op-spørge, v. [3.3] [-ˌsbør'(ɋ)ə] (ænyd. op - spørge, -spørie; jf. ophøre 1; især i perf. part.) finde (noget), faa (noget) at vide ved at spørge efter det; ogs. (sjældnere): spørge efter (noget for at faa det at vide ell. finde det). rømmer (manddraberen), saa hand ej kan opspørgis og betrædis . . da skal hans Hovedlod . . være forbrut. DL.6–6–1. vi ere hidkomne for at opspørge et got Herberg. Holb.Sgan.9sc. hun lovede at . . gjøre sig al Møie for at opspørge nogen Efterretning om L. Gylb.T T.74. Nu opspurgte hun ham hin Juliaften . . paa Rigi.Brandes.VII.549. jf. Feilb.   faa nogen ell. noget opspurgt, finde nogen ell. (især) faa noget at vide. hvor fik Herren dem (dvs.: heksemestrene) opspurt? Holb.Hex.III.9. Justitsraaden fik opspurgt en Plads for Charlotte paa en Præstegaard. Schand.SB.266. Det er det Mærke (af vin), du holder mest af. Nu har jeg da endelig faaet det opspurgt. Bang.To Sørgespil.(1891).69.   i forb. m. bisætn. Stræb at I kan opspørge, hvor (barnet) opholder sig. Skuesp.V.248. Hvad hans Kone hed, har jeg aldrig kunnet opspørge. Blich.(1920).XXVI.1. Er det ikke lykkedes at opspørge indstævntes bopæl eller opholdssted, iværksættes forkyndelse ved indrykkelse i pressen (osv.). Lov nr.271 14/6 1951.kap.2.§11.