stipulere, v. [sdipuˈle^?rə] -ede. vbs. (l. br.) -ing ell. Stipulation (Holb.DH.I. 698. Meyer.⁸). (ty. stipulieren; fra lat. (dep.) stipulari, lade sig noget formeligt love (ved en bestemt retshandling), kræve ell. opnaa løfte om; især emb.) love, tilsige en noget (Leth. (1800). Meyer.⁸); navnlig: fastsætte ved overenskomst, kontrakt; især m. h. t. pengebeløb, der skal udredes: bestemme størrelsen af. (ofte i perf. part.). Til at betale den af Græv Hans stipulerede Summa, tog Kong Magnus den halve Deel af Kirkernes Tiende over heele Sverrig. Holb.DH.I.421. da man i Kontrakten havde glemt at stipulere noget om Kulforbruget, blev Maskinen alt andet end kulbesparende. Christmas.EtAar iSiam.(1894). 7.   (nu næppe br.) m. refl. hensobj.: betinge sig, kræve ell. opnaa løfte om noget (ved indgaaelse af overenskomst). en ung Person havde forbundet sig til Fanden, og derfore stipuleret sig aarligen en Tønde Guld. Holb. Ep.II.68.