage ell. rette sig efter; følge; slutte sig til. En læg Mand turde ikke tænke. Blindt hen maatte han troe hvad Kirken bød, og sværge paa dens Lære uden at prøve den. Kampm.ChrIII.234. JBaden.DaL. sværge paa en mesters ord olgn., (jf. lat. (Horats) jurare in verba magistri; sml. Kierk.VII.52) som udtr. for ukritisk autoritetstro. Leth.(1800). Rahb.Tilsk.1819.92. 2) love ell. forsikre en noget og bekræfte dette med ed ell. paa højtidelig maade.    2.1) m. obj., der betegner løfte ell. forsikring: love ell. forsikre edelig; i videre anv. (jf. bet. 3.1): afgive løfte; erklære; ogs.: love sig selv; ofte m. hensobj.: tilsværge. det land . . som Herren haver soret (1871: tilsvoret) eders fædre. 5Mos.1.8 (Chr.VI). sværger (Chr.VI: sværer) mig (1931: Sværg mig til), at I ikke ville anfalde mig. Dom. 15.12. *Veedst du hvad du troer? | Og hvad du i Daaben soer. Brors.79. Efter at de adskillige Gange havde prøvet Styrke sammen, forligde de sig og soere hinanden Venskab. Mall.SgH.454. *Forsamler eder om mig, Bondemænd! | Og sværger paa min store, tunge Hammer | Hakon den Ondes Fald. Oehl.III.71. *Ved Ham (dvs.: gud) . . | Jeg sværger Dig, at Sandhed | Min Mund beretted. Winth.VII.96. Man . . svor alle de andre Partier Død og Undergang. Lindskov Hans.G.147. sværge en huldskab (og troskab), mandskab, tro, troskab, se Huldskab osv.   sværge ved sig selv, spec. (bibl.) om gud. Es.45.23. Den Herre Zebaoth haver svoret ved sig selv; jeg skal visseligen fylde dig med Mennesker. Jer.51.14. Ew.(1914).I. 253.   (foræld.) aflægge løfte om at ville overholde visse regler og forskrifter. jf.: Vil nogen være Borger i nogen Kiøbstad, da skal hand giøre sin Eed for Borgemester og Raad . . De skulle holdis for Borgere . . som saaledis deris Borgerskab soret have. DL.3–3–2. sværge over lyset, se I. Lys 7.4.    2.2) (nu kun foræld. ell. arkais.) m. obj., der betegner den (ell. det), der aflægges ed til: give edeligt tilsagn; især: aflægge troskabsed til; love at være lydig. Israels børn havde soret dem (dvs.: lovet dem fred; 1871: tilsvoret dem). 2Sam.21.2 (Chr.VI). (kongen) tvang en Hob Tydske Ryttere til at sværge sig paa nye, og da Eeden var aflagt, lod han dem . . alle halshugge. Holb.DH.II.452. Paa Sessionen blev det unge Mandskab taget i Ed (det kaldtes “at sværge Kongen”). PhR Dam.FI.42. Skipper Klemens . . lod sig sværge og hylde af Bønderne. JVJens.HH. 206.   † sværge fanen, (jf. sværge til fanen u. bet. 2.3) aflægge faneed. Moth.S956. EPont.Men.III.64. overf.: vi er ingen Nyplantede (dvs.: nys omvendte) . . som hâr nylig soret Fanen. Hummer.JS.II.82. se endvidere u. I. Fane 2.    2.3) i forb. m. til; dels i forb. sværge en noget til, højtideligt love ell. forsikre en noget; (nu alm.:) tilsværge. (især m. flg. at-sætn.). hand har soret ham døden til. Moth.S957. jeg svær Jer til, om I mukker et eneste Ord, skal jeg valke Jer. Olufs.GD. 142. *Saa sværger jeg dig paa Korset til, | At aldrig jeg dig forstøde vil. Winth.IV.155. “Du har ingen andre holdt af der ovre, slet ingen?” – “Nej, jeg sværger Dig til!” Reinhard.FC.143. Dom.15.12(1931; se u. bet. 2.1).   dels (jf. bet. 2.2) uden obj., i forb. sværge til noget, egl.: love, tilsværge lydighed; næsten kun overf.: med begejstring slutte sig til; hylde; tro blindt paa. en selvstændig Nationalskole, der, uden at sværge til nogen fremmed Autoritet . . vilde søge det Sande. SkVid.NySaml.X. alle sværger de til vor fælles Sag. IJohans.J.94. de fleste (læger) sværger til eet Lægemiddel. BilleskovJ.H.I. 159. sværge til en fane (jf. u. bet. 2.2). 1. (⚔, foræld.) aflægge faneed. (der) affordres (krigsmanden) en særskilt Eed . . og kaldes dette . . at sværge til Fanen. Og tager han her Gud til Vidne paa, at han vil være Kongen, Fædrenelandet, og dets Love tro og lydig. HBlom. Katechismus f. den Danske Krigsmand.(1829).19. MilConv.VII.509. 2. overf.; se I. Fane 2. 3) videre anv. af bet. 1-2.    3.1) erklære ell. paastaa noget paa indtrængende maade; udtale med overbevisning; sige udtrykkelig. “Hvad forhaabning gav (prokuratoren) . .” – “Dend samme, som hand gav Monfrere, thi hand soer for mig, at hand ej kunde bringe det viidere.” Holb.11J.V.8. *Ja for Snue, jeg Dem sværger | Kan jeg knap en Node see. Heib.Poet.VI.55. i hypotetiske udtr., der angiver, hvad man næsten er sikker paa, er lige ved at tro ell. sige: *At det (dvs.: fogeden) Krigs-Guden var, man skulde have soeret, | Thi som en voxen Tyr og Oxe man ham saae, | Blant andet mindre Fæ, blant Faar og Gedder staa. Holb.Paars.94. Hvad hende angik skulde man svoren, at hun havde faaet en fremmed Vifte, saa alvorlig betragtede hun Figurerne. Tode.IX.251.   (jf. bet. 1.4) garantere ell. indestaa for noget; love for. *Han læste Loven . . | og tog Examen, det kan jeg svære. PAHeib.US.575. *Det tør jeg sværge: Naar Intet hun veed – | Ei hun forraader vor Hemmelighed. Oehl. XXX.71.   nu især (uden for dial. gldgs.) i forb. det er soret, som udtr. for, at man lover noget, er enig i noget, betragter noget som afgjort ell. sikkert. “Kan jeg stole paa at I vil tie dermed?” . . “Det er soret!” Heib.Poet.VI.98. H. skal, Pinedød! spise med, Moer! det er soren. PNJørg.S.154. Rantzau.D.Nr.15. “nærige æ di (dvs.: de “fine”) sgu!” – “Men naar ma' ve' 'et, Stine, sætter ma' 'tyrligvis Prisen efter det!” – “Det er soret, Marie, hi, hi!” Wied.LO.273. jf. Feilb. sml. bet. 3.2: nu skal jeg li'godt se op til dig hver Dag, saa sandt jeg hedder Arnold Frederik Andersen, og det er bandt og svort –! KMich.SSF.197. det er svoret og stukket (det), se II. stikke 22.6. det er soren og vist, det er aldeles vist. Dahlerup.SprH.121. (“i Gadesproget”).   (sj.) nævne ell. afgøre med sikkerhed. kom det an paa Blomster og Planter . . saa kunde han næsten sværge deres Navne med lukkede Øjne, naar blot han kom til at fornemme Duften. HuldaLütk.L.I.11.    3.2) (l. br. i rigsspr. uden for forb. bande og sværge) bruge ed(er) paa unødvendig, tankeløs ell. letfærdig maade; bande (IV.2). Hvis Præster . . findis selv at give Forargelse med Sværen. DL.6–2–5. *Hand lagde for ham, nødd' og soor | Som nogen Randers Kone; | Lâr see I madden ej forsmaar. Reenb.Æ.40. en kostelig Apotheker i Runneby (i Bleking), som altid svoer forfærdeligt, og gjerne ved mindst “ti tusand tunnor djevlar högt uppe från Sveriges rika”. Wors.OE.123. (han) truede og svor for at faa hende med ud af Lokalerne. ErlKrist.DH.86. sværge og bande, forbande (sig) og sværge, se IV. bande 2.1, forbande 3.   m. indholds-obj. olgn. (hun) sværger ved Gud paa, at hun ikke vil sige det. TDitlevsen.BF.74. især i forb. som sværge en ed, se u. I. Ed 2 (og Køded).   (jf. bet. 3.1; sj.) bekræfte ell. forsikre ved ed; bande paa. tvende Skelmer, som soer forskrekkelig, at de i Øyeblikket vilde myrde mig, dersom jeg ikke gav dem alt hvad jeg havde hos mig. Pamela.I.367.   i udtr., der bekræfter ell. bruges som omskrivning for en ed. *Jeg faaer sagt (soer hand (dvs.: djævelen)) Magt | Med et Rør, saa skiørt og svagt. Brors.293. Jo, Fa'en dandse mei! græder du, saa so'er jeg! PNJørg.ER.4. Feilb. især i talem. som nu svor Hans Jensen og jeg, se II. jeg 1.1. 4) (l. br.) bringe i en vis tilstand ved at aflægge ed ell. ved at bande.    4.1) i al alm. Du (skal) møde paa Thinget imorgen og sværge ham fri. JHelms.G.207. (jf. bet. 3.2 og ndf. sp. 1336¹¹) i udtr. for forbandelse: bande en ned i helvede. Han svor hende langt hen og gik sin Vej. Rørd.Va.50.   især (jf. bet. 4.2) refl.; dels til bet. 1.1 som udtr. for, at man ved ed befris for en beskyldning, slipper for noget. man forelegger mig en Eed at svære mig fri (dvs.: fralægge mig beskyldningen for at være spion), og jeg svær mig fri. Holb.Mel. III.4. Dersom Det, jeg her siger . . kom ud i Byen, saa svoer jeg mig fra det. Gylb. (1849).IX.171. UfF. talem.: kunde tyven sværge sig fra galgen, blev han aldrig hængt olgn. Mau.10,737. Moth.S957. Holb.DR.I.3. dels til bet. (2.3 og) 3.2, i udtr. for selvforbandelse (forskrivelse til djævelen) ell. (især) for voldsom banden. svære sig fanden i vold. Moth.S957. Han svor sig fra Gud til Fanden paa, at det var sandt. VSO. De vil svær'e sig ned i hede Helved' paa, at der mindst har været fem Mand om det Stykke Arbejde. Muusm.F.117. sværge sig hen paa, se hen 1.2.    4.2) i forb. sværge sig sammen († tilsammen. Schousbølle.Saxo.132), (alm.:) sammensværge sig. Moth.S957. VSO. Halleby. 200.   billedl., om sammentræf af uforudsete omstændigheder, ulykker olgn. alting har saasom soret sig sammen til at giøre mig Fortred. KomGrønneg.III.101. alle Ure (havde) svoret sig sammen; de vilde ikke videre end til midt mellem 2 og 3. StDrewsen.K.263. 5) part. svoren brugt som adj.    5.1) m. aktivisk bet., om person: som har aflagt ed: som har svoret (jf. ed-, med-, mensvoren); dels (nu sj.): som har aflagt embeds- ell. tjenesteed; edfæstet; edsvoren. Soren dommer. Moth.S958 (jf. Sorenskriver). ingen af den Afdødes Paarørende skulde bemægtige sig hans efterladte Gods, men lade det administreres af troe og svorne Mænd, indtil Herrerne imellem sig selv blive foreenede derom. Holb.DH.II.501. han er min svorne Undersaat. – Jeg er hans Herre og Dommer under Landsloven. Ing.KE.I.219. (efter eng. sworn) som subst. (i flt.), om medlem af en jury. Engelands Lovgivning har udelukt Slagterne fra at vælges blandt de tolv Svorne, som skulle paakiende, om den, der er sigtet for Misgierning, er skyldig eller ikke. LSmith.DN.399.   dels (jf. bet. 2): som (ved ed) har forpligtet sig til et vist fællesskab med en anden, har givet en anden et løfte; egl. i forb. som svorne venner, om edsvorne stalbrødre; oftest (jf. bet. 3.1) i videre anv.: som har erklæret at ville staa i et vist forhold til en anden; som ifølge sin overbevisning indtager en bestemt holdning; afgjort; erklæret; udtalt. Soren kammerater. Moth.S958. *hver af Eder er jo Dydens svorne Venn. Stub.97. Jeg var fra Barns Been af en soeren Elsker, en Beundrer af alt det Besynderlige. Ew.(1914).IV.248. den falske Følelse af Ære . . var jeg en soren Fjende af. Tauber.Dagb.213. Ridderskabet og Augustenborgerne og disses svorne Tilhæng. Lehm.II.99. han traadte ind i Litteraturen som Brandes' svorne Discipel. ActaJutl.III, 3.7. (sj.) gradbøjet: Frihedens og Fødelandets . . svorneste Fiende. Rahb.Fort.I.338. Fyrsterne (maa) indsee, at Thronen ingen . . svornere Avindsmænd (har) end Hierarki og Aristokrati. smst.II.238. substantivisk: de svorne, ens stalbrødre; ens venner; især i det foræld. ordspr.: før svig(t)e de svorne end de baarne, se II. bære 5.1.    5.2) m. passivisk bet.; dels (l. br.) om ed, løfte, forbandelse: højtidelig aflagt; bekræftet med ed. hvilket Menniske, der svær falskelig, eller ikke holder den soren Eed. DL.Vidneed. (Norges) ældgamle og svorne Grundlov. Barfod.DH.I.266. den svorne Forbandelse (1871: den Forbandelse og den Ed), som staar skrevet i Moses's Lov. Dan.9.11(1931). (jf. bet. 5.1 slutn.; sj.) om anskuelse: absolut; erklæret; udtalt. *for alt Arbeid hun en svoren Afskye bar. ChrFlensb.DM.I.30. – (sj.) i videre anv., om person: som man har aflagt ed ell. løfte til. til Forræder mod min svorne Herre og Konge skal I ikke gjøre mig. Ing. VS.II.202.   dels (jur., foræld.) til bet. 1.3, om forhold: som er afgjort ved ed; især (efter JyLov.1.51) i forb. svoren toft, toft, der er udlagt ved vitterlighedsvidner. Alle Tofte, som i Bye ere, skulle have Fortog, baade gamle og sorne Tofte. DL.5–10–51. Olufs. (VidSelskAfh.Hist.I.277). vbs. -else ell. -ning (jf. Edsværgning / edsværge S ).   

II. sværge, v. se III. svære.