pragmatisk, adj. (af lat. pragmaticus, gr. pragmatikós, se Pragmatik S; fagl. ell. litt.)
1) sagkyndig; erfaren; ogs. almennyttig; lærerig. Primon.Lexicon.(1807). Meyer.¹(1837). Sal.²XIX.508.
2) saglig; hvilende på kendsgerninger. (han har) pragmatisk beskrevet og forklaret denne store Dronnings Historier. LTid.1744.144. Aug. Hennings. Pragmatiske Bidrag til Kornpolitiets Historie. bogtitel.1787. Pragmatisk Lovkyndighed. Baden.JurO. et imponerende Erfaringsmateriale .. er sammenstykket paa en mærkeligt pragmatisk, ofte tilsyneladende tilfældig Maade. PJReiter.Neuroserne.(1951).228. NyeOrd1955-98.(1999).  spec. om historieforskning (-skrivning): som søger at afdække begivenhedernes årsager og virkninger. HolbO. Den pragmatiske Historie er den, der viser Begivenhedernes Sammenhæng som Aarsag og Virkning. JohsSteenstr.H.159.