asketisk, adj. [aˈsge^?tisg] adj. til Asket og Askese. Leth.(1800). (hun) fandt et mystisk asketisk Velbehag i at lægge sig paa sine bare Knæ paa Gulvet og bede til hendes Ben værkede. JPJac.I. 102. Brandes.XVIII.125. den asketiske Fanatisme, der udenvidere hader og tilintetgjør (verden). Kierk.P.X,2.181. Skikkelsen er mager, med et asketisk præg. Branner.S.9.    (jf. Asketik S; især ældre spr.) moralsk belærende; opbyggelig. i asketiske Bøger: Gud er al Godheds Kildevæld. VSO.III.K94. Bønner eller ascetiske Smaaskrifter. Molb.BrS.II.92. asketisk, selvavende; dydindskærpende, opbyggelig; asketiske Skrifter, Opbyggelsesskrifter. Meyer.8 (1924).