Ur-hane, en. (tidligere ogs. skrevet Or-. se ndf.) (glda. wrhanæ; fra mnt. urhane (nht. auerhahn); 1. led er en sideform til (en omdannelse af) Aar- (i Aar-fugl, -hane, -høne, -kok (s. d.), ænyd. aar-fugl, -hane, -kok, jf. ældre sv. orhane, mnt. orhan, oht. or(re)huon, urhøne, oeng. worhana), der svarer til I. Orre   skriftformen orhane (Ohrhaner. Pflug.DP.19. Orhane. Blich.(1920).I. 198.XVI.149) hører snarest til formen Aarhane   jf. -kok, Skovhane samt u. Konsistorialraad)  urfuglens han; ogs. undertiden i al alm. om urfugl. (den norske by Hammers) Vaaben var en Urhane med udslagne Vinger. Holb.DH.II.351. EPont.Atlas. I.626. DanmFauna.XXIII.220. se ogs. u. I. Spil 8.2, III. spille 9.3.   (æstet.) spøg. betegnelse for deltagerne i den litterære strid om ordet Urkraft (s. d.). NMPet.Afh.I.231.

Ur-ane, en. (jf. -fader; l. br.) ældste ane; stamfader. “Zeus” . . var Folkets Urahne. EJessen.RI.28. jf.: nedarvede Rudimenter fra (pattedyrenes) fiskeagtige Ur-Aner. Brehm.DL.³III,1.2. billedl.: (ordsprogenes) Urahner ere de gamle Vises og Digteres Orakelsprog. Bresemann.Da.Ordsprog. (1843).XIV.