I. March, en. [mɐr̥ʃ] (nu kun dial. Mars. Moth.M80. Stub.103. JBaden.Horatius.I.466. VSO. Feilb.II.561. Esp.453. – † Marsk. LTid.1725.565.1727.149. vAph. (1759)). flt. -er. (ænyd. mars, marsck; fra fr. marche, til marcher, se marchere; jf. II. march)  1) om gang, vandring; dels i al alm. (i rigsspr. især som billedl., spøg. brug af flg. anv.); dels: det at marchere (2); spec. ⚔ om soldats ell. troppeafdelings tilbagelæggelse af en strækning til fods ell. (i videre anv.) til hest ell. paa køretøjer; ogs. om den strækning, vejlængde, der tilbagelægges paa en dag (dagsmarch) ell. mellem to hvil, raster. Hand tôg sin marß derhen. Moth.M80. *Fogden . . strax Befalning gav hans broget Hest at sale, | At lafve sig til March. Holb.Paars. 94. han (gjorde) langsomme og korte Marcher, for at beskatte Landet og forsiune sig med visse Fornødenheder. Slange. ChrIV.1025. Enhver gemeen Soldat . . bar paa sin Ryg paa Marsen . . tolv Palisader. JBaden.Horatius.I.466. Ved en Marche forstaas Taktgang i samlet Trop. Skridtlængden er 80 cm. Marchetakten er 115 Skridt i Minuttet. Gymn.I.98. Til Sygeværelserne stod Dørene aabne allevegne, men hvad kunde jeg naa at se i min hovedkuls March ned ad Linoleumskorridoren. Buchh.UH.36. Den umiddelbare Beskyttelse af hvilende eller marcherende Tropper danner Fodfolket, under større Forhold og da navnlig under Marcher tillige Artilleriet. Sal.XV.1084.    sætte sig i march, (nu l. br.) begynde at vandre, marchere; sætte sig i bevægelse. Denne Person, som var en General af Caracteer, satte sig alt saa i Marche, at opsøge Henry. LTid.1732.781. Leth.(1800). D&H. vinde fjenden en march af (Skuesp.VII.228) ell. fravinde fjenden en march, ⚔  (nu l. br.) naa et vist punkt en dag før fjenden. MilTeknO.177. blæse, slaa march, (nu næppe br.; jf. bet. 4 samt Generalmarch) ved trompetblæsning, trommeslag olgn. give tegn til opbrud og afmarch. Moth.M80. Leth.(1800). MilTeknO.177. march paa stedet, det at lade benene bevæge sig, som naar man marcherer, men uden at flytte dem fremad; ofte billedl. Pendulets ensformige Marsch paa Stedet. Nathans.S.152. † anden march, d. s. s. Andenmarch. Blich. (1920).XII.184. (en student) lærte mig Latin og Fransk . . og under hans Patrocinium nærmede jeg mig Parnassus i anden Marsch. smst.VIII.118. 2) † om vandrende, marcherende samling personer; især: optog; procession. Druiderne som bare Brød og Viin, komme sidst, og Marsken blev sluttet ved deres ypperste Hoved, som havde sin Præstelige Dragt af fin Lærret. LTid.1726.362. 3) (jf. marchere 3) overf., om tings bevægelse; sml. sp. 977⁵⁸ samt Kontramarch 4   spec. (nu næppe br.) m. h. t. forsk. brætspil; dels om figurernes, brikkernes, bevægelser paa brættet (frem- og tilbagerykken) i spil som skak, tric-trac: Kongens Marsch (i skak) er fra Tavl til Tavl i lige Linie og paa tvers. Spillebog.(1786).189. smst.209. dels (ved omtydning af det foræld. spilleudtr. Matsch, matsch, spil, der tabes ell. vindes, det at tabe ell. vinde helt og holdent (hvorom se Spillebog.(1786).169f. Meyer.); jf. eng. march, storeslem (i skærvindsel), ty. mat(s)ch, marsch, vundet spil, tout; fra ital. marcio, tabt spil) om den sidste del af toccategli, hvor man efter at have passeret felterne fører, spiller sine brikker ud af brættet (den, der først opnaar dette, har vundet). Blich.(1920). XIX.47. jf. HBrix.B.95. 4) det musikstykke, der spilles (tidligere ogs. de trommehvirvler olgn., der udføres) under en march (1) for at stimulere og regulere personernes gang; ogs. om musikstykke, der uden at have et saadant praktisk formaal har samme karakter (samme takt, samme kraftige fremhævelse af rytmen olgn.); ogs. (især dial.) om gldgs. danse (Feilb.; jf. Kontramarch 3). *Saa blev den Pilegrim beordret til at vandre; | En Mars blev spillet smukt af Falster og de andre. Stub.103. MusikL.(1801).155. Vagtparaden (spillede) en af de gamle, troskyldige Marscher. PLevin.HL.332.   blæse (S&B.) ell. slaa en march, ⚔ paa blæseinstrument ell. tromme udføre en melodi at marchere efter. Gevær præsenteres, og (der) slaaes en kort Marche. SøkrigsA.(1752).§834. vAph. (1759). jf. u. General-, Honnørmarch. blæse (sj. spille. Grundtv.PS.IV.193) en en march (VVed.M.6) ell. (især) blæse en en lang march, (dagl.) blæse en et (langt) stykke (se blæse 2.5). jeg blæser ogsaa baade Vedtægt, Kleresi, Øvrighed og hele Kommersen en lang Marsch. JakKnu.LF. 90. Vind og Vejr blæste de en lang Marche. Rørd.P.34.1 overf. Tidens .. March imod almindelig Lighed. JVJens.(Pol.6/10 1936.15.sp.2).    march på stedet, ofte billedl. Fredskonferencen er en March paa Stedet. Socialdem.5/8 1946.1.sp.2. March paa Stedet i Moskva. Information.14/3 1947.1.sp.1.   

Marsch, en. se March.

I. Marsk, en. [mɐr̥sg] (især dial. Mærsk. [mɐ̤r̥sg] OecMag.V.247. Begtr.Jyll.II.XVIII. Skjoldb.SM.107. EErichs.N.119. Feilb. jf. Moth.M80. LandbO.III.516). flt. (l. br.) -er (SvGrundtv. D&H.). (ænyd. marsk (DaViser.19.31), mask, mærsk, glda. æda. mersk, mærsch (RibeOldem.104.111), jf. oldn. merski, eng. marsh, mnt. ma(r)sch, mersch, hty. (laant fra nt.) marsch; afl. af et til oldn. marr, hav, svarende ord, jf. Mar- 1, Morads; geogr. og landbr.) lavtliggende, frugtbart land langs med Vesterhavets kyster, dannet ved havets aflejringer i flodtiden, oftest inddiget og især anvendt til græsning (i modsætn. til Gest); undertiden i videre anv., om den lerede, dyndede jordart, hvoraf marsklandet bestaar: marskjord (1). Sluserne aabnedes, og Marsken sattes under Vand. Blich.(1920).XV.62. Der laa Ditmarskerlandet med sin blaagrønne Marsk og sin feltede Gest. JPJac.(1924).III.116. Afsætning af Stranddynd eller Marsk. Uss. AlmGeol.57. Feilb.   spec., i best. anv., som propr.: marsklandene; især: Ditmarsken. OD Lütken.Oeconomie.I.(1760).15. Nonnekloster saae vi aldrig her i Marsken. Blich.(1920). XV.93. smst.20.25. den rige Marsk. smst.69.

II. Marsk, en. [mɐr̥sg] flt. -er. (ænyd. mars(k), glda. marsk (Brandt.RD.I.274. GldaKrøn.130), æda. marsc ofl. (JohsSteenstr. ValdemarsJordebog.(1874).40), sv. marsk, jf. glda. Marsti, marsk Stig (se DgF.III. 349); forkortet af Marskalk; fortrænger i 13. aarh. betegnelsen Staller; hist.) rytteranfører; hærfører; fra 13. aarh. til enevældens indførelse (1660) om rigets øverste hærfører, rigsmarsken (rigens (rigets) marsk. Holb.DH.I.378. Slange.ChrIV.1227. VSO. HistTidsskr.4R.III.582), der næst efter rigshofmesteren og kansleren var landets højeste embedsmand. (jeg finder) at paa de Tiider have været adskillige Marsker paa engang . . men det er troeligt, at een af dem allene har ført Titul af Rigets Marsk. Holb. DH.I.396. den unge Konge (red) mellem Drosten og Marsken . . en høi stærk Mand . . med et skarpt raat Krigeransigt og stiv Rytterholdning. Ing.KE.I.34. KrErsl.DM.3. jf. (spøg.): Nabochodonosor, udi hvis Tieniste Alexander var Rigens Marsk. Holb. Tyb.II.1.   (jf. Foder-, Hofmarsk; sj.) i videre anv.: marskal (2). jeg indsætter ham herved til Marsk over alle mine Kunstnere, Haandværksmænd og Arbeidere. Oehl.HrS.245.

III. Marsk, en. se I. March.

Marsk-, i ssgr. (i bet. 1 ogs., især dial., Mærsk-. OecMag.V.249. Skovrøy.Fort.1. Feilb.). 1) (især geogr. ell. landbr.) til I. Marsk; fx. (foruden de ndf. medtagne ssgr.): Marskbund, -by, -dannelse, -dige, -distrikt, -drift, -dynd, -dyrkning, -grøft, -kultur, -vej. 2) (hist.) til II. Marsk; kun i faa tilfælde; fx. Marsk-embede (FJahn.NordensKrigsvæsen iMiddelald.(1825).265. HistTidsskr.4R.III. 579), -værdighed olgn.