dyng-vaad, adj. [ˈdøɳˌvå^?ð ell. ˈdøɳ- ˈvå^?ð] (jf. sv. dyngvåt, no. dyngvaat (og dyngjende vaat); af dyng, fugtig, vaad (se djung), ell. omdannet af dyndvaad; sml. dygvaad, dyndvaad samt dungvaad (Moth. D171; smst. ogs. dyngvaad), (jy.) dunvaad (Feilb.); dagl.) gennemvaad; drivvaad. Moth.D171. *Dyngvaadt var mit Skarlagensskind.Oehl.Aml.189. PMøll.II.55. *Dyngvaad du (dvs.: vintervejret) mig ofte sendte | Hjem fra Legens muntre Larm.Aarestr.65. *Nu skinner Maanen saa klar og rund, | Med Blink ad de dyngvaade Veje.Drachm. T.127. Hun havde igen været ude at søge efter sit Barn. Hendes lappede Kjoleskørt var dyngvaadt af de Kær og Mosehuller, hun havde gennemsøgt.Pont.SM.34. Alle Lejets Drenge løb derude i Havstokken . . og halede Drivtømmer i Land . . de fleste af Drengene var dyngvaade.And Nx.PE.I.212. (dynge-. *dynge vaad. Tode.M.152).