I. Stamme, en. [ˈsdamə] Høysg.AG. 26. († Stam. jf. Roer-Stam. Röding.VII.Anhang.66. Kongestam (se u. Kongestamme). samt: *Dryas . . røgter sine Stamme. Clitau. PT.115). flt. -r. (ænyd. stamme, stam, stemme, sv. stam (ældre ogs. stämma), fsv. (konungs)stam; fra mnt. stam(me) (nht. stamm), jf. osax. stamn; besl. m. eng. stem, oeng. stemn, stefn (se I. Stavn), og videre med II. staa; jf. II. stam, II-III. stamme   det hjemlige ord er I. Bul) 1) den fra roden opstigende (oftest forholdsvis lige, stang- ell. søjleformede) del af et træ (ell. en træagtig busk), hvorfra grenene udgaar; træstamme; ogs. om tilsvarende afgrenet (og oversavet) del af et fældet træ; tidligere ogs. om stængel.    1.1) i al alm. Pflug. DP.1112. For at tilveyebringe store Nelliker, optager man en Stok eller Stamme af sin Potte varsommelig med vedhængende Klump, afskiær Rødderne 2 Fingers Bred. HaveD.(1762).197. *Guds Fred over Skoven, | Hvor Stammerne staa! Grundtv.PS. V.162. *Høi og stolt jeg (dvs.: bøgetræet) Kronen bar, | Ægte jo min Stamme var. HCAnd. SS.XII.97. frodigt Krat af Hassel, med mørkt, glansløst Løv, som var saa tæt, at man hverken saa' Stammer eller Grene. JP Jac.II.273. Hindbærbuskenes sprøde Stammer. EChristians.Hj.175.    1.2) (gart.) træ(stamme), hvorpaa en podekvist indsættes; især: den stamme, det underlag, der forædles ved podning med kvist af en bestemt frugttræsort; grundstamme (1); ogs., især i ssgr., om det ved en saadan fremgangsmaade skabte træ. vAph.Nath.VI.301. *syge Stamme jeg med rene Ympe | Forædler. Rahb.Jd'A.98. De Sorter (pærer), som villig gro paa Kvæde, dyrkes paa denne Stamme. Bredsted.Pom.I. 16.   ofte som sidste led af ssgr., der angiver (et (frugt)træ, frembragt ved podning paa) en grundstamme af en vis art ell. størrelse, fx. Dværg- (ABruun.Frugthaven.(1921).24), Halv-, Vildstamme; sml. Frø-, Kernestamme.    1.3) i billedl. udtr. det var forgieves at afhugge Greenene saalænge som Stammen blev staaende (dvs.: dræbe prinsessen og lade hendes moder leve). Holb.Heltind.II.91. *Græde Ingen over Mig (dvs.: Jesus)! | Græde heller hver for sig! | Speiler eder, visne Stammer, | I hvad her den Grønne rammer! Grundtv. SS.I.514. *Til Glædens Blomst er lutter Qvaler Stammen. Aarestr.SS.II.143.   æblet falder ikke langt fra stammen, se Æble. jf. u. I. Pære 4.1 samt: *hans Børneflok, | Som faldt saa grumme nær ved Stammen. Heib.Poet.VIII.180. Af Danmarks Præsteslægter er der udgaaet et betydeligt Antal af fremragende Mænd, som har udmærket sig paa Aandens forskellige Omraader, og somme blandt dem trillede langt nok bort fra Stammen. HBrix.DD.191. 2) om del af genstand (ell. legeme, organisme), der ved sin plads i forhold til de andre dele, som udgaar fra den ell. hviler paa den, minder om et træs stamme (1); især i flg. anv.:    2.1) om legemsdele olgn. (jf. ogs. Hjernestamme).   (zool.) den del af gevir, tak, hvorfra sidegrenene udgaar. vAph.(1759). Hos Otteendere danner de 3 yderste Grene og Stammen undertiden et Kors. Sal.²XI.729.   (zool.) om selve legemet (med undtagelse af lemmerne) hos hvirveldyr ell. om selve kroppen (modsat hoved og lemmer). Legemet inddeles i Kroppen eller Stammen, Hovedet og Ledemodene. Cuvier.Dyrhist.I.40. Anat.(1840).I.43. Boas.Zool.⁴423. jf. lavstammet 3: Der var et meget stærkt Tømmer i Høgsbros lave Stamme. EHenrichs.MF.I. 60.   (zool.) den del af lemmet hos krebsdyr, der bestaar af to led og paa sin spids bærer to grene (protopodit). Lieberkind.DV.III.171.    2.2) (nu næppe br.) skaft (I.5.9) paa søjle, pille olgn. vAph.(1759).    2.3) ⚙ den langagtige (lige) del af bolt, nagle olgn. (i modsætn. til hovedet (og spidsen)); bolte-, naglestamme. Wagn.Tekn.270. SkibsMask.15.    2.4) (fagl.) metal- ell. træstøtte, -søjle, der udgør den centrale del af et redskab, et apparat (og bærer andre redskabsdele); især om kran-, rat-, ror-, spilstamme. SøLex.(1808). OpfB.¹ II.474. TeknMarO.    2.5) (jf. bet. 5; zool.) den rørformede del af en koloni af rørgopler (koloniens første individ, hvorfra de øvrige individer er dannet ved knopskydning). Lieberkind.DV.I.173. 3) i et system af kanaler, strenge, færdselsveje olgn. den hovedkanal osv., hvorfra en del mindre udgaar. jf.: Slogs Herreds Aaer . . samler sig til fire store Aastammer: Arnaa, Hvirlaa, Grønaa og Sønderaa. PLaurids.(Danmark,Land ogFolk.IV,2.(1922).30).   især (anat.) om tykkere aare ell. nervebundt, hvorfra mindre aarer, nerver udgaar (jf. Nerve-, Pulsaarestamme). den Hjernefortsættelse, der udgjør Seenervernes Stamme. AHannover.ØietsAnatomie.(1850).55. De omtalte Blodaarer samler sig paa hver Side til en større fraførende Stamme, Taaens Sideblodaare. Grunth.Besl.24. 4) hvad der udgør den faste, konstante ell. centrale, vigtigste del af noget.    4.1) (især jærnb.) den række af sammenkoblede jærnbanevogne, der (sammen med lokomotivet) udgør et tog; togstamme. Togets lange Stamme . . bugtede sig væk mellem høje Huses triste Gavle. DagNyh.²³/₁₁1930.Sønd.10.sp.1. JVJens.RF.16.    4.2) ♠ om kortbunke i forsk. spil og kortkunster; især om (bunke, der dannes af) de kort, som ikke er fordelt til spillerne, den bunke, hvoraf der tages, trækkes osv. (modsat de kort, spillerne har paa haanden); ogs. (♠, dial.) d. s. s. Stambet (Feilb.). Moth.S738. De overblevne af Spillet (dvs.: i l'hombre) (som kaldes Talon eller Stammen) maae være 13. Spillebog.(1786).7. Spillebog.(1900).90. Naar hele Stammen er aftrukket, tager man Aftræksbunken (dvs.: ved en kabale) og benytter den uden at blande den som Stamme. DagNyh.²³/₁₂1934.Sønd.24. sp.3. Esp.484. Feilb.    4.3) (fagl., især jærnb.) den (i ryggen) sammenholdte, sammenfæstede del af en afrivningsblok (modsat den til afrivning bestemte del). JernbaneL. 60. Formularerne til disse Trinbrætbilletter bestaar af en Stamme og den egentlige Billet. DSB.OrdreM.91.    4.4) den del af en gruppe personer, der udgør den konstante, stadige ell. trofaste bestanddel, den faste stab (modsat de ubestandige, midlertidige ell. nytilkomne medlemmer, løse medarbejdere olgn.); ogs. om en hel gruppe personer, der udgør en fast kreds. Blandt Selskabets Stiftere, eller til den ældste Stamme henhørende, regner man Nordahl Brun, Wessel . . o. fl. NyerupRahb.VI.145. der var endnu stedse en Stamme af Lærde, som syslede med . . Plato. HNClaus.Ref.131. en dygtig Stamme af stadige Medarbeidere (ved tidsskriftet). Brøchner.(Brandes.Br.I.166). Postkontrolør H. hørte til den gamle Stamme af Embedsmænd, som efterhaanden forsvandt. JacAnd. Er.II.17.   spec. (⚔): de ældre soldater, der har tjent længe i en afdeling, ell. (nu) den del af mandskabet og befalingsmændene i en afdeling, der ligger til fast tjeneste; kadre; ogs. om afdelingens faste hestebestand (jf. Stamhest). Moth.S738. Vi (ville) at Infanterie-Regimenterne til disse oprettende to Regimenters Formering skal afgive omtrent . . 192 Musqveterer . . som skal være til Stamme. MR.1777.699. Hestene af den gevorbne Stamme. smst.1778.718. VSO. Sal.² XIII.352.    4.5)  hvad der udgør det væsentlige i ting ell. forhold, der er sammensatte, komplicerede; hovedbestanddel; nu især om det centrale, grundbestanddelen, kernen i et forhold. Kunstord, som ikke høre til Sprogets egentlige Stamme. PMøll.(1855).V. 61 (jf. Ordstamme 1). Stammen i hans Begavelse var et djærvt, firskaaret, grovkornet Talent med Hang til det Drøje. Brandes. III.141. den faste Stamme i hans Politik maatte . . blive overgroet af et frodigt Løvværk af finansielle Betragtninger. EHenrichs. MF.I.289. Tallet 4 (paa billedet af et typelegeme) angiver Skriftbilledets Grundstreger eller Stamme. Selmar.³40. Agnete-Visen (viser) i selve sin episke Stamme . . samme kraftfulde, dramatiske Greb . . som den middelalderlige Folkevise. OFriis.Litt.116. 5) m. h. t. slægtskabsforhold (egl. (jf. bet. 1) forestillet under billedet af et stamtræ olgn., jf. fx.: Af den Colibradske Stamme kand ikke udspiire andet, end saadanne Greene (dvs.: som Don Ranudos datter). Holb.DR.V.3).    5.1) m. h. t. personer; ogs. (højtid., især poet.) som rent billedl. anv. af bet. 1   (især hist., delvis foræld.) slægt(række), æt (især: af fornemme, fyrstelige personer); ogs.: (fornem, fyrstelig) afstamning, herkomst, spec. (nu næppe br.) om adelig byrd, adelskab. Er Misdæderen af Adel, eller højere Stand, da skal . . alle hans Livs Arvinger miste deris Stand og Stamme. DL.6–4–1. ingen af den Jagelloniske Stamme paa Sverdsiden var til overs effter Sigismundi Augusti Død. Holb.Intr.II. 130. *Det nytter ei at tale om | Vor høie Byrd og Stamme. Grundtv.SS.I.248. *med den ædle Drot gik ud | Den gamle Stammes lige Skud. Winth.Digtn.196. *Forbi det var med al din Høihed, kjendte | De stolte norske Mænd din Stamme. Boye.PS.I.171. (Brandes) var af jødisk Stamme. AFriis.(Pol.⁴/₂ 1942.7.sp.3). hans Frue (fødte) mange, men dødfødte Sønner, saa at Hr. Eske Brok døde den sidste af sin Stamme. Thiele. I.112. VSO. jf. Vogel-Jørg.BO.501. ordspr. (nu sj.): jo nærmere stammen, jo nærmere arven. vAph.(1764). VSO.   (jf. I. Slægt 2) indbegrebet af et (større) antal familier, slægter, der nedstammer fra samme person; folk, folkeslag, der i en fjern fortid har fælles stamfader; m. h. t. primitive folk ofte om gruppe af samlevende, samboende personer, der er nærmere ell. fjernere i slægt med hinanden; ogs. om gruppe af (etnologisk, sprogligt) hinanden nærstaaende folkeslag, nationer; folkestamme. de tolv Israels Stammer. 1Mos.49.28. Kayseren spurdte dem da ad, om de vare af Davids Stamme, hvortil de svarede Ja. Holb.Kh.94. En liden Stamme paa Krim talte . . endnu i det 16de Aarhundrede et Sprog, som syntes at nedstamme fra det Gothiske. Bredsdorff.Afh.58. Jeg er af Levi Stamme. Goldschm.L.I.9. *Længe var Nordens | herlige Stamme | spaltet i trende | sygnende Skud. Ploug.I.3. den møjsomme Kamp for at forstaa en helt fremmed Stammes (Brandes.E.168: Races) Synsmaade. Brandes.IV.124. *Lodden lige til Øjnene | lunter Mammut paa Tundraen, | Sul for hele Stammen, | et vandrende Spisekammer. JVJens.Di.³127. da skulle alle Jordens Stammer (1819: Slægter) jamre sig. Matth.24.30(1907). *Danmark, i tusend Aar, | længer end Saga naaer, | vor Stammes Arv. Rørd.Den danskeKøbmand.(1917).30.   † stamfader. ConvLex.XVI.66.   i videre anv., om kategori af personer med fælles træk, egenskaber. *Herrer vi ere i Aandernes Rige, | Vi er den Stamme, som evigt skal staae! Winth.I.1. Den Titel forlanger jeg ikke. Jeg spirer ikke ud af Fruer-Stamme. Holb. HAmb.I.3. hun hører til den Pigestamme, hvis Hjerter er udrustet med Faresignaler. HSeedorf.(NatTid.¹⁴/₁₀1926.Aft.2.sp.1).   †  oprindelse, herkomst fra et vist folk, en vis egn; i forb. som have sin stamme fra, stamme fra. Vores General haver sin Stamme fra Staden Lüttich. LTid.1756.388.    5.2) m. h. t. dyr og planter   gruppe af individer inden for en race, der viser stærk indbyrdes lighed; især (landbr.) om gruppe husdyr, der er afkom af et ell. flere nærbeslægtede avlsdyr med fremtrædende racepræg og god nedarvningsevne; ogs. undertiden om et omraades bestand af et vist husdyr (jf. u. Kvægstamme). Efter rimelig Formodning . . kan den hele Stamme af Faar i (Sjælland) ei ansættes til højere end 160,000 Stk. Begtr.Sjæll.II.427. LandbO.IV.374. jf.: I denne Gaard . . var der en Hestestamme, der nedstammede fra Spaniolerne (dvs.: de spanske soldaters heste). RibeAmt.1924.771. Blandt disse Slughalse (dvs.: nogle kyllinger) . . skulde . . den bedste Del udsorteres og danne Grundlaget for den fremtidige Mønsterstamme. JacPaludan. UR.379.   i bakteriologien: indbegrebet af alle renkulturer af samme oprindelse. Gær af denne Stamme findes endnu paa Carlsberg. JohsSteenstr.CJ.19. KliniskOrdbog.² (1937).465.   (landbr.) gruppe af kulturplanter inden for en sort med stærk indbyrdes lighed (jf. Stammeavl, Stamsæd). LandmB.III.7 (se u. I. Sort 2). LandbO.IV. 318.374. en lidet yderig, smaakornet Stamme 6-radet Byg. DanmHavebr.8. Frøfirmaet . . er verdenskendt for sine Stammer af Blomkaal og Hvidkaal. Pol.⁵/₅1934.6.sp.3. 6) (sprogv.) om sproglige forhold.    6.1) (til bet. 4; jf. I. Rod 6.1) den del af et ord, der er konstant, gennemgaaende i deraf (især v. hj. af bøjnings- ell. afledningselementer) dannede former, ord; den del af et ord, hvortil bøjningsendelser osv. føjes. de rodfæstede Bogstaver i Ordet, eller Ordets Stamme. PSchulz.DS.12. Naar et Udsagnsord udgør første Del af en Sammensætning, er ofte Navnemaaden anvendt i Stedet for Stammen. Mikkels.SproglS.27. Ordet stod for (grækerne) som en formløs masse; de gjorde intet . . forsøg på at bestemme, hvad der var stamme og hvad der var bøjningsendelse. HolgPed.SN.3. Ordets Grundelement (i semitisk) er en “Rod” (undertiden kaldet “Stamme”), som i Regelen bestaar af 3 Konsonanter. JohsPedersen.HebræiskGrammatik.I.(1926).5. i forb. og ssgr., der angiver arten af stammens udlyd: konsonantisk (Brøndum-Nielsen.GG.III.3), vokalisk stamme, Medlyds-, Selvlydsstamme (Wim.Navneordenes bøjning.(1868).14.16), Konsonantstamme, a-, i-, an-, r-, nt-Stamme osv. (se fx. smst. 23ff. Brøndum-Nielsen.GG.III.3ff.). jf. lukket stamme (u. IV. lukke 4.5).    6.2) (til bet. 5) m. h. t. sprogligt slægtskab.   (nu sj.) om det element, der historisk ligger til grund for en række beslægtede ord; rod (I.6.1). Det ubestemte Pronomen nakkvar, nogen, findes kun i Nordisk; i Gothisk og Tydsk udtrykkes Begrebet ved Ord af ganske andre Stammer. Bredsdorff.Afh.48.   (nu næppe br.) stamsprog. Et Sprog, som er Stammen til adskillige andre. VSO.   gruppe af beslægtede sprog ell. sproggrene; sprogstamme. Rask.I.4. den romaniske Stamme. Bredsdorff.Afh.22.   (nu næppe br.) gruppe af beslægtede ord; se Ordstamme 1.

II. stamme, v. [ˈsdamə] -ede. (ænyd. d. s. (i forb. være stammet af, nedstamme fra); fra ty. stammen, afl. af ty. stamm, se I. Stamme (5); jf. III. stamme) i forb. m. fra (ell. af). 1) være en efterkommer af; føre sin slægt, slægtlinie tilbage til; være udsprunget, oprundet af (en slægt, et folkeslag osv.); ogs. om dyr.    1.1) alene i forb. m. præp.-led med fra ell. (nu sj.) af. Min Cousin stammer af samme Linie, som jeg. Biehl. (Skuesp.VI.397). *stammed han end fra Bønder blot . . | Hytten opveier tidt et Slot. Oehl. IX.193. *Man siger, at hun stammer af fyrstelig Æt. Hauch.SD.II.219. ikke Alle, som stamme fra (Chr.VI: ere af) Israel, ere Israel. Rom.9.6. jeg sætter . . Pris paa at vide, fra hvilke Folk jeg stammer. JLange.Kunstværdi. (1876).24.    1.2) i forb. m. adv. (og flg. præp.-led med fra)   stamme hid (fra), (nu ikke i rigsspr.; jf. Feilb.) d. s. s. hidstamme (fra). hand stammer hîd fra store forfædre. Moth.S 738.   stamme ned (fra), d. s. s. nedstamme 1. Jeg stammer ned . . fra ældgammel Adel. Biehl.Cerv.LF.I.351. *Glem ei, du stammer ned fra store Fædre. Oehl.XXXII.184. Stammer du da ikke ned fra Møllere? JVJens.Ma. 124.   stamme op (fra), (sj.) nedstamme (1) fra. Paa fædrene Side stammer jeg op fra en Skræddermester. JJIpsen.EnUtopistsHistorie. (1926).6.   stamme ud fra, (jf. u. bet. 3; nu ikke i rigsspr.) nedstamme (1) fra. vAph. (1764). 2) være opstaaet, skabt ved udvikling af ell. paa grundlag af noget.    2.1) (naturv.) om dyre- ell. planteform: være fremkommet ved udvikling, differentiation (gennem gradvise overgange) af en anden form. Korrekt betragtet stammer vi jo heller ikke fra Aben, men den og Mennesket har Rod i samme tidligere Stamform. JVJens.ÆU. 130.    2.2) om ting, indretning, forhold: have noget som en nødvendig forudsætning for sin opstaaen; gaa tilbage til et grundlag og være (direkte ell. indirekte) affødt ell. afledt deraf; spec. m. h. t. sprogligt slægtskab, et ords ell. andet sprogelements oprindelse ell. (tidligere) et ords afledning af et andet (jf. afstamme). Wimmer . . påviste, at (runerne) kun kan stamme fra et av de græsk-italienske alfabeter. HolgPed.SN.217. det er ikke lykkedes . . at påvise en kilde, hvorfra et sådant låneord kunde stamme. smst.298.   i forb. stamme ned (jf. nedstamme 2). stamme ned fra, som Ord. vAph.(1759). de Digte med frie Rytmer, han har skrevet . . stammer (ikke) ned fra Whitman. Gelsted.JVJensen.(1938). 86. Hans Stykke stammer ned fra den gamle Gavtyvekomedie. Pol.¹²/₁₀1941.10.sp.3. 3) oprindelig høre til, høre hjemme ell. være opstaaet, fremkommet paa et vist sted, i en vis tid, under visse omstændigheder; om person: være født ell. tidligere have været hjemmehørende et sted. *Det er en kostbar Ædelsten og maa | som saadan fra en fornem Dame stamme. Drachm.DD.158. (den) lysegule, fløjlsagtige Dragt, der . . stammede fra Italien. Pont. LP.VII.32. de forskellige sprog indeholder ord, der stammer fra længst forsvundne sprog. Sandfeld.S.²267. den gamle Rørvig Kirke . . stammer fra omkring Aar 1200. AarbTurist.1931.13. N. N.(s slægt) stammer fra Vendsyssel ┆ jf. bet. 4: (Vauvenargues) er bleven udødelig paa den Sætning at de store Tanker stammer fra Hjertet. Rubow. (UnivProgr.1938.I.86).   (nu næppe br.) i forb. stamme ned (fra). en Behandlingsmaade af Bændelormen, der stammer ned fra en klog Kone i Nærheden af Breslau. BiblLæg.IX.140.   (jf. u. bet. 1; nu kun dial.) i forb. stamme ud fra. Feilb. 4) have sin grund, aarsag i; hidrøre fra; være foraarsaget af; skyldes. *Fra Cherub til . . Kryb . . | Stammer alle Væsner fra dit Bliv. Bagges.SV.5. Sygdommen stammer fra en Forkjølelse. Levin. ligger Dyret ikke paa Pletten, stammer det fra, at Kjødet (med stryknin) har været frosset og Giften først kan virke naar det tøer op. Bogan.I.167. den Kløe, han følte over hele Kroppen, stammede fra Dynen. smst.II.40.

III. stamme, v. [ˈsdamə] -ede. (afl. af I. Stamme 1) 1) om behandling af træstamme.    1.1) (jy.) pode (II.2). Blich.EB.42. Feilb. jf.: Den Stamme-kraftige Qvist, Stammet og podet Af . . Seigr. Christopher Qvist . . Til En Naturlig Qvist Ved . . Jfr. Anna Maria Sørensøn . . 1743. Seehuus. (titel paa bryllupsdigt.1743).    1.2) i forb. stamme op, (gart.) faa til at vokse op og danne stamme. De højstammede (stikkelsbær) kan . . være rodægte, idet man straks afskærer alle Sidegrene paa den unge Stiklingsplante og “stammer den op” til en Højde af 50–70 cm. Pol.¹⁵/₁₁1941.4.sp.4. 2) (vel dannet til I. Stamme 1 efter ord som stavre, stolp(r)e; jf. dog sv. dial. stam(b)la, stammra, no. dial. stamra (se stamle); sj.) gaa usikkert, vaklende med stive ben (som smaabørn); stavre; stolpre. Den lille Kineserinde har vendt sig og stammer tilbage mod Kabinettet. JVJens. MD.182. en lille Skrævebuks stammer paa tykke Ben ud fra et Hus og hales med Indignation bort fra Vejen af en Søster. sa. SØ.86.

  IV. stamme, v. [ˈsdamə] -ede. (ænyd. d. s., oldn. stama, oht. stam(m)en; afl. af II. stam; jf. stamle) 1) p. gr. af en talefejl have vanskelighed ved at udtale ordene, især saaledes at mundstillingen ved en lyd (i reglen en konsonant) bliver krampagtig, foraarsager en gentagelse af lyden og for kortere ell. længere tid hindrer artikulationen af den følgende lyd. (han) havde udvalt til Giester, alle som stammede, hvilket foraarsagede en særdeeles latterlig Scene ved Maaltidet. Holb.Hh.II. 498. (han) stammede i en saadan Grad, at Tilløbet til en Sætning kunde tage flere Minutter. Bogan.I.145. KliniskOrdbog.(1921). 230.   som vbs. i formen Stammen. Moth. S778. Panum.554.   part. stammende brugt som adj. Ludvig den stammende. HA Kofod.Verdens-Historie.(1813).288. Helbredelseskursus for stammende. MinSkr.(GR). ¹⁷/₉1896. 2) tale paa en maade, der minder om stammen (1); udtale ordene usikkert, tale usammenhængende, snublende over ell. ledende efter ordene (p. gr. af nervøsitet, ophidselse, manglende øvelse olgn.); om børn, der endnu ikke har lært at tale (rent): udtale ord paa en ufuldkommen maade; forsøge at tale; i videre anv.: tale et sprog daarligt (p. gr. af manglende kendskab til det, manglende øvelse) ell. give et ufuldkomment udtryk for en tanke.    2.1) uden obj. Arv blir bange og stammer. Holb.Jean.V.3. han stammer af Forbittrelse. MCBruun.JSR.283. *Hvorfor rødmer du og stammer, | Er undseelig og dig skammer? Heib.Poet.IV.92. *Ja, sjunge hver, som stamme (SalmHj.122.7: sjunge) kan: | Nu tændtes Lys i Skyggers Land. Grundtv. SS.I.394. *Trøster Barnet dig for Savnet, | når hun stammer sødt, den Små? Rørd.EK. 58.   (delvis til bet. 1) i forb. m. præp.-led, der angiver hvad der udsiges; dels i forb. stamme i noget: *Jeg understaaer mig, Alt at undersøge, | Og Vee dig, hvis du stammer i dit Regnskab (dvs.: hvis du ikke uden vaklen kan klare for dig). Oehl.V.186. især i forb. stamme i det, dvs.: i sin tale, i det, man vil sige (jf. III. i 7.5). Høysg.S.59. jeg (kunde ikke) faae en Løgn færdig i en Hast. Jeg stammede i det og snakkede noget om, at det sidste, jeg havde malet, var nogle Studiehoveder. Bergs.PP.535. Buris stammede i det, han vilde gerne sige noget, som kunde være fordelagtigt for ham selv, men han greb sig i det. JVJens.D.69. han stammer i det som Ole hugger i fadervor, se Ole 2. dels (nu l. br. i rigsspr.) i forb. stamme paa noget, udsige noget stammende ell. ubehjælpsomt udtale, søge at udtrykke noget. Høysg.S.61. *Synger med os, alle Smaa! | Børn i Vugge, stammer paa | Hvad selv Engle knap forstaae! Grundtv.SS.I.351. ingen af de udtryk han stammede på tilfredsstillede ham. Grønb.SV.188.   vbs. i formen Stammen. *Med frygtsomt Blik, med Stammen i min Tale. Bagges.Ungd.I.*6^v. *Din Rødmen og din Stammen | Har røbet Dig! Kruse.DV.II.21.   part. stammende brugt som adj.; ogs. uegl., om ord: som udtales usikkert, usammenhængende. Tyboe (continuerer sagte og stammende). Holb.Tyb.V.8. vore Dommere bevæges meer af stammende grundige Argumenter end af sminkende Ord. sa.Ep.V.188. *hans Bøn, den kjærligt stammende. PalM.II.97. med stammende Ord . . bekjendte (han) sin Mangel paa højere Dannelse. Schand.TF.II.160.    2.2) m. obj., der betegner, hvad der siges. Han lærde at stamme det attoliske Sprog. MCBruun&Horreb.JSP. 58. *bly og ængstlig stammed (frieren) mig (dvs.: pigen) sin Elskov. Oehl.XV.55. *Det, som min Læbe stammer svagt, | Har dig forlængst mit Øie sagt. Heib.Poet.V.237. Han stammede noget om, at “Kammerherren” . . øjeblikkelig vilde kjøre hjem. Schand.TF.I.186. “Far, Far, Far, Viben er kommet,” har Børnene stammet i Ivrighed. KMunk.BF.12. hertil vistnok: *Han, som (dvs.: hvis navn) Engle stammer, | Han, for hvem sig bøje maa | De, som for Guds Trone staa. Grundtv.SS.V. 369.   i forb. m. adv. stamme efter (jf. efter 16.1; l. br.). er det ikke Ord, som ethvert Barn stammer efter? Mynst.Afsk.10. den . . kolde Kundskab, som nu Enhver . . kan stamme efter i mat og søvnig Tale. sa.Ref. 15. stamme frem, (l. br.) fremstamme. *hun (dvs.: en havfrue) stammer frem til Svar: | “Tys! tys! tys! jeg er ei din Brud!” Heib. Poet.III.449. (hun) stammede Ordene frem. ErlKrist.DH.166. stamme ud, (nu næppe br.) d. s. jeg stammede mit Ærende ud, saa got som jeg kunde. Ew.(1914).IV.313. *Lad i Graad mig stamme ud: | Skee din Villie, Herre Gud! Ing.RSE.VII.90. 3)  billedl. anv. af bet. 1 og 2.1, om ting, forhold: vise (tegn paa) usikkerhed, vaklen, svaghed, ufuldkommenhed. *hans flittighed ey stamed eller famled. Cit. 1702.(DSt.1909.43). (et digt) som stammede i Tanke og Rhythmus. Schand.TF.II.95. hos dem alle var der et eller andet Sted en svampet Plet, en bitter Erfaring, et vædskende Nag, noget der var rystet ved, hvor det lammede og stammede fysisk eller moralsk. Esm.I.13. Aarbøger og Krøniker . . disse første stammende Forsøg paa Modersmaalet. EllenJørg.HH.4. vbs. (sj., jf. sp.931,2f.) -ning (Stamning og andre Taleforstyrrelser. VorUngdom.1945/46.277. jf. Stammeri S ).   

Stamme-, i ssgr. især af I. Stamme 5; ofte veksler Stamme- og Stam-, se u. de enkelte ssgr.   foruden de ndf. behandlede ssgr. kan nævnes let forstaaelige ell. mere tilfældige ssgr. som: (fagl.) til I. Stamme 1.1: Stamme-forraadnelse, -højde, -tykkelse; (især  ell. fagl.) til I. Stamme 5.1: Stamme-fejde, -forbund, -forfatning, -forskel, -gud, -helt, -heros, -krig, -lov, -mærke, -rige, -sagn, -samfund, -skik, -stat, -vandring, -vis; (fagl., især landbr.) til I. Stamme 5.2: Stamme-beskrivelse, -dannelse, -forsøg, -præg, -renhed, -ægte, -ægthed.