III. varsko, interj. [alm. udtalt ˈvɐr̥(ˌ)sgo^(?), ˈva·r-] (i (ældre) folkeligt (dialektalt) spr. ogs. m. former (ofte udtalt m. tryk paa 2. stavelse, jf. VSO.) som vasko (KbhAftenp.1782.Nr.50. 4.sp.2.1784.Nr.11. & 12.6.sp.2), va(r)skov (Moth.V60. vAph.(1759; Varskau). En betydelig Samtale.(1772).7. VSO. Rørd.LB.77. Cit.1914.(OrdbS.). jf. D&H.II.540), varsjov (LLarsen.Halvmennesker.(1903).28. jf. (i ordspil paa de polske bynavne Warschau (nu: Warszawa) og Krakow): Kudskene maatte raabe Af Veien, Warschau og Krakow, førend man giorde Plads. Tode.Mus. 293); desuden i omdannede former (spec. i (ældre tids) drenge-spr. og navnlig anvendt ved kælkning) som maskov (OrdbS.; Kolding ca.1900), raskov (Feilb.IV.326; Salling) ell. (især kbh.) askov (GJørg.FrieFugle.(1919). 15.19. OrdbS. jf. bornh. asjó(v)en. BornhOS.). (af II. varsko ell. laant fra nt. waarschu; nu mindre br. i alm. rigsspr., jf.: “Ordet bruges kun af Almuen og Arbeidsclassen.” Levin.) varselsraab tjenende til at skærpe folks agtpaagivenhed, faa dem til at tage sig i vare, se sig for (spec.: for ikke at blive ramt af noget); pas paa!; ofte anvendt (fx. af kuske ell. kælkende drenge) som opfordring til at give plads, træde til side, naar vejen ikke er fri: af vejen!; af banen!; til side! vAph. (1759). *Den rige Kiøbmand . . vil i Dag igien udkaste | Tre Pomerantser . . | Der kommer alt den ene. Varsko, Drenge. Oehl. I.86. Hun kommer til at ligge midt paa (kælke)Banen . . Askov! brøler en forfærdelig Stemme . . Pas paa! raaber Folk til hende. BerlTid.²/₂1915.M.5.sp.3. Feilb. Kuskenes . . Raab: Varsko der! Tag Dig iagt. Schand.SB.26. (uegl.:) *Kanonen brøler lydt sit: Varsko dér! | De tunge Kugler flyve let som Boldte. Drachm.DM.79.   (l. br.) i forb. m. for. varsko for Bomben! S&B.

I. Varsko, et. [ˈvɐr̥(ˌ)sgo^(?); ogs. ˈva·r-] (som gengivelse af folkelige udtaleformer ogs. Varskov (CMøll.F.379), Vaskov (Drachm. F.II.136)). flt. (l. br.) d. s. (jf. Rich.III.179) ell. -er (HimmerlKjær.1940.45). (no. varsku; substantivering af III. varsko) raab (ytring) ell. tegn, signal, der tjener til advarsel ell. bebudelse, underretning om noget; spec. om raabet: varsko! (III). (ofte uegl.). hans Mottoer . . skulle ansees, som et Varsko, hvorefter sig Vedkommende have at rette. Rahb.Tilsk.1792.295. Folk . . stode stille i Klynger, indtil et høit Varsko splittede dem ad, og Vagtsprøiten rullede (frem). Hrz.ST.17. mit første Varsko mod de tyske Annexionslærdomme . . er prellet af paa Dr. M. GSchütte. Altyske Annexionslærdomme. (1909).100. *Kanonens Varsko (orig.75: Raab) om, at det er ude (dvs.: at henrettelsen er sket), kan ventes hvert Minut. KMunk. C.⁴85.   styret af præp. Hovedfaçaden er under Reparation . . en Tagsteen hænger i et Reb fra Gavlen til Varsko. Heib.Poet. VII.7 (jf. u. II. varsko 1). arbejdsgiveren (kan) uden varsko fordre arbejdet fortsat. Arbejderen.1950.299 sp.1.   (jf. III. varsko) som obj. for verber. *Kudske deres Varsko skrige. PalM.V.159. Jeg gaaer lige til, uden at sige Varskoe engang. Skuesp.V.453. Til denne Tur, der maaske ser ganske let ud paa Kortet, maa dog siges et Varsko. Knud Christensen.Gribskov.(1929).44. især i forb. raabe varsko: Wess.Gr.51. naar en Kudsk er nærved at kjøre Een over, raaber han: varsko. Kierk.VI.40. *en ængstlig Maage | Vendte i Farten og raabte sit: Varsko! Drachm.D.26. JVJens.D.28.

II. varsko, v. [ˈvɐr̥(ˌ)sgo^(?); ogs. ˈva·r-] (i ældre tid ogs. m. (skrive)formen varskoe. – nu dial. m. former som varskove (FrHelweg.Jydske Minder.(1855).43. varskaua. BornhOS.) ell. varsku(e). PAHeib.R.II.73. Leth.(1800). Blich.(1920).XXVI.232. Born.Mine Hændelser.(1834).19. jf. Feilb. (vasku)). -ede. vbs. (sj.) -ing (Born.MineHændelser.(1834).12). (sv. varsko († varskuga og (som vbs.) varskuf(n)ing), no. varsku (no. dial. varskua); fra nt. warscho(u)en ell. mnt. warschuwen, warschouwen, holl. waarschuwen; 1. led sa. ord som II. Vare, 2. led er (m)nt. schoen, schu(w)en (se V. sky); grundbet.: skræmme til opmærksomhed; sml. I. Varsko, III. varsko   ordet tilhører opr. sømænds og arbejdsfolks sprog, jf.: “i Talespr., især hos Almuen.” Levin.) 1) (undertiden vanskeligt at skelne fra bet. 2) advare mod en truende fare, risiko. *jeg (dvs.: en fuld staldkarl, som vil klage over sultanens hest, der har sparket ham) har alt saa ofte vaerskoet den. | Og troer den, den kan giøre hvad den vil, | Fordi at den er Hest og jeg kun Staldkarl? Oehl. PSkr.II.205. her afbrødes jeg . . ved det Raab: “Havgusen!” . . en af Gjæsterne . . ilede fra Marken ind i Haugen, for at varskoe Damerne. Blich.(1920).XX.62. (cykel)- Lygtens Opgave (er) mere at varsko Andre end at oplyse Vejen for Rytteren. Cyclehb.24. jf. ovf. sp. 652^49ff.: Naar jeg har hængt min Tagsteen ud, saa behøver jeg ikke at varskoe nogen Kameel. Heib.Poet.VII.12. Naar man er saa udsat for at falde som du, burde man med Rette, for at vaerskoe Folk, gaae med en Tagsteen ned ad Nakken. Hrz.XI. 336. 2) afgive meddelelse, besked, især ved raab ell. tegn; give varsel; melde.    2.1) (især ) uden obj. Nogle af Mændene (der har observeret en stranding) gik bort for at varsko og alarmere. Drachm.STL.216. der maatte spares . . paa Kul og Petroleum som truede med at slippe op (under en isvinter). Købmændene varskoede allerede i Begyndelsen af anden Uge. And Nx.PE.II. 225. Dæksvagten varskoede. Lidt efter blev der slaaet Glas, og Vagten skiftede. Hilmar Wulff. Saadan noget sker faktisk.(1943).28.   om hund: give hals som tegn paa, at nogen ell. noget indfinder sig. “Her kommer nogen” . . “Rolf (dvs.: en hund) har ikke varskoet, saa det maa være en af Folkene.” KBirkGrønb. SF.25.   i forb. m. præp. varsko til Vagt. Scheller.MarO. varsko til Roret. smst. Sal.² XXIV.572 (jf. ndf. l. 64ff). Er der varskoet til overarbejde, og dette senere annulleres, betales 1 overtime. Arbejderen.1950.299.sp.1. spec. i forb. varsko for noget, afgive meddelelse, besked (ved raab), især om noget observeret. Harboe.MarO. der (blev) fra Udkigget paa Salingen varskoet for et Par Dampere. VKorfitsen.TO.I.55. Udkiggen har varskoet for Land. Scheller.MarO. Varsko for Roret. Ved Commando-Ordene Styrbord, Bagbord, Retsaa o. s. v. at tilkjendegive Rorgjængerne, hvorledes de skulle styre. Harboe.MarO. S&B. jf. VSO.    2.2) m. obj.   m. person-obj. Jeg raabte strax ned til dem, og varskoede dem for en Mand overbord. Drachm.KK.87 (jf. u. bet. 2.1). Opgiveren (i langbold) maa varsko Slaaeren, før han giver op. Gymn.II.39. (jf. u. bet. 2.1) om hund: Jomfru M. kom, varskoet af Lænkehunden . . ud og tog imod Fru S. KBirk Grønb.BS.20.   m. obj. til angivelse af det observerede ell. indholdet af en ordre, kommando, meddelelse. Pludselig varskoedes der . . fra Mærset, at der var Iis agterude. Hauch. VII.484. “Ikke for meget Ror”, varskoede Styrmanden. OscJens.KH.18.

Varsko-, i ssgr. (især fagl.) af I. Varsko ell. II. varsko; fx. Varsko-raab (Droskekuskenes Varskoraab . . lød advarende til ham. AGnudtzm. RT.166), -signal (JernbaneT.¹/₆1936.2.sp.4).