dynd-vaad, adj. (jf. dygvaad samt jy. dyvaad (Feilb.I.222), no. dyvaat, sv. dyvåt, af I. Dy; dagl., især dial. (jf. Feilb.)) d. s. s. dyngvaad. vAph.(1759). *jeg er ilde sølet til, | Og dyndvaad.Rahb.Synt. 57. (vejret) falder ikke blot i det Fugtige men i det Dyndvaade.Grundtv.E.92. Dyndvaade opholdt man sig her, til Uvejret var trukket over.Blich.I.XXVI. Aage (følte) sin Hals kvælende omklamret af et Par dyndvaade . . Arme.Ing.KE.I.194. I høit Græs, dyndvaadt fra den forrige Nats Regn, vandrede de afsted.HCAnd.IV.32. den Stakkel . . var jo dyndvaad.FalkRønne.Naar Kvinderstyrer.(1918).64. Bønnelycke.Sp.271.