brødelig, adj.
1) til I.Brøde 1: lovstridig; ulovlig. Ser oldermanden igiennem fingre med nogen, når han om noget brødeligt haver videnskab (så osv.). Cit.1765.(Vider.II.252).
2) (til I.Brøde 2; om person: skyldig; strafværdig. jf. brødig) hver mand (skal) være pligtig til at sige, hvad hand er brødelig med tal i vide (: pengestraf, bøde). Cit.1705.(Vider.II.343). Gram.Nucleus.1701.