fermentere, v. [fɐ̤rmænˈte^?rə, fɐ̤rm(ə)n-] -ede. vbs. -ing (Sal.²VII.887), jf. Fermentation. (af lat. fermentare, bringe til at gære, afl. af fermentum, se Ferment; kem.) om (organiske) stoffer: spaltes (“gære”) ved tilstedeværelsen af et ferment. Der maa visselig være en Hob geskæftige Vædsker i Herrens Mave, hvilke . . begynder at fermentere, saa snart han seer et stykke Papir. Holb.Stu.I.2. Tørv og Muld kastes sammen udi store Dynger, at det med Sommeren kand brende sammen og fermentere. PJuel.GB.9. Leth.(1800). Meyer. Sal.²VII.888.gære (IV.1); ogs. trans.: bringe i gæring; gære (IV.4). Fermentere, gjære, gjæres. Primon.Lexicon.(1807). fermentere, gære, bringe til at gære. Sal.2 VII.888.    m.h.t. tobak. Efter Tørringen (: af tobaksbladene) følger en Gæring, den saakaldte Fermentering, hvorved til Dels de aromatiske Stoffer dannes. Sal.2 XXIII.539. (han) har dyrket Tobak, fermenteret og tilsat den Tobaksbejdse. Pol.17/2 1946.Sønd.9.sp.4. TageVoss.(DaForfBesætt.(1966).79).