lægelig, adj. [ˈlæ·ɋəli] (ænyd. d. s. i bet. 2, jf. oldn. læknanligr) 1) (endnu ikke i S&B.; jf. ty. ärztlich; især ) til I. Læge 1: som vedkommer, tilhører lægerne, lægestanden, -videnskaben; læge-; medicinsk. hendes mentale Tilstand har været gjort til Genstand for lægelig Undersøgelse. DagNyh.²⁷/₅1893.2.sp.2. Dr. C. (fortjener) Paaskønnelse baade fra læg og lægelig Side. Pol.²⁸/₁1907.1.sp.1. lægelig og tandlægelig Bistand (ved tandbehandling). Berl Tid.⁷/₂1925.M.4.sp.5.   (sj.) om person. Dr. T. med en ikke lægelig Assistent. KPont. (Hospitalstidende.1905.574). 2) (nu næsten kun i ulægelig) til II. læge 1, om saar, sygdom: som kan helbredes, læges; helbredelig. (hospitalsforstanderen skal) giøre sin Flid, at de, som have lægelige Syger, kunde blive hiulpne til deris Førlighed igien. DL.2–19–3. Tode.ST.I.213. en liden eller lægelig Skade. MR.1799.988. VSO. MO. jf.: Lungesotens Lægelighed. Annaler for Lægevidenskabens Yndere.(1810). 8.   overf. de (som) have begaaet store Synder, dog saa, at de ere lægelige eller rettelige. Ruge.FT.119. Eilsch.P.5.