hid-føre, v. [-ˌfø^?rə] vbs. -else (Gymn. I.4) ell. (nu sj.; i bet. 1) -sel (vAph.(1764). MO. D&H.). (ænyd. d. s. i bet. 1 samt i bet.: anføre, meddele) 1) (nu sj.) føre, bringe herhen, hertil; føre hid. Lader Piinebenken hidføre. Holb.Hex.V.4. De vare hidførte af den Ubekjendtes Tjener, der . . var løbet for at hente Hjælp. Hauch.II.167. S&B.  2) (sml. hid 3.3 samt ty. herbeiführen; “undert. hos Nyere.” Levin.)  fremkalde (2.2); bevirke. hans Kunstfærdighed . . hidførte et fortroligere Forhold mellem dem. Winth.N Digtn.205. ny Forhøielse af Tolden i Danmark . . hidførte en Krisis i Begyndelsen af Aaret 1520. CPalM.O.423. Gymn.I.4. vbs. ogs. -ing (KMunk.VI.257).   2 fremkalde; bevirke. indtil .. evig Retfærdighed (er) hidført (1871: til at bringe en evig Retfærdighed) . Dan.9.24(1931). afdøde .. har gjort sig skyldig i et så groft uagtsomt forhold med hensyn til skadens hidførelse, at (osv.). Ugeskr.fRetsv.1951.A.304.