I. skørne, v. [ˈsgø(·)rnə] -ede. (af III. skør; jf. IV. skøre; især dial.) om mælk olgn.: blive skør; løbe sammen. JHSmidth.Ords. 135. Melken skiørner, skiørnet Melk. VSO. MO. Øllet bliver surt, Fløden skørner. Fleuron.IN.61. at liste ned i Mejeriet og faa sig en Drik skørnet Fløde. AndNx.PE.I.258. Mon de ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost? Job.10.10(1931; jf. II. løbe 38.2 slutn., III. løbe). Halleby.227. UfF. (sj.) om blod: Jeg har skjørnet Blod, fornemmer jeg, Omløb til Apoplexi. HCAnd. SL.19. (jeg føler mig) Meget nerveus og skjørnet i Blodet. smst.69.   i sammenligning. samtlige Trøstere og Trøstegrunde løbe sammen i lavcomisk Forfærdelse ligesom sød Melk skjørner mod Uveir. Kierk.VII. 384. HCAnd.(1919).V.335. JakKnu.Va.12.

II. skørne, v. [ˈsgø(·)rnə] -ede. vbs. -ing (JohsBrøndst.DO.I.191. jf. u. ildskørnet). (af IV. skør (1); jf. VI. skøre; ogs. () som sideform til VII. skøre) 1) (mindre br. i alm. rigsspr.) intr.    1.1) (begynde at) blive skør (IV.1.(1-)2). Amberg. Jorden skiørner deraf dvs.: løser, aabner sig, bliver let og smuldrende. VSO. Bejtser En for stærkt, saa brænder En Garnet eller Tøjet . . saa det gaar hen og skjørner i alle Traadene. JPJac.(1924).I.42. Bladene . . skørner i Stilken. JVJens.M.II.44. *Frosten var haard | i Dag og i Gaar, | og Straaet stivner og skørner. NJeppesen.GS.20. Pol. ³⁰/₆1935.Sønd.18.sp.3. UfF. uegl.: *selv skal vi en Gang skørne som skrøbelige Kar. AxJuel.KK.83. Stjærnerne tændtes . . hang knitrende kølige og smaa. Skørnende Lyd saaedes ud over Jorden. JVJens.NH.85. jf. IV. skør 2.3: Hovederne begyndte saa smaat at skørne paa Folkene, de saa Havuhyrer i enhver Bølge der krummede sig. sa.C.198.    1.2)  om sejl olgn.: d. s. s. VII. skøre 2. Storseilet skjørnede tvers over, da vi skulde klare Hukken. Born. MineHændelser.(1834). 124. Drachm.SS.97. KuskJens.Søm.Till.20. 2) trans.: (ved paavirkning, særlig behandling) gøre (mere) skør (IV.1.1-2); i pass. ogs.: blive skør; skørne (II.1.1). (skibet) vil dog omsider skjørnes, opløses, forgaae af Ælde. Blich.(1920).XXIV.171. (man) begynder at . . skjørne Stænglen ved en Gjæring. Wilkens.Tr.100. Elmen staar klædt i sin gule Kjole, da kommer Nattefrosten og skørner Stilkene. ErnestoDalgas.LidelsensVej. (1903).319. Forvitring skørner Stenarterne. NaturensV.1915.235. Badehuse og Badetelte (tages) ned for ikke at skørnes af Vind og Vejr. KnudPouls.Va.56. skørne og mørne, se III, mørne 2.1. spec. (jf. IV. skør 1.1) m. h. t. jord (muld): OeconJourn.1757.35. Ærter eller Boghveede, som meget skiørner Jorden. Fleischer.S.605. Naar Jorden omkring Planten er bleven skjørnet med en Pind, bedækker man den med Maltkiim. Schaldem.HB.I.7. HavebrL.³II.411. UfF.   i sammenligning ell. overf. Det Baal, der fortærede . . Johannes Hus, skiørnede Lænken, saa at Luther var i Stand til at bryde dem. Rahb.Tilsk.1796.575. *Støvets Baand maa skjørnes, briste. Grundtv.PS.III.421. den milde Kærligheds smeltende Tøvarme kan skørne Hjerternes Is. ErlKrist.S.101. 3) (af bet. 1 ell. 2) part. skørnet brugt som adj.: som er blevet (gjort) skør. *Du (dvs.: Koldinghus) svøbtes i Luers Favn, | og ikkun skørnede Sten og dit Navn | tilbage blev paa din Grund. Ploug.NS.190(jf. ildskørnet). Landevejen var ét Ælte af skørnet Is og Sne. Kidde.AE.II.117. Husets skørnede Straatag. NJeppesen.GH.143. hans Baand faldt skørnet (1871: smulrede og faldt) af hans Hænder. Dom.15.14(1931). Konservering af de skørnede Blade (i arkivalier). HistMKbh.3R.III.307.   i sammenligning ell. overf. Mildt kom Forløsningens Engel (dvs.: døden) og overskiar uden lange Lidelser den skiørnede Traad. Mynst.Heger.7. *da frem det Nye mod Lyset trængte, | og Vanens skørnede Skorpe sprængte. Ploug.NS. 182. den store Skare . . der overalt i Verden staar Riddervagt omkring den arme, skørnede Samfundsmoral. SvLa.(Pol.²⁰/₁1926.2.sp.2).