klogelig, adv. (og adj.). [ˈkl̥å·ɋəli] Høysg.AG.129. (som adv. ogs. (l. br.) -t. Oehl.KG.340. (†) -en. Ps.2.10. Grundtv.Udv.V.59. jf. VSO.). (glda. klogelig, clogligæ (Mand.104.147), oldn. klókliga; jf. mnt. klokliken) 1) som adv. til klog 1: paa en klog maade; klogt; nu især som udtr. for, at man finder ens handlemaade (ved en bestemt lejlighed) rigtig ell. formaalstjenlig. her kommer det fornemmelig an paa klogelig indrættede Spørsmaal. LTid. 1738.197. *Hun talte klogeligt. Oehl.KG. 340. Hun tog derfor klogelig sine Forholdsregler. Gylb.II.73. Roningen ud mod Slusen hin Efteraarsaften, da han klogelig standsede i Tide, var ret et Symbol paa hans Natur. Schand.AE.191. Herren roste den uretfærdige Husholder, fordi han havde handlet klogelig (1819: snildeligen). Luc.16.8(1907). Feilb. 2) (sj.) som adj.: d. s. s. klog 1. en klogelig Undervisning om at opdrage Børn. LTid.1736.463.