II. Sur, et ell. (l. br.) en (Aakj.SV.I.6. se ogs. u. bet. 2.1). [sor, ogs. sur] (ofte skrevet Surr, sjældnere Sorr). best. f. -ret [ˈsor'ət osv.] flt. (l. br.) sur; best. f. flt. -rene [ˈsor'ənə osv.] (sv. surr (i bet. 1), no. gå i surr, gaa i skuddermudder, ty. surr (i bet. 1); vbs. til I. surre ell. substantivisk anv. af V. sur) 1) som vbs. til I. surre.    1.1) til I. surre 1: det at surre; surrende lyd; især om lyd af insekter som bier, fluer. *Med Insektets Surr . . | Blande sig min Harpes Klang! Bagges.SV.6. en Foraarsmorgen . . med blændende Solskin og et hidsigt Sur af tidlig vaagne Fluer. JVJens.HH.68.    1.2) (nu næppe br.) til II. surre 2, fx. om lyden af rislende vand: *Igiennem Strømmens Surr mig tykkes Skrig at høre.Stockf.(SkVid.XII.34). *Skovens mørke Pragt og Kildens lette Sur. Faye.LitArb.I.40. om fjern, dæmpet tale af mange mennesker, ell. dæmpet udtalt protest, mukkeri: *Ak! forskaan mig store Væsen | For alt Smaat og Pøbeltant, | For Alt lurvet Rendpaanæsen | Knurr og Surr som her jeg fandt. OGFBagge.Livsbilleder.(1836).52. 2) som udtryk for, at noget tager magten fra en, gaar i skuddermudder, kommer i uorden, forvirring, ell. at en bliver forvirret, kommer i vildrede med noget. *Hun løber løbsk, med Surr i Panden | (Jeg meener Hoppen, kiære Ven, | Den nys omtalte Riimbrev-Pen). Bagges.Ep.133. spec. i forb. som:    2.1) (sj.) i forb. løbe ud i een sur, gaa i uorden; ende i forvirring; mislykkes. jeg stod dèr i en svær Bevægelse for, at det (dvs.: en recitation) skulde blive til Kludder for dig, og løbe ud i én Sur. Leop.Holberg.IV.(1924).15.    2.2)  i forb. tage sur, om sejl, rat, tov olgn.: tage magten fra en; løbe en af hænde; tage rovs. Imidlertid tog Touget Sorr igjennem Stopperne og Opseisningerne, og kunde umueligt blive stoppet. Agerbeck.Beskrivelse over Begivenheder.(1804).36. Ved et Arbeide, hvortil Spillet brugtes, tog dette Surr. Archiv Søvæsen.XII.32. Ved Bjergningen af Storemersseil tog læ Skjøde sur. AWilde.Erindringer om Jerichau og Thorvaldsen.(1884).7. IdrætsB.I.379.

V. sur, adv. [sor, ogs. sur] súr. Høysg. AG.136. (ofte skrevet surr). (no. (gå) surr; egl. lydord ell. til I. surre 1; jf. II. Sur 2) næsten kun i forb. løbe (tidligere ogs. rende) sur. 1) (nu næppe br.) i udtr. for at tage ejl af en vej, fare vild ell. ikke naa sit maal; især: gaa forgæves. vAph.(1764). *jeg surr fra Huus til Hove render (dvs.: for at skaffe penge). Bagges.III.38. *“Jeg ei begriber” – “Hvordan du løb Surr | Af Veien?” Oehl.XII. 109. Grundtv.E.94. 2) (talespr.) i udtr. (m. person-subj.) for, at en person bliver forvirret, laver fejl, ikke kan holde rede paa, finde ud af noget. Biehl.DQ.III.159. Følelsen af, at De løb surr over Modsætningen mellem Tro og Viden. Bogan.II.196. jf.: Munden skulde have Lov til at gaa paa egen Haand og “tale surr”. Goldschm.IV.9. især i forb. løbe sur i noget: Himmel og Jord! . . hvor løber Deres Velbyrdighed Surr i Regningen. Biehl.DQ.III. 260. Kunstneren løber sur i, hvad der er højre og hvad der er venstre. JLange.BM.I. 248. der var ikke noget at stille op med hende, hun løb sur i de simpleste Ting. Buchh.EG.205.   (sj.) brugt som præd. Mens jeg spejder efter en Udgang, bliver jeg ganske surr i Hovedet. EEriksen.OverGolfen. (1926).157. 3) (talespr.) i udtr. (m. tingssubj.) for, at forestillinger, tanker, hukommelsesstof forvirres, kommer i vildrede, uorden. stop nu . . ellers løbe vore Tanker atter Surr, ligesom da vi kom i Vilderede med vore Jeg'er. PMøll.(1855).II.94. Aarstallene løb surr for ham. Lauesen.RV.86. ofte i forb. det løber sur (for en), det rabler, slaar klik (for en). det løb rundt, det løb surr i mit Hoved. Blich.(1920).XII.195. I Timeligheden kan det løbe surr for et Menneske, saa han ikke veed, hvilket der er hvilket. Kierk.VIII.238. Strange.NS.24.

I. Surr, et. se II. Sur.

II. surr, adv. se V. sur.