III. krane ell. (især jy.) kraane, v. -ede. (no. dial. krana, stige stærkt i vejret, knejse, nordfris. krane, krani, se i vejret, strække hals, sml. eng. crane, strække hals (til I. Kran); jf. III. kran samt grane; dial.) gaa med højt løftet hoved; knejse; overf.: bryste sig; kro sig. Levin.(Langeland). Jaja, Knud, du har ingen Skam af, at du bøjede Nakken til sidst. Jeg har meget mere Tro til dig nu, end saa længe du gik og kranede og galede op som en Hane.ZakNiels.NT.152. sa.B.144. *Vognene rasler med hoppende Skrav, | Kuskene kraaner med Foden mod Fjælen. Aakj.RS. 41. han kranede med Nakken. ThøgLars. Kværnen.(1915).40. Gik en Hest paa med knejsende Hoved og krum Hals, saa lød det: “Ded ka nok hænsed, a han ka kraane.” SjællBond.80. Feilb.II.321. OrdbS.(Sjæll., Ærø).   refl. Kroppen er stiv som det Træ, der er groet krumt, men han kraaner sig og smaavrikker selvbevidst med Hovedet. Skjoldb.G.3. AarbThisted.1920.169. Feilb. II.321.

I. Kran, en. [kr̥a^?n] (nu ikke i rigsspr. Krane; i bet. 1: Holb.Berg.44. vAph.(1759); i bet. 6: Feilb.). flt. -er ell. † -e (Mastekrahne. Funch.MarO.II.93). (ænyd. d. s. i bet. “trane, løftekran”, sv. kran, no. kran (dial. ogs. krana); fra (m)nt. kran, jf. ty. kra(h)n, eng. crane; sa. ord som mnt. krane, eng. crane, trane; besl. m. lat. grus, trane, gr. géranos, trane (jf. Geranium), samt vistnok m. Trane; m. h. t. bet.-udviklingen sml. lat. grus, gr. géranos, ogs. brugt om hejseapparat, fr. grue, trane, kran) 1) mekanisk redskab til at løfte tunge byrder og flytte dem et mindre stykke til siden, i alm. bestaaende af et stativ, en stolpe olgn. med et spil, hvormed en kæde ell. et tov, hvori byrden løftes, vindes op, idet kæden ell. tovet gaar over en blok, som er anbragt øverst i stativet (stolpen osv.) ell. (hyppigst) i den yderste ende af en fra dette udgaaende udlægger, der alm. kan svinges til siden (jf. ogs. Bro-, Løbe-, Maste-, Sving-, Trebenskran). Moth.K330. den nye murede Kran (dvs.: ved orlogsværftet i Kbh.), som haver Anseelse af et stærkt Taarn. EPont.Atlas. II.212. en stor nye complet Kran til at hæve Tømmer og Steen med. Adr.¹¹/₆1762. sp.10. *Viljer løftes ej med Kraner, | og Hjerter renses ej ved Damp. Rich.III.171. *En lossed Kaffe, og En laded Flyndere, | Tridserne hvined og Kranerne knaged. Drachm.D.26. KuskJens.Søm.58.   flydende kran, kran monteret paa en pram til brug ved skibsmonteringsarbejde olgn. (jf. Kran-fartøj, -skib). Bardenfl.Søm.II.132. Sal.²XIV.604.   kørende kran, en paa hjul hvilende kran, der kan bevæge sig paa skinner i gulvet ell. jorden; kørekran. Uheldigvis faldt han lige foran Sporet til en kørende Kran og fik venstre Arm ind over Sporet. I det samme kom en Kran kørende. Pol.¹⁴/₁₁1928.10.sp.1. 2) † vægt til at veje meget tunge ting paa, konstrueret paa lign. maade som en løftekran; i videre anv. om offentlig bygning, hvori en saadan vægt findes; vejerhus; vejerbod. Moth.K330. Det er veiet paa Kranen. VSO. 3) benævnelse paa forsk. genstande bestaaende af en fremspringende, oftest bevægelig arm, der tjener til at bære noget; især kan nævnes flg. anv. (jf. Feilb. u. 1. kråne):    3.1) (nu næppe br.) indretning i en smedje, ved hjælp af hvilken svære stykker jærn bringes ind og ud af essen hen til ambolten. VSO.    3.2) ⚙ apparat, hvorved formen nedsænkes i støbekedlen ved stereotypi. OpfB.¹I.467.    3.3) (dial.; foræld.) bevægelig knage af form som en ligebenet retvinkel, der tidligere fandtes i bondestuer foran karhylden, og hvorpaa kranklædet (knædugen) hang. Tidsskr.f.Kunstindustri.1898.83.    3.4)  d. s. s. Kranbjælke 3; især i udtr. for kranankerets stilling. (han) skal . . have Katten afskaged, at Ankeret uden Tids Spilde kan blive haged, komme op for Kranen, og videre . . blive kipped.SøkrigsA. (1752).§436. fire Ankeret for Kranen. Sø Lex.(1808). Ankeret hænger for Kranen. smst. Bardenfl.Søm.I.215. 4) (fagl.) stativ, der tjener til støtte for tømmer, som stager, lægter, planker, brædder olgn., der magasineres staaende; tømmerkran. Wagn.Tekn.475. 5) (fra eng. (water-)crane; jærnb.) indretning, hvorfra et lokomotivs tender forsynes med vand, bestaaende af et ved siden af et spor anbragt bøjet rør, der kan svinges ud over tenderen; vandkran. Da Tenderen havde taget Vand, svang Fyrbøderen Kranen ud paa sin Plads, parallelt med Skinnelegemet. Bønnelycke.L.51. 6) (nu næsten kun dial.; jf.: “Hos Bødkere.” VSO.) aftapningshane (til øl-, vinfade olgn.) i form af et bøjet metalrør med lodret lukker. VSO. CollO. Feilb. OrdbS. (bornh.).   træhylsteret, hvori øltappen stikkes. Thorsen.154.

Kran-, i ssgr. († Krane-. se u. -fod, -hjul, -stolpe). (især ⚙ ell ) til I. Kran (1).

I. Krane, en. se I. Kran.

II. krane, v. [ˈkr̥a·nə] -ede. (jf. eng. crane, ty. kranen; til I. Kran 1; l. br.) i forb. m. adv., især op: bevæge, især løfte, ved hjælp af en kran. StormP.Det er ikke mig!(1920).6. mægtige Kasser, der kranes fra Lastdybet op paa Kajen. Pol.²⁹/₂1920.13.sp.5.

Krane-, i ssgr. se Kran-.